Instruktør: Natasha Arthy
År: 2025
Genre: Familiefilm.
Biografpremiere: 06/02
Noget af det vigtigste man kan lære i livet, er både at være der for andre og lære vigtigheden ved at tage vare på sig selv.
Dette føler jeg er 2 af de største budskaber, som kommer frem i Natasha Arthys nye børne/familiefilm, Honey.
Filmen handler om den 13-årige pige, Honey, som lever et meget hektisk liv. Udover at gå i skole, så har hun en mor der arbejder med 2 jobs, for at få råd til dagen og vejen (og få opfyldt drømmen om en tur til Thailand). Dernæst, har Honey en far, som sælger cannabis og oveordnet går imod loven og systemet, samtidig med at Honey har en storesøster med downsyndrome (Mikala) som hun skal passe.
Dernæst, så på baggrund af en skoleopgave om at lave et stamtræ, bliver Honey bekendt med sin morfar, som hun på baggrund af sin mor, havde fået at vide var død. Samtidig, er Honey også en meget musikglad pige og nyder både at spille på ukulele og er glad for muligheden for at være en del af klassens band, men selv det giver også problemer, i forbindelse med en koncert, hvor Honey har lovet sin storesøster, at deltage i noget som Mikala, er en del af.
Dette var lidt et overblik på noget af det der er på spil i filmen, Honey.
Denne film er baseret på Mette Neerlins børnebog, “Hest, hest, tiger, tiger”, som Natasha Arthy så har skrevet manuskript til.
Det er ligeledes et værk, som i den grad virker som skabt til sit publikum og dette kommer fra én, som ikke er en del af det.
Filmens tempo er til at starte med, vildt hektisk og nærmest samtlige punkter af historien, virker til at komme på plads og blive introduceret efter knap 30 minutter.
Dernæst, så eftersom Honey har meget at passe, er hendes mobil også altid med lyd på, hvilket gør at hun altid er klar når hendes mor ringer om et ærinde eller når hun skal skrive beskeder til folk.
Begge disse ting, giver dog mere end perfekt mening for både filmens historie og karakteren Honey og det skal også nævnes, at filmens tempo formår at sænke sig, efter et lille stykke tid.
Ligeledes kan det nævnes at filmens sprogbrug er rimelig bramfrit og Honey kan sagtens bruge ordet ”fuck”, ved middagsbordet uden at hendes mor beder hende om at tale ordentligt.
Denne detalje, synes jeg samtidig er med til at gøre denne børne/familiefilm, til én der ikke ser ned på sit publikum eller ikke følger med tiden og det synes jeg er oprigtigt smukt.
Måden hvorpå filmens 2 budskaber (som jeg nævnte i starten af anmeldelsen) finder plads i filmen, er særligt i scenerne mellem Honey og hendes morfar, Marcel, som til at starte med, afviser Honey, men hvor hun dog er stædig nok til at blive ved, indtil han vil kendes ved hende som sit barnebarn. Gennem Marcel, får Honey et par gode livsråd, som bliver ret smukt formidlet i filmen, navnlig takket være skuespillet.
For lige at nævne noget om skuespillet, så bliver Honey portrætteret af Selma Dali Pape, i hvad der er hendes første hovedrolle på film. Hun er fuldstændig perfekt som den følsomme, travle og ligeledes dybt godmodige, Honey, der meget gerne vil være der for alle, men samtidig skal lære at få fyldt ens egne behov.
I rollen som Marcel, ses Jesper Christensen. Til at starte med, virker Marcel-karakteren, måske lidt som noget Jesper Christensen har spillet før (og måske endda kan på rygraden), men som den enorme karakterskuespiller som Jesper Christensen er, formår han helt perfekt at give Marcel flere dimensioner. Dette er særligt med til at gøre scenerne hvor Marcel og Honey kommer ind på livet af hinanden, til nogle af de mest rørende i hele filmen.
I rollen som Honeys mor, er Lene Marie Christensen dybt fremragende i rollen som en meget hårdtarbejdende mor, der meget gerne vil være der for sine 2 døtre og Sidsel Boel Kruse (som spiller storesøsteren, Mikala, med downsyndrome) er virkelig fremragende og dybt charmerende og meget bedårende.
Nu har jeg roset overvejende meget ved Honey-filmen og er der egentlig noget at kritisere?
Der er faktisk et punkt, som jeg næsten kunne kritisere, men faktisk alligevel ikke kan. Det har noget at gøre med, noget som Honey pludseligskal på et tidspunkt i filmens 3. akt, som er meget vigtigt for hendes far.
Jeg vil skam ikke afsløre hvad det er, men da jeg var vidne til det, synes jeg at det føltes malplaceret for filmens historie, men det efterfølgende udfald af det der sker, giver til gengæld perfekt mening for både historien og Honey-karakteren, hvilket gør at den hændelse både er nødvendig og i sidste ende perfekt.
Eftersom, Honey-karakteren er glad for musik, så spiller musik skam også en stor rolle i filmen og udover at der bliver spillet The Minds of 99 og Medina, så indgår der også 2 originale sange, som er dybt iørefaldende.
Og helt overordnet, så i forhold til alt hvad Honey er og virker til at ville være, så er det faktisk en ret perfekt dansk børne/familiefilm.
Den har gode og eviggyldige budskaber som bliver formidlet virkelig smukt, den er virkelig velspillende af alle de involverede og er virkelig rørende og lige dele charmerende og bedårende.
Og, når det kommer til en dansk børne/familiefilm, så er den fuldstændig perfekt til sit publikum og rent faktisk et mesterværk, som meget gerne må blive en nyklassiker.
