Hvor Kragerne Vender

René

René

Originaltitel: Hvor Kragerne Vender. Instruktør: Lisa Jespersen. År: 2020. Genre: Drama/Komedie. Biografpremiere: d. 22. juli 2021.

Filmen blev set i Øst For Paradis, Aarhus

At vende hjem til mors kødgryder, forbinder jeg med noget hyggeligt og rart. Stedet, hvor jeg voksede trygt og godt op, i rolige omgivelser, med mine forældre og lillebror.

Jeg havde ikke specielt travlt med at flytte hjemmefra. Da jeg var 20 år, tog jeg mig endelig sammen. Altså, 500 meter længere op af samme vej. Så kunne jeg jo altid komme hjem og spise, når jeg havde lyst til det.

Men, hvad nu hvis det ikke forholdte sig sådan? Hvis jeg i stedet forbandt mit barndomshjem med noget traumatiserende. Noget, jeg ikke ønskede at vende tilbage til..

Det er præcist dét der er på spil i Hvor Kragerne Vender, hvor den unge kvinde, Irina (født Laura), vender hjem til hendes barndomshjem. da hendes bror skal giftes. Tilbage til farsmands kostald og mors sovs og kartofler. Men det huer hende bestemt ikke. Hun har i så kraftig afstand, til hendes barndoms minder, skrevet en bog, hvor hun udpensler alle de primitive og småborgerlige ting, som hendes fortid er bygget på.

Nu skal hun, så at sige, stå ansigt til ansigt, med hendes dæmoner. For hendes bror, skal giftes med selveste Catrine, som var hende, der mobbede hende som barn. Nu skal hun give kram til den kvinde, som gjorde hendes liv et helvede som barn, og skal være overbærende med, at hun skal have hendes oldemors vielsesring på ringefingeren.

Det lyder som et svulstigt drama, med patos og voldsomme armbevægelser. Det er det heldigvis ikke blevet. Debut-instruktøren, Lisa Jespersen, har med sine erfaringer i bagagen om et liv i Udkantsdanmark, kreeret en film, som balancerer perfekt mellem det alvorlige og humoristiske.

Det hele er sat op som en spidende satire, med bonderøvene, som læser Jussi Adler, hører Pop FM, som altid spiser kød ved hvert måltid og som elsker deres traktorer. Og så er der jo københavnersnuderne, som alle er kunstnere og er veganere, går i underligt tøj og alle prøver at redde klimaet. Kontrasterne er tydelige. Vi griner af stereotyperne, men aldrig af karaktererne. For de bliver beskrevet med en masse kærlighed af Lisa Jespersen og Sara Isabella Jønsson Vedde som har skrevet manuskriptet.

Roselinde Mynster er fantastisk i hovedrollen, som datteren der vender hjem. Hun er god, når hun er udfarende og har fået nok, men bedst, når hun holder al hendes vrede inde. Vi kan, som publikum se en kamp udspille sig i hendes ansigt, og se den smerte og frustrationer hun bærer rundt på. En imponerende bedrift, fordi hun både kan spille hjertevarmt og usympatisk, så man betragter hende som både stærk og samtidig sølle.

Alle de resterende skuespillere er ligeså yderst fremragende, men særligt moren (Bodil Jørgensen), broren Jannik (Adam Ild Rohweder) og ekskæresten (Jesper Groth) når på rekordtid at opbygge nogle karakterer op, der ikke er til at stå for.

Selvfølgelig kan den frustrerede Irina ikke lade være at skabe en scene eller to til brylluppet og gøre hvad der forventes af hende: at ødelægge det hele. Igen balanceres der sublimt mellem det alvorlige, der gør indtryk, og det absurd morsomme, man kun kan klukke af. De bedste grin sørger den tidligere Bedrag-skuespiller, Thomas Hwan for, som Irinas kunstnerkæreste, Benjamin. Alene hans ansigtsudtryk under brylluppet, når der synges festsange, er timet suverænt og hans foragt for dette primitive pøbelpjat, er kort sagt genialt.

Hvor Kragerne Vender handler om at tilgive og finde fred med fortiden. Lisa Jespersens debutfilm kan med humor og hjertevarme rumme disse store temaer, og levere stof til eftertanke. Det er hvert fald lige før jeg overvejer et smut hjem til mine forældre snarest muligt. Så kan jeg nyde min kære mors hjemmelavede mad, og fortælle dem hvor meget jeg værdsætter dem og den barndom jeg har haft.

Hvor Kragerne Vender får 5/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.