Idiot Prayer: Nick Cave Alone At Alexandra Palace

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: Idiot Prayer: Nick Cave Alone At Alexandra Palace
Instruktør: Nick Cave
År: 2020
Genre: Musik
(Filmen blev set til en særvisning i Øst For Paradis)

Den bedste koncert jeg aldrig var til?

Jeg har en lille liste over koncerter gennem tiden jeg vil gøre alt i verden for at have oplevet.

  • Beatles i KB Hallen 1964
  • Queen på Wembley 1986
  • Nirvana på Reading 1992
  • En hvilken som helst Tom Waits koncert.
  • Metallica i Seattle 1989

Det er koncerter der siden de blev afholdt har stået som noget specielt i musikverdenen.

Denne koncert er ingen undtagelse.
Ville gerne have siddet ene mand i den tomme sal sammen med Nick Cave.
Nick Cave, alene med sit flygel i den enorme Alexandra Palace.
Det er et virkelig stort sted.
Jeg så Black Keys derinde for en del år siden, og kan huske jeg tænkte , at lyden og akustikken virkelig var god, til trods for størrelsen.

Nick Cave manifesterer sig med Idiot Prayer som det måske største nulevende rockikon, målt ud fra relevans ift. sin samtid, og sit stadige virke, hvor han gang på gang fornyer sig og viser nye sider af sig selv – det være sig både som privatpersonen Nick Cave, og kunstneren og musikeren Nick Cave. Han åbner op, og lader folk komme tæt på privatsfæren.
At se ham åbne sig helt op, gøre sig sårbar og fejlbarlig er simpelthen rørende.


Han har altid været voldsom i sit udtryk, men har også vist den menneskelige skrøbelighed i sine tekster og performance.
Nu her peaker han med Idiot Prayer. 
Hans versioner af The Mercy Seat, (Are You) The One That I’ve Been Waiting For?
og måske især Jubilee Street gav mig gåsehud og faktisk tårer i øjnene. Han synger bedre end nogensinde, og hans nådesløse angreb på klaveret efterlod mig i total beundring og ærefrygt. Hvordan kan et menneske suge opmærksomheden til sig på den måde? Hvordan kan noget så simpelt føles så rent og hårdt?
Det var fra første anslag på klaveret. Han havde min fulde opmærksomhed hele vejen igennem koncerten – ikke et eneste øjeblik mistede han mig. 
Det er virkelig imponerende. Det kræver noget helt helt ekstraordinært fra kunstneren, men en disciplin Nick Cave endnu engang beviste han mestrer.
Jeg håber for alle jer derude, der ikke har set Idiot Prayer, at der kommer flere visninger. Den her må i ikke misse på! 

Opsøg den, giv jer hen til musikken. Det er musik og udtryk som dette, der flytter noget hos folk.

God fornøjelse

Idiot Prayer får 6/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Tracklist:

  • Spinning Song
  • Idiot Prayer
  • Sad Waters
  • Brompton Oratory
  • Palaces of Montezuma
  • Girl in Amber
  • Man in The Moon
  • Nobody’s Baby Now
  • (Are You) The One That I’ve Been Waiting For?
  • Waiting For You
  • The Mercy Seat
  • Euthanasia
  • Jubilee Street
  • Far From Me
  • He Wants You
  • Higgs Boson Blues
  • Stranger Than Kindness
  • Into My Arms
  • The Ship Song
  • Papa Won’t Leave You, Henry
  • Black Hair
  • Galleon Ship

Encore:

  • Watching Alice
  • Avalanche
  • Cosmic Dancer

Seneste

The Tax Collector

Dedikerede Shia Lebeouf har skamferet sit maveskind til ære for dette makværk. The Tax Collector er storfavorit til årets værste film.

Retfærdighedens Ryttere

Thomas Jensen er kongen af dansk afstumpethed og legendariske one-liners, og formår igen at samle folket med hans seneste film.

Freaky

Vince Vaughn stjæler billedet som klodset teenager fanget i en grotesk stor mandekrop. Man både græmmes og griner i gyserkomedien, Freaky.

His House

His House skriver sig ind i stimen af gyserfilm, som har raceproblematikker på dagsordenen. Filmen starter stærkt ud, men ender desværre med at være en ret “middle of the road” haunted house-gyser.

Come Play

Come Play fungerer simpelthen ikke på nogen parameter. Det er tydeligt, at man har taget en “sjov” kortfilms-idé, og så har man strakt den ud til spillefilmslængde, uden at lægge yderligere vægt til historien.