Originaltitel: Khorshid (Solens Børn)
Instruktør: Majid Majidi
År: 2020
Genre: Drama
Iransk film fortsætter sin langsommelige, men sikre vej mod en bredere international anerkendelse. “Den iranske nybølge” startede med Asghar Farhadi’s fantastiske Nader Og Simin: En Seperation, men den blomstrer kun primært op når f.eks. han eller Mohammad Rasoulof laver nye film, og dør så altid lidt ud igen – ihvertfald her i Vesten.
Majid Majidi har med Solens Børn virkelig givet dem en stemme mere.
Upåagtet kunstneres til tider umulige vilkår i hjemlandet, så har Majidi lavet en film, der er en bidende kritik af et forstokket børnesyn. Ikke bare i Iran, men globalt.
Den her film er vigtig, den bør alle se. Alle bør se den, og suge pointerne til sig.
“Det er min chance”
Vi følger Ali på 12, der sammen med sine venner begår småkriminalitet, og arbejder med det han kan få i den pulserende og barske Teherans gader.
En farlig lokal gangster lokker drengene til at udføre en opgave. At finde en skat, der ligger begravet under en gammel gravplads. Den eneste vej ind er igennem underjordiske tunneller.
Tunnellerne starter under Solens Børn, en skole, der forsøger at hjælpe gadebørn og børnearbejdere med at få udsigten til en form for fremtid.
De er heldige med at blive optaget på skolen, som er en del af en plan.
Så de kan snige sig under jorden i løbet af dagen.
Så skulle man tro det var handlingen, men her starter der et nyt kapitel. Drengene ser nu pludselig nogle muligheder med livet, de får noget at skulle have sagt. Og er der overhovedet en skat dernede?
De stiller spørgsmål, opbygger identitet og et selvstændigt selv.
De voksne gør hvad de kan for at overleve, og det lider børnene under.
Skoleinspektøren prøver så godt han kan, at kæmpe for børnene, men bliver tynget af et håbløst korrupt system, og ulidelig bureaukrati…
Der er læreren Raffi, drengenes bolværk mod elendigheden, den eneste helt anstændige autoritet i deres liv. Han er fuldt og fast på deres side, men må også se i øjnene, at det er en kamp med omkostninger, sådan at tage børnenes parti.
“Hvordan klarede du dem alle tre, de var både flere og større?”
Den minder mig meget om Kapernaum i hele dens opbygning og historiestruktur.
Det er den rå verden fra barnets perspektiv.
Den er så flot fortalt, så elegant.
Den tager børnenes parti og synsvinkel til sig, og den vinder stort på sin sympatiske vinkel på de unge lømler. De har – selvfølgelig – masser af hjerte, og laver ikke deres småkriminalitet for sjov. De er tvunget ud i det, fordi de voksne i deres liv har svigtet dem, og løbet fra ansvaret.
Vi runder af
Ali bliver spillet af Roohollah Zamani, som gør det uforskammet godt. Han er intet mindre end mesterlig.
Jeg ved godt jeg qua min indledning taler imod mig selv nu, men han bør være en bejler til de store priser, når awardsæsonen sætter ind. Ham SKAL vi kende .
Kameraføringen er rigtig flot, og de rammer nogle vinkler, der giver helt fantastiske skud, og ikke mindst giver handlingen en masse ekstra pondus.
Den rømmede afghanske flygtningelejr, set fra oven, er blændende flot skudt, og giver et retvisende billede på deres vilkår – de har ikke nogen! Når dem med magten siger “VÆK”, så forsvinder de. Det er uhyggelig simpelt.
Hvis du kun skal se en film resten af året, så se den her. Den er god!
