Instruktør: Tom Shadyac
År: 1997
Genre: komedie
Der er et godt gammelt ordsprog som siger, ærlighed varer længst, hvilket der er meget sandhed i. Men for nogle er dette muligvis ikke altid tilfældet og sådan er det i Tom Shadyacs komedie, Liar Liar (Fuld af løgn).
Denne komedies handling kan forklares vældig kort.
Liar Liar omhandler Fletcher Reede som er en fraskilt advokat, som lige står på tærsklen til at blive partner i et advokatfirma. Til gengæld er hans advokatarbejde også skyld i at han sjældent har tid til at tilbringe tid med sin søn (Max), og dette får særlige konsekvenser ved Maxs 5års fødselsdag, hvor Fletcher ikke dukker op.
Fordi da sønnen puster lysene ud, ønsker Max at hans far ikke kunne lyve i 1 døgn og da dette ønske straks går i opfyldelse, står Fletcher nu foran den mest stressende og udforende dag i sit liv, hvilket kun bliver værre af at Fletchers ekskone, overvejer at flytte til Boston med sin nye kæreste og Max.
Liar Liars manuskript er skrevet af Paul Guay og Stephen Mazur, som begge har skrevet flere filmmanuskripter sammen og så kan det nævnes at Tom Shadyac på dette tidspunkt også havde instrueret en anden film med Liar Liars hovedrolleindehaver (som så var Ace Ventura: Pet Detective).
Først og fremmest kan det nævnes at Liar Liar er en rigtig stramfortalt film, da den tager 80 minutter (minus rulletekster og fraklip) og foregår over ca. 3 dage.
Kan filmens historie så bærer dette, eller tager den munden for fuld?
Det kan siges at filmens historie er todelt, fordi den ene del handler om Fletcher der prøver at være og blive en bedre far (før sønnen flytter til Boston) og så er der også en retssag, hvor Fletcher skal være advokat for en kvinde der gerne vil have en masse penge fra sin eksmand.
Passer disse 2 historier sammen? Nej, men de fungere begge som benspænd for Fletcher-karakteren, da han hellere vil det ene (tid med sin søn) end det andet og dette skaber på sin vis en energi og en næsten konstant fremdrift i filmen, hvilket kun er positivt.
Det kan ligeledes siges at Stephen Mazur (den ene af manuskriptforfatterne) selv er advokat og dermed er dele af denne film juridisk korrekt, selvom det kan virke tosset at tro på.
For allerede nu at komme til skuespillet, kan det nævnes at Jim Carrey i sin tid valgte denne film og denne hovedrolle, fordi han gerne ville udfordre sig selv med en film hvor hovedkarakteren var mere normal og filmen var mere jordbundet end fx The Mask, The Cable Guy eller Dumb & Dumber.
Dette er særligt morsomt at læse når man ser filmen, fordi Fletcher er på ingen måder en normal fyr eller tæt på at være jordbundet.
Dette hænger også sammen med at Jim Carrey eftersigende var udmattet hver dag han kom hjem fra optagelse og dette er fordi at der næsten ikke er 1 eneste scene, hvor der ikke skæres diverse grimasser, råbes højt eller gøres noget skørt.
Jim Carrey kørte meget med denne stil i sine 90’er-komedier og jeg vil afgjort tro at det er en smagssag om man er til dette eller finder det alt for overgearet.
Personligt vil jeg skrive, at i-og-med at denne film er lidt en fantasikomedie (i forhold til sønnens ønske om et døgn uden løgn, som går i opfyldelse) og er fra perioden hvor Jim Carrey lavede skøre komedier, så kan det være muligt at godtages, i hvert fald for mit vedkommende.
Dernæst, synes jeg faktisk også at Liar Liar var interessant at gense, da den fysiske form for komik (som Jim Carrey benyttede sig meget af), ikke rigtig er noget som findes så meget mere eller som der er fokus på i diverse store Hollywood-komedier. Her var Jim Carrey (som i øvrigt holder pause med karrieren på ubestemt tid) faktisk en af de sidste komiske skuespillere af sin slags og man kan sige at den får hele armen her.
Dette ses særligt i en scene, hvor Fletcher decideret slås mod en blå blyant, da han prøver på at lyve sig til at den skal være rød eller en scene hvor han tæsker sig selv, for at slippe for en retssag.
Udover Jim Carrey, kan det siges at Justin Cooper gør det vældig fint i rollen som Max og portrættere følelsen af omsorgssvigt ret godt og i rollen som ekskonen Audrey, skal Maura Tierney primært spille irriteret på sin eksmands upålidelighed og dette portrættere Maura Tierney også vældig fint.
Men, er dette så en vaskeægte komedieklassiker?
Måske, men ved gensyn var der dog også nogle ting jeg blev gjort opmærksom på.
For det første, er der en scene hvor Fletcher-karakteren står over for en komite (for det firma som Fletcher gerne vil være partner for) og sviner dem alle sammen til, grundet hans manglende evne til at lyve. Den scene synes jeg måske var lidt overgearet ved gensyn og ikke vildt morsom.
Dernæst er der selve slutningen, hvor filmen kommer i tanke om historien med sønnen og omsorgsvigtet, hvilket munder ud i en virkelig skør slutning som kun kunne finde sted, da dette er en komedie og ikke et seriøst drama.
Jim Carrey formår skam at gøre slutningen sjov, men ved gensyn synes jeg måske også at det var lidt for meget af det gode.
Alt i alt, så er Liar Liar ikke helt en komediefuldtræffer eller blandt Jim Carreys allerbedste fra hans komiske storhedstid, men den er dog stadigvæk ret så morsom, vældig underholdende og et godt eksempel på hvorfor Jim Carrey er noget særligt, når det kommer til at være sjov på film.
