Originaltitel: Irreversible: Straight Cut
Instruktør: Gaspar Noé
År: 2002
Genre: Drama/Feel bad
(Set til særvisning i Øst For Paradis. Findes på DVD)
“Tid sletter alt”
Fransk films guldfugl og enfant terrible, Gaspar Noé smed Irreversible ud i hovederne på publikum i 2002.
Denne udgave af filmen bliver modsat originalen fortalt kronologisk, så vi starter i lejligheden, og slutter brutalt af i S/M-klubben.
“Du tror verden drejer rundt om dig fordi du er smuk?
Din forpulede luder!”
Noé har i alle sine film en tilgang til materialet, der både hylder og tager afstand fra mennesket som art. Han viser de forskellige sider af det menneskelige væsen meget eksplicit, som noget du ikke kan flygte fra – hvor end du gerne ville dette.
I Irreversible bliver alle scenerne trukket meget langt ud, og selv i de mest ubærlige er der ingen nåde at hente. Der er en voldsomhed, jeg ikke har set lignende andre steder. Den er ondskabsfuld og nederdrægtig, og det hele bliver penslet ud.
Filmen handler om kærlighed og om had.
Den viser hvad vi mennesker er i stand til at gøre ved hinanden. Ekstrem og hadefuld vold står side om side med ubetinget kærlighed.
Jeg havde hørt så meget om enkelte scener i filmen, og fået spoilet en del af plottet, så jeg troede jeg var forberedt…
Det var jeg ikke!
Oplevelsen var meget ambivalent for mig.
Filmen starter med en lang sekvens i en lejlighed, som allerede nu står som en af de bedste og flotteste filmscener jeg nogensinde har overværet.
Monica Bellucci og Vincent Cassel dagdriver den, har lidt sex, driller hinanden, leger kærlig fangeleg, og snakker om løst og fast. Midt i det hele får vi det måske smukkeste filmkys overhovedet. Et badeforhæng adskiller læberne, men vi får alle følelserne, kemien og kærligheden rent ind. Det er et stykke filmhistorie, og filmkunst på et højt plan.
Det er filmet fra de helt perfekte vinkler, og i det rette lys. Alt ved denne lange sekvens er ganske enkelt bare helt forrygende, og tæt på uopnåeligt på et simpelt, men æstetisk plan.
“Tag undergrundsbanen, det er mere sikkert”
Der er flere scener og sekvenser i filmen, hvor jeg sad og klukkede af grin. Der er nogle helt åbenlyst komiske. Som da Cassel.s karakter Marcus har sniffet coke til en fest, og både er dum at høre på, helt goofy og meget sød og kærlig. Han er rørende, og virkelig morsom.
Der er også de ufrivilligt morsomme scener. Eksempelvis i den lange sekvens i S/M-klubben, hvor de to venner Marcus og Pierre (Albert Dupontel) er på en indædt jagt efter filmens antagonist.
De går rasende og aggressivt fra rum til rum, der alle er henholdt i dunkel belysning eller mørke, alt imens brudstykker af de andre gæsters groteske samtaler og seksuelle ønsker lyder fra de mørke afkroge af klubben. De får begge flere tilbud – det ene mere outreret og voldsomt end det andet. Konteksten er overhovedet ikke spor sjov, men det er så langt ude ting der bliver sagt, at det ender op som ufrivillig komisk.
“Knep mig!
Nej fist mig i stedet, det er mere sikkert”
Bellucci og Cassel har en helt forrygende kemi, hvilket giver mening idet de var et par i virkeligheden da de lavede filmen.
To lækre og frække mennesker, der får hver en scene til at gløde og syde af kærlighed, sex og begær.
Det her, det er kærlighed på det store lærred. Det kan andre filmskabere lære en masse af!
Vi runder af
Irreversible er en film der virkelig blæser mig væk.
Jeg havde flere gange lyst til at rejse mig op og gå – jeg ville ønske nogle scener ikke stod så klart i min hukommelse. På den anden side er samtlige scener, også de virkelig modbydelige lavet med en sans for detaljen, og med en helt klar vision fra instruktørens side.
Selv det mest ondskabsfulde i Irreversible indeholder noget smukt – hvor afsporet det end lyder…
Et af filmens sidste billeder, vil for evigt være mejslet i min hukommelse! Det er der til gengæld ikke noget som helst smukt ved.
Det grin, og det ansigtsudtryk glemmer jeg ikke. Ondskaben vinder, og det er ikke til at kapere.
La Tenia er et navn du ikke vil glemme efter at have set Irreversible – rendyrket ondskab!
Kunsten brænder og gør ondt i dette tilfælde, men kunst det er det. En enorm filmisk bedrift fra Gaspar Noé.
“Du opfører dig som et dyr!
Selv dyr søger ikke hævn…”
