Instruktør: Kirk Jones
År: 2025
Genre: Drama.
Biografpremiere: 26/03
Det er ikke alle film der bliver lavet og udgivet, hvor man nødvendigvis kan sige at de har en betydning og er noget man bør tjekke ud.
Der kan dog være undtagelser og for mig, er Kirk Jones’ film om Tourettes-aktivisten John Davidson, undtagelsen.
Dette er en film som jeg synes at alle eller så mange som muligt bør se, vil jeg allerede skrive nu i starten af anmeldelsen af filmen I Swear.
Hvordan denne film omhandler John Davidsons liv, kan jeg forklare således:
Filmen følger først John Davidson som 12årig i 1983, da han begynder at få sin tics og hvor der endnu ikke er et ord for Tourettes syndrom. Dette resulterer i, at John Davidson bliver mobbet og får skæld ud af sine forældre (særligt sin far) og får meget dårligt selvværd.
Da John Davidson så er i midt-20’erne i 1996, møder han pludselig sin gamle klassekammerat Chris, hvis mor Dottie, invitere John Davidson på middag. Dottie er meget hurtig til at acceptere John som han er og se at han ikke kan gøre for sine tics og bande/skældsord og tilbyder uden videre at John Davidson kan flytte ind hos hende. Dette skal vise sig at være starten på John Davidsons kamp for at turde være ham selv og skabe forståelse for hvilken lidelse Tourettes er.
Kirk Jones’ film, kan godt kaldes for en biopic. Dette er en form for biografisk film om et ægte menneske (fortsat levende eller afdød), hvor en filmskaber har følt at deres liv (eller specifikke dele af det), har fortjent en film.
John Davidsons liv fortjener bestemt en film, på baggrund af den forskel han har gjort i Storbritannien, for at skabe opmærksomhed omkring Tourettes syndrom og for at give en form for stemme til dem der ligesom ham måtte lide dagligt med Tourettes.
Når det kommer til biopic-film, er det vigtigste for dem, at være ærlige og hverken tegne et roserødt billede af deres skildrede menneske eller fylde det med løgn.
Kirk Jones’ film lykkedes 100 % smukt med sin ærlighed.
Den viser John Davidson der bliver mødt med respekt og kærlighed både ved Dottie, moderen Heather (som John bor hos, før han møder Dottie) og pedellen Tommy som John får et job hos. Filmen viser dog også det modsatte, som er scener med folk der ikke aner at John Davidson ikke kan gøre for at han enten pludselig slår eller siger et skældsord til dem. Dette er med til at gøre filmen til et helstøbt portræt af en mand som ikke vil nogen noget ondt, men som bare gerne vil være til stede uden at føle skam over det.
I Swear er ligeledes en helstøbt film på andre punkter.
Fordi selvom der er tale om en dybt alvorlig film med et dybt alvorligt emne på sit hjerte, så har filmen ikke blot humor, men naturlig humor.
Her ment scener som er naturligt morsomme, hvor man griner med John. Dette er samtidig også med til at gøre filmen underholdende, uden at fjerne noget af deres dybe alvor.
Noget andet som også kan fremhæves ved I Swear er dens skuespil.
Både Scott Ellis Watson og Robert Aramayo er direkte fænomenale i deres portrættering af henholdsvis John Davidson som barn og som voksen. Dette er særligt fordi at de begge lever sig så dybt ind i portrætteringen af et ægte levende menneske, som nogen skuespiller kan gøre det og dermed, er med til at gøre portrætteringen af John Davidson, 100 % helstøbt.
Maxine Peake er også fænomenal i sin portrættering af Dottie som ser John Davidson som han er og som opfordre ham til at være sig selv så meget, at hun opfordre ham til at nedtappe sin medicin. Maxine Peake giver også muligvis den mest naturligt hjertevarme skuespillerpræstation som jeg har set i årevis, og dette er særligt fordi Dottie virkelig vil John det bedste.
Shirley Henderson som spiller rollen som Johns mor Heather, er ligeledes fænomenal i rollen som en kvinde der ligeledes vil John det bedste, men som dog også kan være streng til tider uden dog at mene noget ondt ved det.
Peter Mullan er ligeledes fænomenal og dybt rørende og hjertevarm som skolepedellen Tommy som ligeledes ser lyset i John Davidson og ikke ser hans Tourettes tics som en hindring for at få udført et godt arbejde. Jeg vil også lige fremhæve Andrea Bisset som spiller rollen som den unge 25 årige Lucy. Dette skyldes at Andrea Bisset ikke er skuespiller med en person der reelt har Tourettes syndrom og som bidrager til en af filmens smukkeste og mest rørende scener, hvor Lucy for første gang møder en anden person med Tourettes, som så er John Davidson.
For lige at vende tilbage til starten af denne anmeldelse, så er I Swear, efter min mening en film som alle eller så mange som muligt bør se og se i biografen.
Fordi den fortæller meget præcist, detaljeret og ærligt, hvilken lidelse som Tourettes Syndrom er, over for dem som ikke måtte være bekendt med den eller har været vidne til det så meget i ens liv. Samtidig fortæller den en virkelig smuk, rørende, kompleks og lige dele hjerteskærende og hjertevarm historie om en mand der har gjort en forskel og som fortsat fortjener at blive hyldet for den forskel.
Dette gør I Swear og dette er for mig med til at gøre dette til 2026’s allervigtigste film at se i biografen og allerede nu en af årets allerbedste film som vil kunne ses i en biograf.
