Long Shot

René

René

Originaltitel: Long Shot. Instruktør: Jonathan Levine. År. 2019. Genre: Komedie/Romantik. Kan streames på Viaplay.

På plakaten til “Long Shot” står følgende, som de fleste nok kan blive enige om: usandsynligt, men ikke umuligt.

Her taler vi selvfølgelig om chancen om at en lettere bøvet og kvabset type (ala Seth Rogen) skulle have en chance med en gudesmuk kvinde (i skikkelse af Charlize Theron). For sådan en kvindeskikkelse ville jo i teorien kunne hapse hvilken som helst slags mand i verden.

Præmissen i denne romantiske komedie er simpel. Den er blevet brugt adskillige gange før, i et utal af letbenede og forglemmelige Hollywood-film. Modsætninger mødes, over alt forventning, forelsker de sig i hinanden og alt ender godt.

“Long Shot” er blevet kaldt en omvendt “Pretty Woman” (1990). Her er det nemlig kvinden, den amerikanske udenrigsminister, Charlotte Field (Theron) der har magten.

Hun vil stille op til det kommende præsidentvalg og bliver bakket op af den siddende præsident (dejligt naivt og barnagtigt spillet af Bob Odenkirk) og ikke mindst, den sleske Donald Trump-klon, Parker Webley (en næsten ugenkendelig Andy Serkis).

Men i meningsmålingerne er Field bag ud hendes mandlige spidskandidater, når det udadtil drejer sig om hendes personlighed, og ikke mindst, hendes humor. Så efter et tilfældigt møde med hendes gamle bekendte Fred Flarsky (Rogen) som hun babysittede som 16-årig, tilbyder hun ham et job hvor han skal skrive hendes taler skarpere og sjovere.

Derefter følger “Long Shot” den nærmest traditionelle romcom-skabelon, hvor vi som publikum ikke på noget tidspunkt er i tvivl om hvad der vil ske. Det er hulens forudsigeligt, ja. Men vores hovedpersoner i midten af hele molevitten, er nærmest uimodståelige og er så søde sammen, så undertegnede fik røde kinder undervejs.

Seth Rogen spiller…ja… han spiller jo nærmest den samme rolle som Seth Rogen altid gør på film,- som den småkiksede, fjollede og hashrygende type, der altid er lidt plat og altid kommer lidt galt afsted. Charlize Theron, som ikke har prøvet kræfter med komedie-genren før, overrasker ufattelig positivt og viser i den grad at hun har funny-bones i rollen som viljestærk politiker med høje ambitioner.

Historien er set utallige gange før, og vi er som publikum aldrig i tvivl om hvor historien vil hen. Men måden den kommer i mål på, er særdeles vellykket. For hvis du skal vinde hjerter med en romantisk komedie, så kræver det minimum to ting: 1) at filmen er sjov. og 2) at filmen er sød.

Long Shot er heldigvis begge dele.

Om det er fordi at manuskriptet bare er skarpt skrevet, om det er fordi skuespillerne er i hopla, eller en kombination af begge dele, vides ikke.

Theron og Rogen er filmens omdrejningspunkt og de er fortrinelige i sammen. De har simpelthen så meget kemi og de sprudler i hinandens selskab. For hvis en romantisk film overhovedet skal holde vand, så er det udelukkende fordi at man finder turtelduerne troværdige og ligeledes, deres romance.

Samtidig har vi med to karakterer som skubber til hinandens forestillinger om livet. Om deres drømme og ambitioner. F.eks. føler Field sig tvunget til at “droppe træerne” i hendes kommende præsidentkampagne. Ellers får hun ingen støtte fra den nuværende præsident. Flarsky derimod, er af den overbevisning at man ikke skal bøje sig for nogen og at man skal holde fast, uanset hvad.

Men måske har han endnu ikke indset at der er forkel på at være mand og kvinde, i skrivende stund, og at mændene stadigvæk har mere magt?Selvom vi er i år 2019!

“Long Shot” er nemlig ikke blot en klassisk Seth Rogen-film, men samtidig en politisk satire som bl.a. tager emner om ligestilling op, kvindens position i samfundet og ikke mindst, leger med tanken om en kvindelig præsident i fremtiden.

Men det er samtidig en plat komedie som ikke lægger fingre imellem når det drejer sig om pinlige sædafgange, sjofle jokes, falde-på-halen-humor og dårlige tatoveringer.

Men der er ingen jokes der falder til jorden eller som bliver for platte. Også selvom det bliver rigtigt plat ind i mellem. Plathenden giver overraskende meget mening i filmens univers. Filmens instruktør Jonathan Levine, som muligvis var mere alvorlig med kræft-filmen “50/50” (også med Seth Rogen), har på vidunderlig vis, fundet en skøn balance mellem det klassiske Seth Rogen-drengerøvsunivers og det mere alvorlige.

Et stort skulderklap går dog til den overraskende sjov kvindelige hovedrolle, Charlize Theron, der beviser at hun kan være sød, dødens alvorlig og ubeskriveligt sjov. Bl.a. giver hun den gas i en scene hvor hun er på et syretrip og efterfølgende skal være forhandler i en gidselstagning.

Undertegnede sidder på første række om et par år, hvis Rogen og Theron udgiver en efterfølger til denne ufatteligt sjove komedie.

“Long Shot” er én af de bedste romantiske komedier i årevis.

Long Shot får 5 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.