Inside Llewyn Davis

Picture of Louis Bess

Louis Bess

Instruktør: Joel og Ethan Coen
År: 2013
Genre: Drama

“Hvis den aldrig var ny, og den aldrig bliver gammel, så er det en folk-sang”. Sådan lyder det fra Llewyn Davis (Oscar Isaac), efter at have sunget folk-klassikeren “Hang Me, Oh Hang Me” på en lille tilrøget scene i The Gaslight Cafe i New York i åbningsscenen til Inside Llewyn Davis.

En film der udkom i 2013 og i disse dage kan fejre sit ti års jubilæum for sin udgivelse. I den forbindelse har jeg derfor valgt at genbesøge den, ikke mindst for at se om den stadig holder her ti år efter sin premiere, men egentlig også bare for på ny at blive draget ind i Coen-brødrenes fremragende afbildning af Greenwich Village anno 1961.

For det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ret stor fan af folk-musik, især fra Greenwich Village-æraen i starten af 60’erne. Og det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg har et rimelig blødt punkt for de fleste af Coen-brødrenes film. Derfor synes Inside Llewyn Davis jo som nærmest skabt til mig. Og det var også den forventning jeg havde da jeg for første gang satte den på for nogle år siden. Men da filmens spilletid på 104 minutter så var gået, sad jeg tilbage med sådan en lidt svag skuffelse hængende over mit hoved. Ikke som sådan skuffet over afbildningen af Greenwich Village miljøet, og heller ikke behandlingen af de klassiske folk-sange, som optræder i filmen. Nej, faktisk tror jeg at jeg egentlig var ganske imponeret over måden hvorpå det var lykkedes, ikke bare at genskabe Greenwich Village, men også det fremragende filmiske univers filmen formår at opbygge.

Men skuffelsen var der, den nærmest hang over mig, som en af de grå skyer der hænger over Llewyn filmen igennem. Jeg var skuffet over Llewyn, filmens titulære protagonist. Jeg brød mig simpelthen ikke om ham. Jeg syntes han var decideret usympatisk i øjeblikke af filmen og jeg havde enormt svært ved at holde af, -og for den sags skyld også med ham. Og så tror jeg dybest set at han brød med det (nok lidt uskyldige) billede jeg havde af mange af de her folk-sanger ikoner fra tiden.

Men trods skuffelsen blev filmen hængende ved mig, jeg blev ved at vende tilbage til filmens soundtrack, for bla. at høre Oscar Isaacs glimrende versioner af Green, Green Rocky Road og Dink’s Song. Og der var noget ved universet og stemningen jeg simpelthen blev nødt til at besøge igen, så der gik ikke længe før jeg besluttede mig for at give Llewyn endnu en chance og kunne denne gang gå derfra langt mere fornøjet end i første ombæring. Siden da tror jeg, jeg har genset Inside Llewyn Davis en håndfuld gange og er for hver gang blevet en tand mere begejstret.

Det er som om, at jeg ved hvert gensyn opdager endnu et lag fortællemæssigt, hvilket jo i grunden er ganske typisk for en Coen film. For Inside Llewyn Davis er en fortælling om en uge i en folk-sangers liv i Greenwich Village i 1961, der rejser deprimeret rundt fra sofa til sofa og jagter en drøm, som langsomt falmer væk. Det er også historien om en fortabt kat, der leder efter sit hjem. Og det er også en græsk tragedie. Og det er også alt muligt andet.

Men det er ikke mindst historien om Llewyn. En karakter, som irriterede mig første gang jeg så filmen på grund af hans stædighed, dårlige beslutninger og mangel på empati overfor andre. Men det er også noget af det, der har gjort, at jeg sidenhen er begyndt virkelig at holde af ham som protagonist. For Llewyn er virkelig ikke nogen stor helt, han er bare et menneske. Og det er den menneskelighed jeg virkelig synes er prisværdigt opnået af Coen brødrene, og ikke mindst Oscar Isaac, som for mig nok leverer en af 10’ernes bedste skuespilpræstationer. For ja,  Llewyn træffer dårlige beslutninger og han skubber de folk, der egentlig prøver at hjælpe ham væk. Men han har også lige mistet sin musikalske partner, hans soloplade er floppet gevaldigt og hans eks-flamme Jean (Carey Mulligan) hader ham for (måske) at have gjort hende gravid. Og det er kun toppen af et isbjerg af dårligdomme, der følger Llewyn filmen igennem. Ikke at dette skal forsvare at opføre sig som et røvhul, men det forklarer det. Og det er trods alt en ret menneskelig reaktion.

Dette medvirker til at Inside Llewyn Davis nok er Coen-brødrenes mest følelsesmæssigt provokerende film, og jeg synes de balancerer rigtig godt mellem den klassiske, coenske sorte humor og det mere melodramatiske.

Derudover er filmen også bare virkelig flot at kigge på rent visuelt, og billedsiden går i øjeblikke hen og bliver en fortællemæssig dimension i sig selv, hvilket fungerer enormt godt. Og så er detaljegraden i portrætteringen af Greenwich Village simpelthen bare virkelig en fornøjelse at studere, sammen med de glimrende nye versioner af gamle folk-sange, af bl.a. kunstnere som Peter, Paul and Mary og Dave Van Ronk bidrager dette også virkelig til den genseelighed jeg virkelig synes filmen besidder. Lidt ligesom en god folk-sang, så føltes Inside Llewyn Davis aldrig rigtig ny, men jeg tror heller aldrig den kommer til at virke gammel.

Inside Llewyn Davis får 6/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Stor som en sol

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk musikdokumentar, som i disse dage er semi-aktuel, da filmens omhandlende band, spiller 3x koncerter i Parken.

Stor som en sol, er helt overordnet en virkelig smuk, virkelig underholdende og ret så anderledes dokumentar om den kreative proces.

Til Verdens Ende

Viggo Mortensens instruktør-take på den traditionelle western er blevet til en fintfølende og næsten poetisk én af slagsen.
Vicky Krieps stjæler billedet som kvindelige hovedrolle, Vivienne.
René Buchtrup anmelder Til Verdens Ende.

Knox Goes Away

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en lejemorder med opbyggende demens og det er bestemt lige så specielt og hjerteskærende, som det måtte lyde.

Knox Goes Away er ikke fejlfri, men når den dog fungere, er den dybt fremragende og er grundlæggende, meget værd at se i biografen.

Furiosa: A Mad Max Saga

Kan Furiosa hamle op med sin forgænger, Fury Road? Både ja og nej. Men mest ja.
For Furiosa prøver ikke det samme som sin forgænger (heldigvis for det!) og giver os i stedet mere dybde i universet og mer’ historiefortælling.
Læs René Buchtrups begejstrede anmeldelse HER:

Bad Boys 4: Ride or Die

De slemme drenge ruller derud af igen, men den gode energi fra film nummer tre er der ikke meget tilbage af. Martin Lawrence er reduceret til en fjollet sidekick og Will Smith virker off og som om han slet ikke gider være med.Bad Boys 4 skal ses for de brutale og nådesløse actionscener som er ret så vellykkede.René Buchtrup anmelder

Fuld af Kærlighed

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk film, som både handler om hvad alkoholisme gør ved en familie og hvordan en familie bearbejder det og prøver, at holde sammen.

Fuld af kærlighed er hård, hjerteskærende og ofte også ret barsk, men den er samtidig virkelig menneskelig og dybt kompleks og grundlæggende værd at se og ligeledes snakke om.