Long Shot

René

René

Originaltitel: Long Shot. Instruktør: Jonathan Levine. År. 2019. Genre: Komedie/Romantik. Kan streames på Viaplay.

På plakaten til “Long Shot” står følgende, som de fleste nok kan blive enige om: usandsynligt, men ikke umuligt.

Her taler vi selvfølgelig om chancen om at en lettere bøvet og kvabset type (ala Seth Rogen) skulle have en chance med en gudesmuk kvinde (i skikkelse af Charlize Theron). For sådan en kvindeskikkelse ville jo i teorien kunne hapse hvilken som helst slags mand i verden.

Præmissen i denne romantiske komedie er simpel. Den er blevet brugt adskillige gange før, i et utal af letbenede og forglemmelige Hollywood-film. Modsætninger mødes, over alt forventning, forelsker de sig i hinanden og alt ender godt.

“Long Shot” er blevet kaldt en omvendt “Pretty Woman” (1990). Her er det nemlig kvinden, den amerikanske udenrigsminister, Charlotte Field (Theron) der har magten.

Hun vil stille op til det kommende præsidentvalg og bliver bakket op af den siddende præsident (dejligt naivt og barnagtigt spillet af Bob Odenkirk) og ikke mindst, den sleske Donald Trump-klon, Parker Webley (en næsten ugenkendelig Andy Serkis).

Men i meningsmålingerne er Field bag ud hendes mandlige spidskandidater, når det udadtil drejer sig om hendes personlighed, og ikke mindst, hendes humor. Så efter et tilfældigt møde med hendes gamle bekendte Fred Flarsky (Rogen) som hun babysittede som 16-årig, tilbyder hun ham et job hvor han skal skrive hendes taler skarpere og sjovere.

Derefter følger “Long Shot” den nærmest traditionelle romcom-skabelon, hvor vi som publikum ikke på noget tidspunkt er i tvivl om hvad der vil ske. Det er hulens forudsigeligt, ja. Men vores hovedpersoner i midten af hele molevitten, er nærmest uimodståelige og er så søde sammen, så undertegnede fik røde kinder undervejs.

Seth Rogen spiller…ja… han spiller jo nærmest den samme rolle som Seth Rogen altid gør på film,- som den småkiksede, fjollede og hashrygende type, der altid er lidt plat og altid kommer lidt galt afsted. Charlize Theron, som ikke har prøvet kræfter med komedie-genren før, overrasker ufattelig positivt og viser i den grad at hun har funny-bones i rollen som viljestærk politiker med høje ambitioner.

Historien er set utallige gange før, og vi er som publikum aldrig i tvivl om hvor historien vil hen. Men måden den kommer i mål på, er særdeles vellykket. For hvis du skal vinde hjerter med en romantisk komedie, så kræver det minimum to ting: 1) at filmen er sjov. og 2) at filmen er sød.

Long Shot er heldigvis begge dele.

Om det er fordi at manuskriptet bare er skarpt skrevet, om det er fordi skuespillerne er i hopla, eller en kombination af begge dele, vides ikke.

Theron og Rogen er filmens omdrejningspunkt og de er fortrinelige i sammen. De har simpelthen så meget kemi og de sprudler i hinandens selskab. For hvis en romantisk film overhovedet skal holde vand, så er det udelukkende fordi at man finder turtelduerne troværdige og ligeledes, deres romance.

Samtidig har vi med to karakterer som skubber til hinandens forestillinger om livet. Om deres drømme og ambitioner. F.eks. føler Field sig tvunget til at “droppe træerne” i hendes kommende præsidentkampagne. Ellers får hun ingen støtte fra den nuværende præsident. Flarsky derimod, er af den overbevisning at man ikke skal bøje sig for nogen og at man skal holde fast, uanset hvad.

Men måske har han endnu ikke indset at der er forkel på at være mand og kvinde, i skrivende stund, og at mændene stadigvæk har mere magt?Selvom vi er i år 2019!

“Long Shot” er nemlig ikke blot en klassisk Seth Rogen-film, men samtidig en politisk satire som bl.a. tager emner om ligestilling op, kvindens position i samfundet og ikke mindst, leger med tanken om en kvindelig præsident i fremtiden.

Men det er samtidig en plat komedie som ikke lægger fingre imellem når det drejer sig om pinlige sædafgange, sjofle jokes, falde-på-halen-humor og dårlige tatoveringer.

Men der er ingen jokes der falder til jorden eller som bliver for platte. Også selvom det bliver rigtigt plat ind i mellem. Plathenden giver overraskende meget mening i filmens univers. Filmens instruktør Jonathan Levine, som muligvis var mere alvorlig med kræft-filmen “50/50” (også med Seth Rogen), har på vidunderlig vis, fundet en skøn balance mellem det klassiske Seth Rogen-drengerøvsunivers og det mere alvorlige.

Et stort skulderklap går dog til den overraskende sjov kvindelige hovedrolle, Charlize Theron, der beviser at hun kan være sød, dødens alvorlig og ubeskriveligt sjov. Bl.a. giver hun den gas i en scene hvor hun er på et syretrip og efterfølgende skal være forhandler i en gidselstagning.

Undertegnede sidder på første række om et par år, hvis Rogen og Theron udgiver en efterfølger til denne ufatteligt sjove komedie.

“Long Shot” er én af de bedste romantiske komedier i årevis.

Long Shot får 5 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!