Instruktør: Walter Salles
År: 2024
Genre: Drama.
Biografpremiere: 04/12
Det kan være svært og føles umuligt at smile under pres og barske tider. Men, det kan samtidig være nødvendigt for ikke at fremstå svag eller falde helt ned i mørket.
Dette føler jeg er noget af kernen i Walter Salles biografiske film om Eunice Paiva som hedder, I’m Still Here.
Eunice Paiva, var advokat og aktivist som udfordrede det brasilianske militærdiktatur og I’m Still Here, fortæller om hvordan og hvorfor denne kamp begyndte.
I 1970 lever Eunice og Rubens Paiva, i noget der kunne minde om harmoni, med et hus tæt på en strand i Rio og 5 børn (hvor den ældste af dem er på vej til London). Eunice og Rubens, lever dog samtidig i et land uden harmoni, på grund af det brasilianske militærdiktatur som varede i 21. Der gøres dog hvad der kan gøres, for at afskærme børnene fra dette. Dette skal dog blive tæt på umuligt, da Rubens uden varsel en eftermiddag, bliver taget væk af myndighederne, for at tage til forhør. Dette udtales som værende ”bare” et forhør og noget med kort varighed. Men, Rubens vender ikke hjem og med tiden begynder Eunice at tage sagen i egen hånd.
Walter Salles har instrueret og Murilo Hauser og Heitor Lorega skrev manuskript ud fra Marcelo Rubens Paivas bog som bærer filmens titel, dog på brasiliansk Ainda Estou Aqui.
Det kan også skrives at I’m Still Here, tidligere på året var nomineret til 3 Oscars, hvor den så vandt for bedste internationale film (og endvidere var nomineret for bedste kvindelige hovedrolle og bedste film).
Dette var meget velfortjent, fordi dette er uden tøven en af de allerbedste film der kan ses i en biograf i år.
Dette er der mange grunde til, hvor én af dem er skildringen af militærdiktaturet.
Det allerførste der ses i filmen, er Eunice som ligger midt ude i havet imens en helikopter flyver henover hende. Hun ser det, men det rør alligevel ikke Eunice og oppe på stranden spillede børnene beachvolley med deres venner.
Et andet eksempel er en scene hvor den ældste datter Veroca er ude at kører med nogle venner og umiddelbart har det sjovt. Da de så kører igennem en tunnel, ser de pludselig en masse biler der står stille og straks bliver de af militæret beordret om at træde ud af bilen.
Disse 2 eksempler synes jeg demonstrerer 2 ting som I’m Still Here, gør virkelig perfekt.
Det er både, at skildre en familie som gør alt for at holde sammen og bevare en følelse af ro og at skildre en periode hvor man kunne blive udsat for stor fare inden for få sekunder.
Sidstnævnte ting er også med til at give I’m Still Here, en virkelig stærk og mærkebar intensitet, som forblev ved mig gennem en stor del af filmen, fordi jeg aldrig var sikker på om nogle pludselig ville komme ud af det blå og skabe uro.
Jeg må bestemt også rose Fernanda Torres for hendes Oscar-nominerede portrættering af Eunice Paiva, fordi det er fænomenalt.
Eunice Paiva var en virkelig stærk kvinde rent psykisk og ligeledes en meget hjertevarm kvinde der både var målrettet efter at give hendes børn en tryg opvækst, men samtidig også stædig efter at få svar på hvor Rubens blev af. Alt dette viser Fernanda Torres virkelig smukt i hver scene og jeg vil tro at det er fysisk umuligt ikke at blive dybt rørt af hende.
Alle dem der portrætterer børnene og ligeledes Selton Mello som portrætterer Rubens Paiva er også fantastiske og den kemi som de alle har med Fernanda Torres, føles ekstremt ægte, på en virkelig hjertevarm måde.
Rent film-teknisk synes jeg bestemt også at I’m Still Here, er en virkelig stor triumf!
Kameraføringen af Adrian Teijido er både med til at skabe virkelig mange stærke billeder og er samtidig med til at skabe en virkelig intim stemning, da meget af filmen foregår i Eunice og Rubens hjem, hvor familien føler en form for sikkerhed, som dog alligevel aldrig er helt uden farer.
Klipningen af Affonso Gonçalves, synes jeg også er bemærkelsesværdig. Dette er fordi at oveordnet er der tale om en rolig film som ikke bevæger sig vildt hurtigt. Men samtidig står historien aldrig stille og denne filmiske rytme, synes jeg smukt skabes via klipningen.
I’m Still Here er ligeledes fænomenal til at tage én tilbage til start-70’erne og hvordan det var i Brasilien på både godt og særligt ondt. Jeg må også skrive at filmen balancere mere end perfekt med at vise både Enuice Paivas familieliv og i hendes kamp om retfærdighed for Rubens forsvunden og begge dele er tilsammen, perfekt til at give et filmisk billede af hvordan Enuice Paiva.
Jeg absolut intet kritisk at, skrive til eller om I’m Still Here. Walter Salles har slet og ret skabt et kæmpe mesterværk om kampen for retfærdighed og kampen for retten til stadigvæk at kunne smile i nedtrykte tider.
I’m Still Here, er ekstremt rørende, vildt hjertevarm, meget hjerteskærende og oveordnet virkelig menneskelig.
Samtidig med at den som skrevet, er et af 2025’s allerstørste biografhøjdepunkter.
