Judgment In Nuremberg

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: Judgment In Nuremberg. Instruktør: Stanley Kramer. År: 1961. Genre: drama, krig. Set på dvd.

Et retsopgør mod de ukendte bødler.

The tribunal is now in session. God bless the United States and this honorable tribunal”

Jeg genså for nylig Judgment In Nuremberg. Det er en film, der ramte hårdt den første gang jeg så den. Et Anden Verdenskrig-drama med nogle af historiens dygtigste skuespillere, samt et ganske overdådigt manuskript: Jeg var solgt.

Nu var tiden moden til et gensyn. Et gensyn, der gav mig alle detaljerne, og muligheden for at nyde dette mesterværk endnu mere frit. Jeg kunne så at sige læne mig tilbage, og lade historien og aktørerne  holde mig fanget til skærmen i filmens samfulde 179 minutter.

Det er jo alligevel ikke hver dag en film med den spillelængde holder kadencen hele vejen, men der er ingen døde perioder i Judgment In Nuremberg, interessen er til stede filmen igennem.

Fire nazidommere står anklaget for diverse forbrydelser, heriblandt medvirken til massemord og forbrydelser imod menneskeheden.

Det er en kamp imellem store egoer, vidt forskelligt menneskesyn, mænd med et inderligt had til hinanden, og troen på det oprigtige i sine handlinger.

Som en af de fire anklagede nazidommere siger, så havde han et respektabelt og ærefuldt erhverv.

Den lader vi stå et øjeblik…

Hvad ærefuldt er der ved – bevidst – at lade tusindvis af mennesker arbejde sig til døde?

Hvad ærefuldt er der ved at sende flere hundredetusinder direkte i døden, med noget så simpelt som et pennestrøg?

Hvad ærefuldt er der ved at lade et firma lukrere på, og løbe rundt af stjålne genstande fra myrdede jøder?

Hvis noget af dette stadig anses for  ærefuldt og ærværdigt, så bør samfundsstrukturen og den medmenneskelighed vi bryster os med tages op til kraftig revision.

Filmens store spørgsmål; hvem har egentlig ansvaret, er centralt hele vejen.

Hvem har egentlig ansvaret?

Dem der giver ordren, eller dem der udfører den?

Er “jeg adlød jo bare ordrer” overhovedet et gyldigt argument for noget som helst, eller bare grov ansvarsfornægtelse?

Retssagen imod de fire dommere er en slags prøvelse af retssystemet i praksis.

Det var første gang sådanne sager blev ført. Det havde man ikke prøvet i dette omfang, og sikke et enormt apparat der blev sat igang.

Kan man dømmes for noget man ikke direkte har haft noget at gøre med?

Hvor meget spiller den generelle afsky og mistænkeliggørelse for alt tysk i efterkrigstiden ind i sådanne sager?

Der er mange interessante spørgsmål, og jeg blev flere gange fanget; er det egentlig hans skyld, er det nu så slemt det han har stået for, hvor meget kan man laste de fire anklagede for?

Puha….. Lidt farligt.

Filmen er et sandt overflødighedshorn af store ikoner og fabelagtige præstationer. Maximilian Schell fik meget fortjent en Oscar for sit portræt af de fire dommeres forsvarer, han er helt forrygende! Hans opgave er tæt på at være komplet umulig, men han kæmper en brav kamp mod en juridisk og moralsk overmagt, der – hvis vi skal være helt ærlige – har dømt hans klienter på forhånd. Var du tysker, så var du per definition skyldig.

Derudover er jeg specielt imponeret, over Burt Lancaster, Judy Garland og Richard Widmark, der alle yder uovertrufne præstationer – måske især Richard Widmark. Man siger at for mange store skuespillere samlet, giver en halvdårlig film, pga. massive egoer og utilfredshed over screentime, men ikke her. Her viser de store navne, hvorfor de er store ikoner den dag idag. De leverer på øverste hylde over hele brættet!

Jeg vil slutte med et citat og postulat fra gode gamle Martin Scorsese:

“Der var engang, hvor man kunne lave gode film”.

Sådan sagde Marty, og jeg kan godt se hvad han mener.

Jeg glæder mig til jeg skal se den igen. Et mesterværk kan altid nydes.

Judgment In Nuremberg får 6/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Margrete den Første

Instruktør Charlotte Sieling kæmper en ulige kamp for sit storværk, og det er svært at laste hende for at det ikke helt fungerer.
Er Danmark for småt et land til at sådanne film kan fremstå troværdige, og ikke bare som kostumedrama?

Dune

Denis Villeneuve formår ikke at skabe en episk og magiske filmoplevelse, men imponerer stadig med en billedside, som får andre blockbustere til at blegne.
For selvom Dune klarer skærene, er den ikke blevet til det mesterværk, man kunne have håbet på.

Cruella

I denne origin story får vi et indblik i de begivenheder, der skabte den ikoniske Disney skurk, Cruella de Vil. Desværre spænder filmen ben for sig selv, hver gang den er ved at komme op i gear.

Filmfestival i Odense.

Nicolai var et smut på Odense Filmfestival, og det er der kommet dette skriv ud af.
Barn- og ungdommens gode minder viste sig stadig at sidde i hjertet – gode film fornægter sig ikke.

Black Widow

Natasha Romanoffs solofilm, Black Widow, skriger ikke af originalitet, men til gengæld er actionscenerne i top, humoren vidunderlig tør og samspillet mellem Johansson og co. er ekstremt velfungerende.

Hannibal & Jerry

Nicolai har denne gang anmeldt en af de sidste 25 års allerbedste danske familiefilm og hans anmeldelse vidner på alle måder om, at Hannibal & Jerry afgjort varmer lige så meget om hjertet, som den måtte have gjort i 1997.

Quo vadis Aida?

Rystende mesterværk af Jasmila Zbanic.
Den er virkelig grum, men alle bør se den.
Den fortæller et stykke historie vi ikke skal være stolte af, men som vi er nødt til at se i øjnene.
Når et helt verdenssamfund ser mere eller mindre passivt til, så sker katastrofen. De civile betaler den største pris, og dem med magten vasker deres beskidte hænder, og glemmer deres tomme løfter.

Paw Patrol: The Movie

Den nyeste film i Paw Patrol-universet er lidt af en perle.
Skaberne har skyllet alt det helt tumpede og barnagtige ud med badevandet, og har skabt en stærk actionfilm, der henvender sig til små og store børn, samt deres forældre.
Hvem skulle have troet, at man ville blive trakteret med tænksom underholdning og fed action?