Instruktør: René Frelle Petersen
År: 2025
Genre: Drama.
Biografpremiere: 19/06
Noget af det vigtigste man kan være i livet, er både at være noget for andre og én selv.
Dette er der lavet mange film om i tidens løb og nu er der lavet en igen, i form af René Frelle Petersens Hjem Kære Hjem.
Før jeg begynder med et handlingsreferat, vil jeg lige skrive, at dette er den sidste film i både en sønderjysk trilogi og en såkaldt hjemstavns trilogi.
Dette skyldes at René Frelle Petersen, selv er sønderjyde. Umiddelbart, føler jeg også, at der gemmer en sig anden trilogi her, men det vil jeg forklare efter handlingsreferatet.
Sofie er lige startet som hjemmehjælper og i allerførste scene, har hun sit allerførste besøg, hos kvinden, Else, der skal have hjælp med en stomipose og tilberedelse af mad. Dette er så starten på Sofies arbejde som hjemmehjælper, hvos hun så får nogle ældre personer, som hun mere eller mindre besøger fast og hjælper med deres helbred, sørger for at de får mad osv.
Dernæst, er Sofie alenemor (eller en fraskilt mor), med den 10 årige, Clara, som hun samtidig underviser i gymnastik, ved siden af hjemmehjælper-arbejdet.
Sofie, har dermed rigeligt at se til og filmen handler oveordnet om Sofies oplevelser som hjemmehjælper og hendes kamp med at kunne skabe en balance, mellem at være noget for andre og noget for én selv og hendes datter.
Som skrevet, så er Hjem kære hjem, den sidste film i en trilogi, hvor første film så hed Onkel og nr.2 film hed Resten af livet.
Onkel, handler om en ældre kvæstet herre, der har en går og som så har sin niece boende, der hjælper ham med alt og samtidig prøver at skabe sit eget liv. Resten af livet, handler så om en familie (far, mor og 2 voksne børn), hvor sønnen så pludselig dør og hvor filmen så handler om den efterfølgende sorgbearbejdelse.
Hvad har alle disse (nu 3) film tilfælles?
For mit vedkommende, synes jeg personligt at de alle 3 handler om familie og om at være der for ens familie. Ligeledes synes jeg også at René Frelle Petersen, er kommet nærer og nærer, i forhold til at det nu simpelthen er en mor der er i fokus.
Men, ét er hvad denne film handler om, det andet er hvordan det handler om det og hvor godt?
Jeg må her skrive, at René Frelle Petersen, med denne trilogi, virkelig har vist exceptionelt stort flair for skildring af jamen, slet og ret, naturalisme.
Sofie vises i vidt forskellige situationer som hjemmehjælper og selvom Sofie gør det så godt hun kan, så går det ikke altid (kan jeg godt skrive, uden at spoile) helt gelinde.
Dette kan enten skyldes Sofies følelsesmæssige tilstand eller hvis de ældre har nogle problemer, der er for svære at håndtere.
Det jeg dog vil skrive her, er at alle scenarier, skildres som noget der kunne hænde i virkeligheden. Der er ingen overdramatisering, der bruges hele ikke nogen film-tekniske greb, til at frembringe nogen særlig stemning (i forhold til, hvis det fx var en thriller). Nej, det hele føles som levede liv.
Og jeg vil næsten også tro, at flere af de medvirkende, er reelle hjemmehjælpere og for bare lige at komme til skuespillet, jamen så er det helt fænomenalt.
For lige at nævne noget om dem der portrættere de ældre i filmen, så synes jeg virkelig at de hver især, følte som ægte mennesker. I en sådan grad, at hvis der var blevet fortalt, at man havde benyttet ikke-skuespillere til alle de roller, så ville jeg tro på det (selvom der var nogle ansigter jeg kunne genkende, fra andre af instruktørens film).
Dernæst, så er der Jette Søndergaard, der bærer filmens centrale hovedrolle som Sofie. Er men endnu ikke helt bekendt med Jette Søndergaard, så kan det potentielt skyldes at hun udelukkende har været med i film af René Frelle Petersen (med undtagelse af 1 afsnit af serien, Agent og 2 afsnit af serien, Carmen Curlers).
Som skrevet, så ses Sofie, i forskellige tilstande i løbet af filmen og hun også ofte i en følelsestilstand, hvor hun prøver at holde sig selv oppe. Alt dette, bliver portrætteret helt fuldstændig fænomenalt af Jette Søndergaard, i en sådan grad, så jeg personligt fik virkelig ondt i hjertet, når Sofie havde en dårlig dag.
Alle de resterende (om det så er diverse hjemmehjælpere eller Mimi Brænder Dueholm, der har rollen som datteren, Clara), spiller ligeså, helt fantastisk.
Rent filmteknisk kan det skrives, at fuldstændig lignende de 2 andre film i René Frelle Petersen trilogi, så er der virkelig minimalt med musik, i en sådan grad, at der kun er et stykke stille underlægningsmusik, som kommer meget få gange i løbet af filmen. Dette er i den grad også med til at skabe en enorm følelse af autenticitet og realisme. Dette gør også at lyddesignet af bl.a. Hans Møller og Kim Dalum, for megen mulighed for at skinne igennem og virkelig forstærke filmens vildt intime stemning.
Intimiteten hjælpes også på vej af kameraføringen af Jørgen Johannes, som både har mange effektfulde nærbilleder og som skrevet, virkelig skaber en meget intim stemning og ligeså forstærker filmens autenticitet.
Har man læst nøje med i denne anmeldelse, så vil man nu vide, at jeg absolut intet negativt eller kritisk har at skrive om Hjem kære hjem.
For mig er dette ikke blot årets hidtil bedste danske film (hvilket er store ord, da det kører ret godt for danske film, for tiden), men slet og ret, dén hidtil bedste film jeg har set i år.
Den er allerdybest menneskelig, den er allerdybest eftertænksom, den er allerdybest kompleks, den er allerdybest rørende og selvom filmen er allerdybest alvorlig, så er der også plads til grin og humor.
Alt i alt, film når det er allerbedst og i den grad noget der fortjener at blive oplevet i biografen.
