Stiflers grin: American Reunion
Er der noget mere ynkeligt end mænd, der vil være ung med de unge, og tænker de skal ud og mæske sig i teenagetøser?
Sådan, i ved, forføre dem med deres livserfaring, vise dem hvad en “rigtig mand” er(…) og så iøvrigt se sig selv som en fandens ka’l?
Nej vel!
Steven Stifler.
Vi elsker ham, vi væmmes ved ham, vi føler måske også lidt med ham – den mor der!
Han har en stor del af æren for, at de fire American Pie film er så sjove og citatvenlige. De fleste af os har vel de første tre-fire Stifler-citater lige på tungen?
Anyway, til scenen og det gode grin.
Til et beachparty står skønherlige Jim og fyrer far-jokes af, og griner lidt påtaget anstrengt. Ind fra højre kommer Stifler med det mest ækle, falske og åndssvage grin til dato.
Han vil være med i hulen…
Jodlefisse: Don’t Worry, He Won’t Get Far On Foot
Hvad er nu det for et ungdommeligt, dumt(!!!), tumpet, grænsende til det infantilt humoristiske, udtryk?
Forklaringen er faktisk ligetil:
Når du nu er nede på en kvinde, så jodler du ind i…..ja du ved nok?
Jamen se den nu bare, så giver det nok mere mening.
Jack Black leverer budskabet og begrebet om jodlefisse til fuldstændig perfektion! Han er komplet åndssvag og for meget, og har så meget komisk tæft, at det ender som en af filmhistoriens sjoveste scener.
Basketscenen: The Office
“Dwight, I was open!”
Århundredets største boldmongol, Michael Scott – større end Frank Hvam i Klovn – tager med største selvfølgelighed teten da der skal spilles basket.
Kontornusserne mod lagerbasserne. Slaget skal stå på den intermistiske basketbane i lageret, under kontormiljøet.
Michael Scott svinger taktstokken, Dwight Schroeder er ved at komme op og slås med en kvindelig lagerarbejder, Stanley spiller avantgardebasket(??), og Jim prøver ihærdigt at holde sit hold inde i kampen…
“Ekvilibristen”, Michael løber forvildet rundt, og dummer sig, alt imens han selvfølgelig giver alle andre skylden for sine manglende evner. Han er universets største fucking katastrofe i de fleste aspekter af livet… Heriblandt basketball og teamspirit.
Jeg har sjældent grint så meget, på så kort tid!
Galeanstalten: Ace Ventura
Jim Carrey på slap line!
Jeg kunne tage de første hundrede scener med manden, og skrive om dem, men den her stikker alligevel lidt ud.
I en rolle, hvor han i forvejen har carte blanche til at gå full retard, får han lige drejet yderligere på gashåndtaget.
Det hele er en afledningsmanøvre, for at få indblik i nogle journaler.
Lederen af stedet, og hans “søster” går og snakker om, hvad der er bedst for “Larry”.
Han fiser rundt i baggrunden, og giver den fuld skrald som infantil amerikansk fodbold entusiast.
Hele herligheden slutter med, at han knalder hovedet ned i en skammel – perfekt timet: SMASK!
Det er noget af det sjoveste jeg i mit liv har set.
Thomas Bo Larsen løber: Festen
“Lille Michael” vil så gerne gøre far stolt!
Det er i hans optik helt utænkeligt, at han skal pakke sine egne ting, og hans kone er da komplet hjernedød, sådan at glemme hans festsko – er du da fuldstændig sindssyg.
Nåh, men efter verdens største møgfald, en kone, der sætter foden ned, og en hård omgang make-up sex, så er klokken blevet mange. Time is money for lillebror, Michael, og han har meget han skal nå inden velkomsten i pejsestuen.
….til en fest han ikke engang er inviteret til!
Han drøner henover græsset mellem godsets bygninger, skvatter og bander i bedste Thomas Bo Larsen stil, hvorefter han som en stresset sprechstallmeister tonser henover de bonede gulve, imens han forsøger at få gelé ud af tuben til håret… “Hej Niels” får han lidt kækt sagt, da han næsten elegant springer over ham.
Thomas Bo Larsen er et komisk udstyrsstykke. Meget undervurderet, og overset.
Pølse over bord: De Største Helte
Til dato Ulrich Thomsen’s sjoveste rolle.
Rollen som den lidt spøjse og forsagte Peter, der tager på roadtrip i Sverige med kålhovedet Karsten er uforglemmelig!
Thomas Bo Larsen er mindst ligeså god, som Karsten.
En overenergisk hund, der bare er pisseirriterende, er lidt for interesseret i Peter’s pølse. Han bander og svovler af dyret, og forsøger at verfe det væk, indtil han i afmagt og arrigskab kyler pølsen ud over rælingen i Øresund på den færge mod Sverige de befinder sig på. Hunden hopper efter, og er aldrig set siden, må man formode…
Karsten’s reaktion er simpelthen helt fabelagtig:
“Hva’ fanden, det kan du sgu da ikke”.
Helt befippet er han, da han drøner ud og lige kigger ud over rælingen…
Thomas Vinterberg lægger her i De Største Helte kimen til hans fantastiske karriere. De mørke universer, der i ny og næ bliver lempet en smule med kulsort komik.
Chiliscenen: Dum & Dummere
Det er for mig den sjoveste scene i filmhistorien!
Jim Carrey og Jeff Daniels får helt frie tøjler til at skabe sig helt ned under gulvbrædderne.
Deres barnagtighed, som Harry og Lloyd, der til at starte med ikke kan finde ud af, hvem der først skal putte chilien i munden lægger en god bund. Gangsteren Joe Mentalino agerer småbørnspædagog for de to tumper, og nyder synet, da de er ved at kløjs i de stærke sager. Noget der bidder ham slemt i måsen kort tid efter.
Nå, men Harry og Lloyd spiser nogle stærke chilier, og får Bubber til at ligne en dygtig supermand, til sammenligning…
“Here Lloyd, this helps”.
Det er hysterisk morsomt, og selvom jeg har set filmen et utal af gange, så er scenen stadig lige sjov.
Kamphund skudt i røven: Trainspotting
Mark Renton og Sickboy nyder det gode vejr i en park, alt imens de fabulerer over livet, damer og James Bond.
De fordriver tiden med at skyde til måls efter diverse ting og sager, imens de imiterer førnævnte Bond.
En kamphund slikker sol med sin ejer, da et par af drengenes hagl giver den et ordentligt rap i røven, og tilsvarende forskrækkelse. Den går derefter skråtbanan på sin stakkels ejermand.
Den er både almindelig komisk, fordi altså, det er sjovt. Samtidig er scenen jo ufrivilligt komisk, idet vi sidder og griner af en mand, der uden han har fortjent det, bliver skambidt.
Drengene bliver da også lidt forskrækkede, men ikke mere, end at de nøgtern pakker deres ting sammen og lister af…
Det er en virkelig sjov scene, der rager godt op iblandt mange, i en fremragende film.
Ungdommelig kådhed, uansvarlighed, og straight up dumhed, mødes her.
Resultatet er legendarisk.
