Instruktør: Chris Columbus
År: 2001
Genre: Fantasy.
Kan streames på: HBO-MAX
Da J.K. Rowlings Harry Potter & De Vise Sten udkom i sommeren-1997, blev den igennem det efterfølgende år, et gigantisk verdenshit og en filmatisering af denne bog, var vel nok uundgåelig.
En af dem der var tæt på at få tjansen som instruktør, var Steven Spielberg, men i sidste ende blev det dog Chris Columbus (som også instruerede de 2 første Alene-Hjemme-film), der fik tjansen.
Når det kommer til film der på sin vis skal starte en (eller hvad der siden hen blev til) film-franchise/saga/serie, så kræver det på alle måder, at man som seer lukkes perfekt ind i dens verden & univers og vigtigst af alt, får lyst til at blive der.
Harry Potter & De Vise Sten, opnår lige netop alt dette og er samtidig en virkelig hæderlig bog-filmatisering, hvilket afgjort er Chris Columbus’ fortjeneste & ligeledes Steven Kloves, som stod for filmens manuskript.
Når det kommer til bog-filmatiseringer, så er der nok meget af tiden, tale om ren ”kill your darlings”, da en film jo ikke nødvendigvis kan vare 12 timer.
Men muligvis takketvære det at Harry Potter & De Vise Sten, er en forholdsvis kort bog (303 sider), så lykkedes det Chris Columbus & Steven Kloves, at få det meste af det væsentligste med i de 2 timer og 32 minutter, som filmen varer.
Vi ser og forstår Harry Potters triste tilværelse hos Dursley-familien, samtidig med at vi også ser og forstår Harry Potters voksende glæde og begejstring, når han opdager at han er udvalgt til at blive optaget på Hogwarts-skolen og det efterfølgende mysterium om Nicolas Flammel & De Vise Sten, bliver ligeledes ganske godt opbygget og udført.
Og vigtigst af alt, så formår Chris Columbus, i den grad at skabe en film, der sprudler af magi fra start til slut.
Alene filmens allerførste scene hvor rektor- Albus Dumbeldore, professor-McGonagall og nøglebæreren-Hagrid, efterlader den spæde Harry Potter hos hans plejefamilie, sprudler af magi, om end en minimalistisk form for magi, som kun vokser sig større og større, så snart Harry Potter fylder 11 år og er på vej imod Hogwarts.
Samtidig så formår Chris Columbus også med denne film at gøre noget ret så særligt, som han også formåede at gøre med den efterfølgende ”Harry Potter & Hemmelighedernes Kammer”, og som de andre instruktører ikke rigtig gjorde. Nemlig at få noget stort og magisk ud af selve Hogwarts-skolen, indendørs, hvor filmen primært foregår.
Dette kommer særligt til skue via kamera-arbejdet af John Seale, der virkelig får én til at få en ret så magisk fornemmelse i kroppen, via måden hvorpå kameraet nærmest flyver rundt, når Harry Potter, Hermione & Ron går rundt på gangene eller i måden hvorpå kameraet nærmest altid formår at få et bredt billede over hvert rum på skolen, som karaktererne måtte være i, om det så er stort (som festsalen) eller mindre (som kollegiernes fællesrum).
Udover dette, må underlægningsmusikken af den legendariske film-komponist John Williams, bestemt også fremhæves.
Navnlig fordi hans musik til denne film, faktisk at noget af det allerbedste han nogensinde han komponeret, og dette er særligt stort, når det kommer fra manden som også skabte musikken til Star-Wars, E.T og Indiana Jones
Alene det centrale Harry-Potter-tema, er ikonisk og dernæst er musikken yderst perfekt ramt, om det så finder sted under et triumferende eller muntert øjeblik eller et mere mørk og dystet øjeblik.
Når det kommer til filmens skuespil, så har Harry Potter & De Vise Sten, siden hen fået lidt kritik for knap så godt skuespil hos børnene i filmen.
Og jo, Daniel Radcliffe (som spiller Harry Potter), Emma Watson (som spiller Hermione Granger) og Rupert Grint (som spiller Ron Weasley) vokser bestemt med rollerne for hver film, men samtidig synes jeg dog også at de fungerer fortræffeligt i forhold til det som de skal portrættere i denne film.
Fordi hver især, har rollerne det tilfælles, at de aldrig har været på Hogwarts-skolen før og derfor ikke kender så meget til den magi som dén indeholder og derfor bruger de meget af filmen, på enten at være meget begejstrede eller nysgerrige og undrende, på det som de oplever.
Og lige netop disse følelser, formår Daniel Radcliffe, Emma Watson og Rupert Grint, at portrættere til perfektion, samtidig med at deres kemi også er ret så perfekt.
Ellers synes jeg dog at det er hos de ældre skuespillere, at de helt store præstationer finder sted i den første Harry Potter-film og dette gælder særlig for Richard Harris i rollen som Dumbledore, som simpelthen udstråler så stor en hjertevarme og nærvær, så det er komplet umuligt, ikke at holde af ham.
Det samme kan bestemt også siges om Robbie Coltrane i rollen som Hagrid, som ligeså er et yderst hjertevarmt og rart individ, der perfekt fungerer som Harry Potter & hans venners guide ud på deres eventyr (eftersom Hagrid, har det med at sige ting, han ikke skulle sige).
Salige Alan Rickman, må bestemt heller ikke glemmes i rollen som professor Snape, da han allerede her, formår at skabe en meget kompleks karakter, som er ganske umulig at regne ud, da der er noget lusket over ham, skønt Snape intet tegn på ondskab viser.
Og alt i alt, står Harry Potter & De Vise Sten, på alle måder som en moderne filmklassiker og fuldkommen perfekt introduktion til Harry Potter og dens magiske univers, samtidig med, at det er en virkelig fremragende bog-filmatisering og overordnet en virkelig underholdende og spændende eventyrfilm.
