Originaltitel: I Love You, Man
Instruktør: John Hamburg
År: 2009
Genre: komedie
Kan bl.a. streames på Blockbuster
Hvis jeg skulle nævne en Top 5 eller 10 over de bedste makkerpar nogensinde i filmhistorien, er der par som hurtigt dukker op og som er en selvfølge (i min optik). Jules og Vincent fra Pulp Fiction ligger højt på listen. Det er det samme med Andy og Red i En Verden Udenfor. Og selvfølgelig kan man heller ikke sige makkerpar uden legendariske Thelma and Louise. Disse valg er åbenlyse og kan (næsten) ikke diskuteres.
Men indenfor den rendyrkede komedie-genre, vil jeg altid, og som det første par, nævne Peter og Sidney fra I Love You, Man.
Du kender dem måske ikke. Måske gør du. Hvis ikke, vil jeg prøve at gøre dig klogere på dem i denne anmeldelse af filmen, og fortælle hvorfor netop dette par er så fantastiske sammen.
Filmen starter ud med et frieri. Søde Peter spørger søde Zooey om hun vil giftes med ham. De har ikke været sammen så længe, men det hele føles rigtigt og selvfølgelig siger hun ja.
Zooey ringer efterfølgende til veninderne og fortæller dem den gode nyhed. Men hvem skal Peter ringe til? Ja, udover hans bror, mor og far, selvfølgelig. For Peter har altid været en rigtig kæreste-fyr, som aldrig rigtig har fokuseret på det med venner. Og hvem skal så være hans best man, når den store dag kommer? Zooey foreslår at han går på “venne-jagt” og i mødet med nogle forskellige fyre opstår der nogle, ja, interessante, men mest af alt, lettere pinlige situationer for den evige Flinkeper-type, Peter.
Det lyder dumt og ligegyldigt. Ja, altså historien i I Love You, Man. Men den har en oprigtig varme og et nærvær fra hovedkaraktererne som gør, at man ikke kan andet end af blive smittet af stemningen og forbliver interesseret i filmens univers.
Så nu må den rare og tilmodige Peter på “man-dates” med en masse forskellige typer. Og en dag, støder han ind i hans diametrale modsætning, Sidney. Peter, som er ejendomsmægler, fremviser Lou Ferrignos (ja, The Hulk!) store hybel frem, og så står den umiddelbare og åbne Sidney så der i sine store støvler og fortæller ærligt, at han bare er der for pindemadderne. Peter “falder” for Sidney, og snart går de to ud for at lære hinanden bedre at kende. Det bliver starten på et særdeles underholdende venskab set udefra.
For der er i den grad kemi mellem Peter og Sidney. De spilles med genial timing, charme og formidabelt overskud af Peter Rudd og Jason Segel. Replikkerne levereres så overskudsagtigt og troværdigt mellem de to hovedrolleindehavere, så man griner med, når der bliver sagt noget sjovt (der sker rigtig tit) og føler med dem, i kampen for at supplere hinanden og oprette et rigtigt venskab.
Den største udfordring undervejs i filmen bliver selvfølgelig om venskabet kan bære deres forskelligheder. Om den åbne og nogen gange lidt for ærlige drengerøv, Sydney bliver for meget for den pæne, ordentlige mand, Peter.
Det er sjovest, når Peter tør give slip på sig selv undervejs i filmen, eksempelvis når han og Sydney giver den fuld skrue til en rock-koncert med det legendariske rockband, Rush (“slappin’ the baaaaass”) eller når han ørler som en springvand til en pokeraften efter lidt for mange øl.
Det er egentlig ikke en film, som skriver sig ind i historiebøgerne for hverken bedste instruktør eller bedste originale manuskript, men skuespillerne i front er kort sagt uimodståelige i rollerne, så man er med dem hele vejen. Den afslappede stemning gør hvert fald, at det hele virker troværdigt og man ikke kan andet end at elske det umage vennepar, som kæmper for at lykkedes.
Det er kort sagt en bromance ud over alle grænser og en film hvor Segel og Rudd aldrig har været bedre.
I Love You, Man får 5/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨 🔨
