John Wick 3: Parabellum

René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: John Wick: Chapter 3. Instruktør: Chad Stahelski. År: 2019. Genre: Action. Kan streames på Viaplay.

Jeg kan lige så godt bare være helt og aldeles ærlig og fortælle dig følgende: hvis du ikke er til actionfilm, så behøver du ikke at læse videre. Du behøver ikke at gøre dig umage i at finde mening med denne anmeldelse på nogen måde.

Jeg giver dig muligheden for at scrolle videre i det store netudbud og læse noget helt andet.

Så er du altså advaret.

For denne anmeldelse er ikke blot en anmeldelse af den seneste Keanu Reeves-film “John Wick 3: Parabellum”. Det er også en hyldest til actionfilmen. Om hvad den gør ved sit publikum.

På papiret ligner den tredje film om den pensionerende lejemorder ikke noget sensationelt eller banebrydende værk. Overhovedet ikke. Egentlig er det blot en simpel og nærmest smådum historie, om en såret mand på flugt. Han har mange fjender som alle vil have den dusør han har hængende over hans hoved, på 14. mio. dollars.

“Tic tac, Wick. Tic tac”

En bums i vejkanten advarer Baby Yaga (kær lejemorder har mange navne) på drilsk vis, om at hans tid er ved at løbe ud.

For alle lejemordere i New Yorks gader har fået en sms om dusøren.

Og snart føles det som om at alle mand i New York er efter ham.

Selvom hovedrolleindehaver Keanu Reeves ikke just er en gudsbenådet skuespiller og nærmest kun spiller med et ansigtsudtryk gennem filmen (“the stoneface”), så rammer han John Wick-karakteren spot on.

Han har ikke haft en bedre rolle, siden rollen som Neo i “The Matrix” for tyve år siden.

Stenansigtet, der kaster knastørre onliners fra sig, uden at trække en mine, giver så meget mening i John Wick-universet. Her bliver det hele til et übervoldeligt tegneserieunivers, hvor lejemordere på gader og stræde, kæmper, slås og smadrer hinanden, så det hele ender i en overdådig og nærmest, poetisk voldballet. Det er så ekstremt og langt ude, at det er lige til at grine af. Det er ondt og voldsomt.

Det er grum æstetik så det batter!

Det er sindsygt overdrevent. På den allerfedeste måde!

Alt går op i en højere enhed, når blodet sprøjter, knogler knækker og liv brat ender.

For i denne actionfilm går det hele op i en højere enhed. Det føles som om der er en mening med galskaben. For de fleste kan blive enige om at vold aldrig løser noget. At man burde løse uenigheder med ord, i stedet for at blive fysisk.

Måske er det netop derfor at det kan føles så ekstremt befriende at iagttage uretfærdigheder bliver behandlet med hjælp af en good guy vi hepper på, der kæmper sig igennem en ordentlig flok skumle slyngler der kun vil ham ondt.

For vi er jo udmærket godt klar over forskellen på filmens og den virkelige verden. I den rigtige verden er vold no go. I filmens kan det være en forløsning, eller rettere sagt, en befrielse.

Vi ønsker jo selvfølgelig retfærdigheden og findes der noget bedre end når det gode vinder over det onde? Nej, vel?

Måske føler du at John Wick og actionfilmen i al almindelighed, nu er blevet sat så højt op. På en piedestal, som burde blive revet ned igen. Måske er du altså én af dem som ikke kan lide actionfilm og som alligevel læste videre.

Fair nok. Der skal være plads til alle.

Men John Wick-filmene er en fest, rent visuelt og lydmæssigt. Franchisen startede muligvis, som instruktør Chad Stahelski tidligere har sagt i et interview,- et sted hvor de ikke vidste hvad de præcist ville hen. Men efter film nr. 2 og nu, nr. 3, har de fuldstændig styr på hvad de gør. Og hvorfor de gør det.

Mænd bliver dræbt med hjælp af bøger, hestespark(!) og samtlige skarpe genstande man overhovedet har fantasi til at forestille sig.

Der er i den grad en menig med det hele, når man har set den seneste John Wick-film.

John Wick 3: Parabellum får 5 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Birthday Girl

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en fødselsdagsferie på et krydstogt, hvor tingene går virkelig gruligt galt for en mor og en datter.

Birthday Girl, er intens, hjerteskærende og grundlæggende en ret ubehagelig film, som måske ikke er helt perfekt, men som dog er en der vil påvirke én og som man vil huske efterfølgende.

Godzilla x Kong: The New Empire

Den nye Godzilla/King Kong-film er én stor undskyldning for at se en radioaktiv øgle og kæmpe-abe slås mod endnu en giga-abe, der ridder på en is-øgle i fremmed portal-verden (!!!) Godzilla x Kong: The New Empire er den femte i Monsterverse-universet og den bli’r anmeldt af René Buchtrup

Perfect Days

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en ældre japansk herre, som rengøre toiletter i Tokyo og bl.a. lytter til gammel rock på kassettebånd.

Hvis dette ikke lyder som noget særligt, så er det dog faktisk tilfældet her, da Perfect Days er filmisk hverdagspoesi når det er allerbedst og ligeledes årets hidtil allerbedste bud på en film der viser mennesker og livet fra den allerbedste side af.

Paris, Texas

Wim Wenders har skabt en sjælden filmperle, som beskriver ensomhedens væsen mere rørende end nogen anden film i filmhistorien.
Læs René Buchtrups anmeldelse af Paris, Texas, med en storspillende Harry Dean Stanton i front

Past Lives

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 koreanske mennesker, som først mødes i barndommen og som sides mødes flere gange som voksne, men for hver gang de mødes, er deres liv helt anderledes.

Past Lives er intet mindre end et stort, smukt, subtil og virkelig menneskeligt mesterværk, som man i allerhøjeste grad, kan og bør opsøge i ens nærmeste biograf.

Wild

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en kvinde der beslutter sig for at vandre en virkelig hård og lang tur, for at kunne komme af med livets smerter, sorg og traumer.

Wild er en hjerteskærende og spændende film, som ikke er perfekt, men dog meget medrivende.

Ugens Streaming Anbefaling – American Fiction

Cord Jefferson vandt til årets Oscar-show en gylden statuette for “bedste manuskript”.
American Fiction er filmen du ikke skal snyde dig selv for, da den er velspillet, skarp og morsom.
Allan fra GoFM får en lille anbefaling med på vejen her i lydklippet: