Idiot Prayer: Nick Cave Alone At Alexandra Palace

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: Idiot Prayer: Nick Cave Alone At Alexandra Palace
Instruktør: Nick Cave
År: 2020
Genre: Musik
(Filmen blev set til en særvisning i Øst For Paradis)

Den bedste koncert jeg aldrig var til?

Jeg har en lille liste over koncerter gennem tiden jeg vil gøre alt i verden for at have oplevet.

  • Beatles i KB Hallen 1964
  • Queen på Wembley 1986
  • Nirvana på Reading 1992
  • En hvilken som helst Tom Waits koncert.
  • Metallica i Seattle 1989

Det er koncerter der siden de blev afholdt har stået som noget specielt i musikverdenen.

Denne koncert er ingen undtagelse.
Ville gerne have siddet ene mand i den tomme sal sammen med Nick Cave.
Nick Cave, alene med sit flygel i den enorme Alexandra Palace.
Det er et virkelig stort sted.
Jeg så Black Keys derinde for en del år siden, og kan huske jeg tænkte , at lyden og akustikken virkelig var god, til trods for størrelsen.

Nick Cave manifesterer sig med Idiot Prayer som det måske største nulevende rockikon, målt ud fra relevans ift. sin samtid, og sit stadige virke, hvor han gang på gang fornyer sig og viser nye sider af sig selv – det være sig både som privatpersonen Nick Cave, og kunstneren og musikeren Nick Cave. Han åbner op, og lader folk komme tæt på privatsfæren.
At se ham åbne sig helt op, gøre sig sårbar og fejlbarlig er simpelthen rørende.


Han har altid været voldsom i sit udtryk, men har også vist den menneskelige skrøbelighed i sine tekster og performance.
Nu her peaker han med Idiot Prayer. 
Hans versioner af The Mercy Seat, (Are You) The One That I’ve Been Waiting For?
og måske især Jubilee Street gav mig gåsehud og faktisk tårer i øjnene. Han synger bedre end nogensinde, og hans nådesløse angreb på klaveret efterlod mig i total beundring og ærefrygt. Hvordan kan et menneske suge opmærksomheden til sig på den måde? Hvordan kan noget så simpelt føles så rent og hårdt?
Det var fra første anslag på klaveret. Han havde min fulde opmærksomhed hele vejen igennem koncerten – ikke et eneste øjeblik mistede han mig. 
Det er virkelig imponerende. Det kræver noget helt helt ekstraordinært fra kunstneren, men en disciplin Nick Cave endnu engang beviste han mestrer.
Jeg håber for alle jer derude, der ikke har set Idiot Prayer, at der kommer flere visninger. Den her må i ikke misse på! 

Opsøg den, giv jer hen til musikken. Det er musik og udtryk som dette, der flytter noget hos folk.

God fornøjelse

Idiot Prayer får 6/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Tracklist:

  • Spinning Song
  • Idiot Prayer
  • Sad Waters
  • Brompton Oratory
  • Palaces of Montezuma
  • Girl in Amber
  • Man in The Moon
  • Nobody’s Baby Now
  • (Are You) The One That I’ve Been Waiting For?
  • Waiting For You
  • The Mercy Seat
  • Euthanasia
  • Jubilee Street
  • Far From Me
  • He Wants You
  • Higgs Boson Blues
  • Stranger Than Kindness
  • Into My Arms
  • The Ship Song
  • Papa Won’t Leave You, Henry
  • Black Hair
  • Galleon Ship

Encore:

  • Watching Alice
  • Avalanche
  • Cosmic Dancer

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.