Originaltitel: Hunter Hunter. Instruktør: Shawn Linden. År: 2020. Genre: Thriller/Gyser. Biografpremiere: d. 17. juni 2021.
Sidst jeg fik kuldegysninger af ulve på film, var i Joe Carhahans enormt effektive spændingsfilm, The Grey, fra 2011. Her rendte Liam Neeson rundt i kulden, mens han prøvede at overleve et flystyrt og ikke mindst, et par satans utilregnelige ulvebasser, som kun tænker død og ødelæggelse.
Den var forholdsvis enkel og ligetil. Det er også simpelt og straight, i den nye biograffilm, Hunter Hunter. Den handler om en familie på tre (far, mor og 13 årig datter) der bor i de canadiske skove. De har isoleret sig fra det moderne samfund, og tingene bliver gjort, som de tidligere generationer gjorde det: ved at hente vand fra åen og sætte fælder op i skoven.
De har ikke mange penge, og de dyreskind de sælger, er ikke nok til at tjene til føden. Samtidig håber moren at kunne overtale den lettere menneskesky far, at købe et hus tættere på civilisationen igen, så deres datter kan komme i skole. En dag opdager far og datter at et dyr har spist de dyr, som har sat sig fast i fælderne. Åbenbart er der en ulv på færde.
Og så begynder historien af tage fart. Og den enkelte præmis bliver visket ud. For den skrækslagne datter, skynder sig til tilbage til huset og isolerer sig med moren og en stor riffel, og faren venter på ulven ved én af fælderne. Snart indser han, at det måske ikke ligefrem er en helt almindelig ulv, men noget større, og langt mere utilregneligt. Og pludselig finder han en masse nøgne og bundne kvinder i en lysning.
Hva’ fa’en er det der foregår? Hvem står bag alt dette? Er ulven en metafor for noget andet, større og mere uoverskueligt?
Efter en kort tur til den lokale skovbetjents kontor, indser mor og datter snart, at der ingen hjælp er på vej. Kort sagt, så skal de redde ærterne selv. Koste hvad det vil.
Det bliver bestemt heller ikke mindre kompliceret eller nemmere, da de i løbet af natten, hører hyl fra den mørke skovbund. En fremmed mand (Nick Stahl) ligger såret, og de beslutter at tage ham med ind i hytten.
Det skulle de ikke have gjort…
Som en 70’er-slasherfilm, er Hunter Hunter en grum og grufuld satan, der nægter at gå på kompromis med dens handling og udførelse. Symbolikken på noget større (naturens kræfter??) bliver tydeligere jo længere man kommer ind i filmens univers, men alligevel er den lige så simpel som dens effektive tagline: hunt or be hunted.
Hvor er det samtidig rart med en rollebesætning, med forholdsvis ukendte ansigter. Her finder man ingen store Hollywood-celebrities, som Clooney, Bullock, Pitt eller lignende skikkelser. Devon Sawa er bundsolid og troværdig, som den kæmpende far i vildmarken, Summer H. Howell viser talent som den skræmte datter og så er der selvfølgelig Camille Sullivan, som der i den grad viser styrke og power i rollen som mor, der vil gøre alt for at beskytte sin familie.
Kevon Cronins musik til Hunter Hunter har en stor og betydningsfuld rolle for filmen. Han har skabt en insisterende og ubehagelige undertone, som er med til at forstærke indtrykket af den klaustrofobiske og isolerede skov.
Selvom Hunter Hunter ikke altid tager de mest rationelle beslutninger, når det gælder logisk handling og karakterudvikling, så er den stadig skræmmende underholdende. Og selvom den eksplicitte afslutningsscene sikkert kommer til at dele vandene, sætter den et tydeligt punktum på en jagt, der handler om så meget andet end bare overlevelse. En intens filmoplevelse, der er svær at ryste af sig.
Hunter Hunter får 4/6 hamre:
🔨🔨 🔨 🔨