Originaltitel: House Of Gucci
Instruktør: Ridley Scott
År: 2021
Genre: Drama
Biografpremiere: d. 2. december 2021.
Den aldrende stjerneinstruktør, Ridley Scott er en produktiv herre. Som en anden Clint Eastwood (som jo spytter mindst én film ud om året), er han allerede oppe på to her i 2021. I oktober måned stod den på #meeto-ridderdrama, og allerede her i start-december, får vi sørme en ny spillefilm.
Hans seneste har den flamboyante titel House Of Gucci. Et drama, som tager udgangspunkt i mordet på modearvingen, Maurizio Gucci, og hændelserne op til denne tragiske hændelse.
Scott instruerer. Oscar-nominerede og vindende stjerneskuespillere som Al Pacino, Jeremy Irons, Jared Leto, Adam Driver og Lady Gaga, spiller de centrale roller i filmen. Sidstnævnte spiller kvinden, der indleder et forhold med Maurizio og selv bliver en del af magtfulde modedynasti.
Inspireret af virkelige hændelser, står der på flere af House Of Gucci-plakaterne. Ikke noget den rigtige Gucci-familie har været synderligt glade for og har derfor prøvet at gå rettens vej, for at få stoppet filmen. Men pøblen vil have familieintriger og findes der så noget bedre end sladder, intriger og…mord?
Ridley Scott har aldrig været less is more-typen og derfor maler han med store penselstrøg i hans seneste film. Han vil gerne fortælle historien om den unge Patrizia Reggiana (Gaga) som arbejder i sin fars lastbilsfirma, der møder den stille mus (det kalder hans fætter ham) Maurizio Gucci (Driver). De forelsker sig hovedløst i hinanden. Men Maurizios far, Rodolfo Gucci (Irons), smider hans søn på porten, da han nægter at lytte til hans råd om denne kvinde. Maurizio og Patrizia gifter sig alligevel og snart er Maurizios onkel, Aldo Gucci (Pacino) inde i billedet, med hans uduelige idiot (det kalder han ham) af en søn, Paolo (en ugenkendelig, småtyk og halvskaldet, Jared Leto) som designer (usmageligt grimt) tøj.
Da det unge par beslutter sig at tage til New York for at bo og arbejde under Aldos vinge i familiedynastiet, er vi som publikum ikke i tvivl om Patrizias intentioner. Hun vil have succes og hun skal have det, koste hvad det vil. For hver en beslutning parret tager, ved vi at det er hende der har overbevist den ranglede og småhyggelige Maurizio til netop dette. Hun tænder på magt og penge, og det er soleklart da de møder hinanden allerførste gang til en fest: muligvis er han sød, men det er efternavnet hun tænder mest på.
Scott har tidligere kreeret familiedramaer (bl.a. All The Money In The World) hvor drivkraften var kynisme og penge. Præcis, som det er i House Of Gucci. Men kidnapningsfilmen havde et drive og et fokus. Det har Gucci-filmen ikke.
Den over to og en halv times film, snegler sig afsted, med ligegyldige og småfjollede samtaler, som balancerer mellem det alvorlige og det komiske, men hvor det hverken virker særligt spændende eller dramatisk eller egentlig specielt sjovt. Det virker mest af alt som middelmådig melodrama, hvor alt er overfladisk og ligegyldigt.
Vi skal helt hen til, ja, nærmest slutningen på filmen, hvor Patrizia indser, at hun ikke kan få sin mand tilbage (han har fundet sammen med en gammel veninde) så hun sammen med sin nye spåkone-veninde (!) hyrer et par lejemordere til at dræbe ham (!). Ja, når man er italiener og meget excentrisk, så må man åbenbart gerne! Også selvom han altså er manden til deres fælles barn…
Jeg sad i biografen og prikkede til min kammerat, der halvvejs gennem Gucci-løjerne, begyndte at snorke. Jeg kan udmærket godt forstå ham. Ridley Scotts store projekt af en film, vælter, og jeg da jeg sad og halvgabte i biografmørket, havde i min store frustration lyst til at rejse mig op og skrige. Det ville uden tvivl ødelægge de andre biografgængeres oplevelse, men hvor var det dog en irriterende oplevelse.
Jeg er ikke i tvivl om at Scott enten skulle have fokuseret på at lave en ren satire, hvor at den razzie-nominerede Jered Leto (det bliver han med denne rolle, trust me) kunne gå full italiano retard, hvor Lady Gaga kunne fortsætte med sin overdrevne russiske accent (den lyder hvert fald IKKE italiensk) og hvor de mange halvbagte og usjove one liners kunne finpudses (måske af The Big Short-instuktøren, Adam McKay) og gøres spydige og skarpe. Tænk, hvis han blot havde prøvet af tage sine karakterer en smule mere seriøst og havde opbygget et plot til en spændingsfilm, som havde fokus på færre karakterer, så man for alvor kunne lære dem bedre at kende.
House Of Gucci er som en frossen pizzasnegl, man netop har købt i sit lokale discount supermarked. På pakken ligner den en million, men når den blege hvededej, med en snert tomatpure, har været i ovnen og netop rammer ganen, føler man sig snydt og bedraget, og skuffelsen indtager. Den vil gerne sælge sig som en bid af Italien, men det er langt fra tilfældet her.
House Of Gucci får 2/6 hamre:
🔨🔨
