Hvor Kragerne Vender

René

René

Originaltitel: Hvor Kragerne Vender. Instruktør: Lisa Jespersen. År: 2020. Genre: Drama/Komedie. Biografpremiere: d. 22. juli 2021.

Filmen blev set i Øst For Paradis, Aarhus

At vende hjem til mors kødgryder, forbinder jeg med noget hyggeligt og rart. Stedet, hvor jeg voksede trygt og godt op, i rolige omgivelser, med mine forældre og lillebror.

Jeg havde ikke specielt travlt med at flytte hjemmefra. Da jeg var 20 år, tog jeg mig endelig sammen. Altså, 500 meter længere op af samme vej. Så kunne jeg jo altid komme hjem og spise, når jeg havde lyst til det.

Men, hvad nu hvis det ikke forholdte sig sådan? Hvis jeg i stedet forbandt mit barndomshjem med noget traumatiserende. Noget, jeg ikke ønskede at vende tilbage til..

Det er præcist dét der er på spil i Hvor Kragerne Vender, hvor den unge kvinde, Irina (født Laura), vender hjem til hendes barndomshjem. da hendes bror skal giftes. Tilbage til farsmands kostald og mors sovs og kartofler. Men det huer hende bestemt ikke. Hun har i så kraftig afstand, til hendes barndoms minder, skrevet en bog, hvor hun udpensler alle de primitive og småborgerlige ting, som hendes fortid er bygget på.

Nu skal hun, så at sige, stå ansigt til ansigt, med hendes dæmoner. For hendes bror, skal giftes med selveste Catrine, som var hende, der mobbede hende som barn. Nu skal hun give kram til den kvinde, som gjorde hendes liv et helvede som barn, og skal være overbærende med, at hun skal have hendes oldemors vielsesring på ringefingeren.

Det lyder som et svulstigt drama, med patos og voldsomme armbevægelser. Det er det heldigvis ikke blevet. Debut-instruktøren, Lisa Jespersen, har med sine erfaringer i bagagen om et liv i Udkantsdanmark, kreeret en film, som balancerer perfekt mellem det alvorlige og humoristiske.

Det hele er sat op som en spidende satire, med bonderøvene, som læser Jussi Adler, hører Pop FM, som altid spiser kød ved hvert måltid og som elsker deres traktorer. Og så er der jo københavnersnuderne, som alle er kunstnere og er veganere, går i underligt tøj og alle prøver at redde klimaet. Kontrasterne er tydelige. Vi griner af stereotyperne, men aldrig af karaktererne. For de bliver beskrevet med en masse kærlighed af Lisa Jespersen og Sara Isabella Jønsson Vedde som har skrevet manuskriptet.

Roselinde Mynster er fantastisk i hovedrollen, som datteren der vender hjem. Hun er god, når hun er udfarende og har fået nok, men bedst, når hun holder al hendes vrede inde. Vi kan, som publikum se en kamp udspille sig i hendes ansigt, og se den smerte og frustrationer hun bærer rundt på. En imponerende bedrift, fordi hun både kan spille hjertevarmt og usympatisk, så man betragter hende som både stærk og samtidig sølle.

Alle de resterende skuespillere er ligeså yderst fremragende, men særligt moren (Bodil Jørgensen), broren Jannik (Adam Ild Rohweder) og ekskæresten (Jesper Groth) når på rekordtid at opbygge nogle karakterer op, der ikke er til at stå for.

Selvfølgelig kan den frustrerede Irina ikke lade være at skabe en scene eller to til brylluppet og gøre hvad der forventes af hende: at ødelægge det hele. Igen balanceres der sublimt mellem det alvorlige, der gør indtryk, og det absurd morsomme, man kun kan klukke af. De bedste grin sørger den tidligere Bedrag-skuespiller, Thomas Hwan for, som Irinas kunstnerkæreste, Benjamin. Alene hans ansigtsudtryk under brylluppet, når der synges festsange, er timet suverænt og hans foragt for dette primitive pøbelpjat, er kort sagt genialt.

Hvor Kragerne Vender handler om at tilgive og finde fred med fortiden. Lisa Jespersens debutfilm kan med humor og hjertevarme rumme disse store temaer, og levere stof til eftertanke. Det er hvert fald lige før jeg overvejer et smut hjem til mine forældre snarest muligt. Så kan jeg nyde min kære mors hjemmelavede mad, og fortælle dem hvor meget jeg værdsætter dem og den barndom jeg har haft.

Hvor Kragerne Vender får 5/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!