Justice League anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

“Retfærdigheds banden” slår pjalterne sammen for første gang i Zach Snyders 3. superheltefilm for DC. Men det bliver aldrig for mørkt og gumpetungt, for Marvel-instruktør, Joss Whedon, giver universet et tiltrængt funny boost. 

Justice League kan streames på bl.a Plejmo og Blockbuster. 

Når man skal se en Zach Snyder-film, kan man forvente minimum 4 ting som giver en form for “Snyder-signatur”:

  1. Slowmotion actionsekvenser.
  2. Utydelige actionsekvenser, hvor man ikke kan finde hoved og hale i hvem der banker hvem.
  3. Overdreven seriøsitet, uanset hvor fjollet det i virkeligheden er.
  4. Tendens til overdrevent og unødvendigt lange film.

Med Justice League er det ingen undtagelse. Alt er som det skal være i Snyders vulgære, pompøse og overdrevne action-smadre-verden. Her er intet helligt og selvom han på ingen måde er en god person-instruktør (der formår at bringe særlig menneskelig dybde i sine karakterer), lykkedes det faktisk mere end han plejer med Justice League. Måske fordi Joss Whedon (Avengers-instruktør fra Marvel) både har instrueret flere scener i filmen og skrevet manuskriptet til filmen. Måske er det faktisk Whedons fortjeneste at “Justice League” ender som en hæderlig superheltefilm?!?

I Marvels spandex-univers, er der for det meste styr på både den gode historie, de spændende karakterer og den tørre  thø-hø-humor i den (efterhånden) velkendte Marvel-formel. I DC’s tidligere superheltefilm har der ikke været styr på særlig meget. Wonder Woman er den eneste af DC’s superhelte-flicks som har mestret balancen mellem historie, karakterer og humor. Ikke fordi Marvels formel er og bliver den rigtige for at lave en god superheltefilm. Men helt ærligt, når overjordiske væsener med overdrevne superhelte kræfter, slås, kan det hele ende med at føles en smule prætentiøst, fjollet og ja, dumt.

Selv når jeg skal forklare plottet til Justice League, lyder det altså lidt dumt: Rumskurken Steppenwolf vil samle tre magiske moderbokse fra helholdvis amazonerne, havfolket og menneskene, da de danner en så magisk kræft, at han kan regere over hele verden.

Men efter Supermands død i “Batman v Superman: Daen of Justice” (2016) er der pludselig ingen der kan stoppe den ustoppelige rumskurk, udover Batman. Men kan den aldrende Batman selv klare ærterne? Nej. Må han derfor samle et superheltehold som kan hjælpe ham med opgaven? Det må i den grad siges.

Og så får vi travlt.

For det hele skal klares på 121 minutter og muligvis er Wonder Woman (Gal Gadot) klar med det samme, men vi skal også introduceres for tre nye figurer i filmen som skal bekæmpe Steppenwolf: The Flash (Ezra Miller), Aquaman (Jason Momoa) og Cyborg (Ray Fisher). Førstnævnte er den lynhurtige teenager, den anden er havguden fra Atlantis og den tredje er ingen ringere end halv mand, halv maskine.

For en gang skyld, i en Zach Snyder superhelte-film, havde jeg lyst til at se mere. Jeg havde lyst til mere at få baggrundsviden om vores nye helte. For samtlige vigtige karakterer i filmen er egentlig ret interessante. Man er ikke ligeglad med nogen af dem.  Jo, hvis vi lige ser bortset den ufattelig kedelige skurk, Steppenwolf. Den computer-animerede skurk minder om noget fra et computer-spil, og bliver ikke på noget tidspunkt interessant. Ezra Miller’s The Flash er klart den sjoveste i filmen, og han får flere sjove scener i selskab med den resterende “retfærdigheds bande”. Ben Affleck er den mest menneskelige karakter i filmen, og jeg krydser fingre for at instruktør Matt Reeves (som skal instruere den kommende “The Batman”-film) har Mr. Batfleck himself i titelrollen til den tid.

Muligvis er dette en actionfilm, men de bedste scener er egentlig ikke action-scenerne. Næh, for de er nærmest mudrede, i grimme farver og ikke specielt æstetiske, som Snyder muligvis ellers gerne vil lave dem. De bedste scener er dem hvor filmen ikke skal skynde sig med, men de hvor vores superhelte samles (i starten af filmen), senere (hvor de er samlet) og en altafgørende scene, hvor en gammel kending af DC’s univers bliver vagt til live. Ikke et ord om hvem det er, (vi gider ikke at spoile her), men her blev det for alvor spændende i filmen. For hvis vi overhovedet skal investere i flere superheltefilm, uden at vi alle brækker os i lårfede stråler over spandex og gudekomplekser, skal det sgu være film med nogle spændende karakterer vi gider investere vores tid i.

Justice League får 4 ud af 6 hamre: 

 

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.