Originaltitel: Une belle course.
Instruktør: Christian Carion
År: 2022
Genre: Drama.
Biografpremiere: 28/09
I gennem tiden, er der lavet et pr. film om umage par som er nødsaget til at kører i bil og som heraf, danner et venskab.
Det mest kendte eksempel er nok, Driving Miss Daisy og af lidt nyere film er der, Green Book.
Madeleines Paris minder lidt om dette, hvor en tydelig forskel (i forhold til de 2 nævnte film), dog er at det her ikke handler om raceforskelle.
Derimod handler den om den 46-årige taxachauffør, Charles og den 92-årige, Madeleine.
Charles har det lidt hårdt på sit arbejde, da han ikke altid er vildt imødekommende over for kunderne og da han er tæt på at miste sit kørekort (og dermed sit job).
Madeleine skal transporteres til et plejehjem i centrum af Paris og umiddelbart kunne dette lyde som noget der kan klares hurtig, men dette er naturligvis ikke tilfældet. Fordi, Madeleine har noget at sige og i løbet af dagen (og i løbet af turen rundt om i Paris), fortæller hun dele af sin livshistorie og kommer samtidig ind på livet af Charles.
Dette er den kortest mulige forklaring af hvad, Madeleines Paris handler om og den er i øvrigt instrueret af Christian Carion, som også har skrevet manuskriptet sammen med Cyril Gely.
Hvis man umiddelbart læser mit forsøg på et resumé og ikke har set filmen, så er der en chance for at man måske vil tænke at dette er en ganske tilforladelig og hyggelig film, som man kan nyde i ro og mag og smile over.
Og ja, langt hen ad vejen, virker det også til at være dén film som Christian Carion har i tankerne.
Fordi, Charles falder forholdsvis hurtigt for Madeleines selskab, efter at hun fortæller om hendes første kys med den amerikanske soldat, Matt under 2. Verdenskrig, som Madeleine stadigvæk kan huske følelsen og smagen af, efter så mange år.
Vi hører også lidt om Charles’ privatliv og om hvordan han føler at han har været der for lidt for sin kæreste Karine og deres datter Betty.
Men der hvor Madeleines Paris, rammer et form for skillepunkt, er delen hvor vi hører om Madeleines forhold til Ray og hvordan Ray var over for Madeleine og Madeleines søn, Mathieu. Kort og godt, er Ray en af de karakterer som jeg har haft allernemmest ved at hade, af nærmest alle film jeg har set i år, fordi han er gennemført usympatisk, uempatisk og nærmest den klareste definition af en dårlig kæreste og en dårlig stedfar.
Hvorfor er dette plotpunkt, et skillepunkt? Jo, fordi delen med Ray (eller egentlig hele delen med Madeleines fortid) er ekstremt alvorlig og ret tragisk, imens af den nutidige del af filmen, er ret munter, lys og lidt melankolsk.
Jeg kan muligvis godt se hvad Christian Carions intention er (i forhold til at vise en ældre kvinde som har mødt meget modgang, men som kan smile af livet, på sine ældre dage), men for mig gjorde det bare at filmens tone var lidt skizofren til tider og at jeg sommetider kom i tvivl om hvilken tone og stemning, som filmen mest ville ramme.
Noget som jeg dog til gengæld kan skrive noget mere positivt om, er filmens skuespil.
Dany Boon er fremragende i rollen som Charles, da han både ret perfekt portrættere en erfaren (og hårdt arbejdende) taxachauffør og da han har perfekt kemi med Line Renaud (som spiller Madeleine), hvilket dermed også gør deres blomstrende venskab, meget troværdigt.
Line Renaud (som i øvrigt er 95 år), er skam også ganske perfekt som den 92-årige Madeleine, som muligvis er gammel, men dog fortsat virkelig livlig og som i den grad har levet et liv (på godt og dog også særligt ondt), hvilket Line Renaud også virkelig fint viser, når hun fortæller sin livshistorie.
Af andre roller, er der Jérémie Laheurte i rollen som Ray og eftersom Ray er så gennemført en dårlig kæreste (så jeg næsten synes at det føltes som en kliché til tider), så er der ikke specielt mange nuancer at spore i Jérémie Laheurtes skuespil, men han gør det dog ok med det han har at arbejde med.
I rollen som den unge Madeleine har vi Alice Isaaz og jeg vil sige at hun ganske fint og troværdigt portrættere en ofte ulykkelig ung kvinde.
Andet som også kan fremhæves, er kameraarbejdet af Pierre Cottereau, som virkelig fint giver en god følelse af at køre rundt i Paris og se en stor del af byens kendetegn.
Philippe Rombi, har stået for filmens underlægningsmusik og i forhold til filmens (til tider) skizofrene tone, så er tonen og stemningen, faktisk noget af det mere stabile i filmen og det er vildt behageligt at lytte til.
Alt i alt kan det siges at Christian Carion har ikke lavet en fransk nyklassiker, ud af Madeleines Paris. Dette skyldes både hvordan nutid og fortidsdelen ikke altid hænger sammen, rent tone og stemningsmæssigt og dernæst hvordan jeg ikke synes at vi kommer nok ind på livet af Charles-karakteren (hvilket dog giver mening, da filmen jo ikke hedder Charles’ Paris).
Men filmen har dog virkelig godt skuespil og virkelig god kemi i dens 2 hovedroller og deres selskab, kameraarbejdet og stemningen i dele af filmen, er nok til at gøre Madeleines Paris, til en ganske god film, som jeg dog ville ønske var bedre.
