Originaltitel: Karate Kid: Legends
Instruktør: Jonathan Entwistle
År: 2025
Genre: Action, drama
Kan købes nu på 4k ultra blu-ray
Jeg så Karate Kid Legends sammen med min datter forleden aften, og vi var egentlig godt underholdt det meste af vejen igennem. Filmen rammer meget af den klassiske Karate Kid-stemning, samtidig med at den prøver at sparke frisk liv i universet. Og det lykkes faktisk ret fint i lange stræk – men desværre også med nogle svagheder undervejs.
Det, jeg synes, fungerer allerbedst, er historien om den unge fyr (spillet af Ben Wong), der flytter til New York fra Beijing. Han bærer filmen på sine skuldre, og jeg kunne mærke hans kamp for at finde fodfæste i en fremmed by med en tung bagage.
Scenerne med Sadie Stanley er også et stort plus – de to har en naturlig kemi, som gør deres scener nærværende og menneskelige. Det giver filmen en varme, som er helt nødvendig, når man bevæger sig i et univers, der ellers hurtigt kan blive meget centreret om kamp og træning.
Et andet højdepunkt for mig var at se Joshua Jackson igen. Jeg kender ham helt tilbage fra Dawson’s Creek-dagene i 90’erne og 00’erne, og her føltes han som en god tilføjelse – moden, rolig og med en naturlig autoritet, der klæder historien. Han er ikke med i de største scener, men han bringer alligevel noget stabilt til filmen, som trækker op.
Kampscenerne skal bestemt også nævnes, for de er koreograferet med energi og overskud. Jeg var især vild med træningssekvensen i det nedlagte lager i Brooklyn, hvor Ben Wong presses helt til grænsen, og Chinatown-opgøret senere i filmen, hvor det hele kulminerer. I 4K står det hele knivskarpt, og lydsporet gør, at man næsten kan mærke hvert spark og slag i kroppen. Det er her filmen virkelig leverer.
Men så er der også de svagere sider. Jackie Chan og Ralph Macchio ender efter min mening med at være mere irriterende end givende. De bliver for meget et nostalgisk krydderi, som ikke rigtig får lov at falde naturligt ind i historien. Og så er det simpelthen ærgerligt, at filmens skurk aldrig får nuancer. Han bliver mere en karikatur end et menneske, og det gør, at konflikten til sidst føles sort-hvid. Der var ellers potentiale til at gøre ham langt mere interessant og give historien flere lag.
Slutningen trækker det hele endnu mere ned, fordi den bliver for hastet. Pludselig står de gamle helte på banen for at redde dagen, og tempoet ryger så meget i vejret, at den følelsesmæssige forløsning udebliver. Jeg sad tilbage med følelsen af, at nostalgien fik lov at vinde over det, der egentlig var hjertet i filmen: den unge fyrs rejse.
Konklusion:
Karate Kid Legends er en film, der både begejstrede og frustrerede. Når den er bedst, er den intens, frisk og følelsesladet. Når den er værst, bliver den fanget i sin egen nostalgi og sin sort-hvide fortælling. Men takket være et fremragende 4K-transfer var oplevelsen alligevel en fornøjelse – billed- og lydkvaliteten er simpelthen i topklasse.
Karate Kid: Legends får 3/6 hamre:
🔨🔨🔨
Lyd – og billedkvalitet:
Til gengæld må jeg sige, at 4K-transferet er intet mindre end imponerende. Det er et af de flotteste transfers, jeg har set i lang tid: ekstremt skarpe billeder, en detaljerigdom der virkelig trækker New York til live, og en kontrast i både lys og mørke, som gør, at man næsten føler sig midt i storbyens puls. Samtidig er lydsporet sprødt og klart – både i de stille dialogscener og i de store, eksplosive kampe. Det løfter hele oplevelsen og gør, at filmen fremstår teknisk set som noget af det bedste, serien har budt på.
Dolby Atmos-lydsporet på Karate Kid Legends giver en klar og dynamisk oplevelse, hvor både dialog og musik står sprødt i lydbilledet. Score og 80’er-soundtrack får en imponerende fylde, mens actionscenerne udnytter surroundeffekterne flot. Samtidig er der en god balance, så stemmer aldrig drukner i musikken eller de mere kraftfulde effekter.
Tak til SF Studios
