Inside Llewyn Davis

Louis Bess

Louis Bess

Instruktør: Joel og Ethan Coen
År: 2013
Genre: Drama

“Hvis den aldrig var ny, og den aldrig bliver gammel, så er det en folk-sang”. Sådan lyder det fra Llewyn Davis (Oscar Isaac), efter at have sunget folk-klassikeren “Hang Me, Oh Hang Me” på en lille tilrøget scene i The Gaslight Cafe i New York i åbningsscenen til Inside Llewyn Davis.

En film der udkom i 2013 og i disse dage kan fejre sit ti års jubilæum for sin udgivelse. I den forbindelse har jeg derfor valgt at genbesøge den, ikke mindst for at se om den stadig holder her ti år efter sin premiere, men egentlig også bare for på ny at blive draget ind i Coen-brødrenes fremragende afbildning af Greenwich Village anno 1961.

For det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ret stor fan af folk-musik, især fra Greenwich Village-æraen i starten af 60’erne. Og det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg har et rimelig blødt punkt for de fleste af Coen-brødrenes film. Derfor synes Inside Llewyn Davis jo som nærmest skabt til mig. Og det var også den forventning jeg havde da jeg for første gang satte den på for nogle år siden. Men da filmens spilletid på 104 minutter så var gået, sad jeg tilbage med sådan en lidt svag skuffelse hængende over mit hoved. Ikke som sådan skuffet over afbildningen af Greenwich Village miljøet, og heller ikke behandlingen af de klassiske folk-sange, som optræder i filmen. Nej, faktisk tror jeg at jeg egentlig var ganske imponeret over måden hvorpå det var lykkedes, ikke bare at genskabe Greenwich Village, men også det fremragende filmiske univers filmen formår at opbygge.

Men skuffelsen var der, den nærmest hang over mig, som en af de grå skyer der hænger over Llewyn filmen igennem. Jeg var skuffet over Llewyn, filmens titulære protagonist. Jeg brød mig simpelthen ikke om ham. Jeg syntes han var decideret usympatisk i øjeblikke af filmen og jeg havde enormt svært ved at holde af, -og for den sags skyld også med ham. Og så tror jeg dybest set at han brød med det (nok lidt uskyldige) billede jeg havde af mange af de her folk-sanger ikoner fra tiden.

Men trods skuffelsen blev filmen hængende ved mig, jeg blev ved at vende tilbage til filmens soundtrack, for bla. at høre Oscar Isaacs glimrende versioner af Green, Green Rocky Road og Dink’s Song. Og der var noget ved universet og stemningen jeg simpelthen blev nødt til at besøge igen, så der gik ikke længe før jeg besluttede mig for at give Llewyn endnu en chance og kunne denne gang gå derfra langt mere fornøjet end i første ombæring. Siden da tror jeg, jeg har genset Inside Llewyn Davis en håndfuld gange og er for hver gang blevet en tand mere begejstret.

Det er som om, at jeg ved hvert gensyn opdager endnu et lag fortællemæssigt, hvilket jo i grunden er ganske typisk for en Coen film. For Inside Llewyn Davis er en fortælling om en uge i en folk-sangers liv i Greenwich Village i 1961, der rejser deprimeret rundt fra sofa til sofa og jagter en drøm, som langsomt falmer væk. Det er også historien om en fortabt kat, der leder efter sit hjem. Og det er også en græsk tragedie. Og det er også alt muligt andet.

Men det er ikke mindst historien om Llewyn. En karakter, som irriterede mig første gang jeg så filmen på grund af hans stædighed, dårlige beslutninger og mangel på empati overfor andre. Men det er også noget af det, der har gjort, at jeg sidenhen er begyndt virkelig at holde af ham som protagonist. For Llewyn er virkelig ikke nogen stor helt, han er bare et menneske. Og det er den menneskelighed jeg virkelig synes er prisværdigt opnået af Coen brødrene, og ikke mindst Oscar Isaac, som for mig nok leverer en af 10’ernes bedste skuespilpræstationer. For ja,  Llewyn træffer dårlige beslutninger og han skubber de folk, der egentlig prøver at hjælpe ham væk. Men han har også lige mistet sin musikalske partner, hans soloplade er floppet gevaldigt og hans eks-flamme Jean (Carey Mulligan) hader ham for (måske) at have gjort hende gravid. Og det er kun toppen af et isbjerg af dårligdomme, der følger Llewyn filmen igennem. Ikke at dette skal forsvare at opføre sig som et røvhul, men det forklarer det. Og det er trods alt en ret menneskelig reaktion.

Dette medvirker til at Inside Llewyn Davis nok er Coen-brødrenes mest følelsesmæssigt provokerende film, og jeg synes de balancerer rigtig godt mellem den klassiske, coenske sorte humor og det mere melodramatiske.

Derudover er filmen også bare virkelig flot at kigge på rent visuelt, og billedsiden går i øjeblikke hen og bliver en fortællemæssig dimension i sig selv, hvilket fungerer enormt godt. Og så er detaljegraden i portrætteringen af Greenwich Village simpelthen bare virkelig en fornøjelse at studere, sammen med de glimrende nye versioner af gamle folk-sange, af bl.a. kunstnere som Peter, Paul and Mary og Dave Van Ronk bidrager dette også virkelig til den genseelighed jeg virkelig synes filmen besidder. Lidt ligesom en god folk-sang, så føltes Inside Llewyn Davis aldrig rigtig ny, men jeg tror heller aldrig den kommer til at virke gammel.

Inside Llewyn Davis får 6/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Poter Af Stål

Hvem sagde at en fornøjelig og let fordøjelig animationsfilm, ikke kan handle om race-diskrimination?
Poter Af Stål er inspireret af Sheriffen Skyder På Det Hele og minder til dels om Karate Kid. Og så er det en ret så underholdende sag.
René Buchtrup anmelder den HER:

Dream Scenario

Nicolai har denne gang anmeldt en film, der både omhandler en tilforladelig fyr der pludseligt dukker op i folks drømme og hvad der sker når stor berømmelse pludselig rammer én, der ikke er forberedt på det.

Dream Scenario er en film med mange facetter og sider til sig, udover at være en sorthumoristisk komedie og lige netop der for, er den enorm meget værd at opleve i biografen!

Pot Au-Feu

Pot au-Feu er en enormt veltilberedt film om to menneskers fælles passion for madlavning og hinanden, der tager sig tiden til at efterlade en subtil og behagelig eftersmag hos sin seer.

Drengen og Hejren

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste film fra den japanske animé-mester, Hayao Miyazaki og han er bestemt tilbage på toppen!

Drengen og Hejren, er et smukt, poetisk og underholdende eventyr, med en enorm visuel skønhed og et virkelig filosofisk og poetisk eventyr, af den slags som Miyazaki, kun kan lave dem.

Den Grænseløse

Den Grænseløse er ikke én af de bedste Afdeling Q-film. Men det er alligevel en bundsolid og spændende krimi som er langt mere vellykket end Marco Effekten.
René Buchtrup anmelder.

Poor Things

Nicolai har denne gang anmeldt en fascinerende, unik, smuk, underholdende og vanvittig morsom film om hvad det vil sige at være menneske.

Dette er blot noget af det som Yorgos Lanthimos’ film, Poor Things, handler om, men den er dog så stor et filmisk festfyrværkeri, at man nærmest er nødt til at opleve den på et stort lærred.

Christian Bales Fem Bedste Roller

Christian Bale fylder 50 år tirsdag d. 30. januar og det skal da selvfølgelig fejres med en liste over hans bedste roller.
René Buchtrup giver sit bud på en TOP 5.