Originaltitel: Håndtering av udøde
Instruktør: Thea Hvistendahl
År: 2024.
Genre: gyser.
Biografpremiere: 16/02
Film om levende døde eller udøde mennesker (eller bare zombier), er noget som der er lavet virkelig meget af og særligt meget siden den afdøde instruktør George A. Romeo, virkelig slog genren fast med klassikeren, Night of the Living Dead, fra 1968.
I-og-med at der er lavet massevis af zombie-film, er der også lavet mange filmiske skildringer af zombier, men… Jeg vil vove og påstå, at norske Thea Hvistendahl, har fat i en meget original eller måske endda unik skildring af levende døde med filmen, Håndtering av udøde.
Denne film er baseret på en meget succesfuld roman af John Ajvide Lindqivst og selvsamme mand, har også været med til at skrive film-manuskriptet, sammen med Thea Hvistendahl.
Det som filmen handler om, ligger lidt i filmens titel, men grundlæggende handler den dog om 3 skæbner eller 3 familie, som hver især skal håndtere, at dem som de troede var døde, pludseligt vender tilbage.
Der er her tale om:
- Den ældre kvinde, Bente, hvis søster (tror jeg?), Elisabet, pludseligt midt om natten dukker op i Bentes hjem, hvor Bente så ser det som helt naturligt at tage sig af hende.
- Den hospitalsansatte kvinde, Anna, hvis søn Elias, pludseligt vender tilbage.
- Moderen Eva (gift med komikeren, David og mor til Flora & Kian), som alligevel ikke er helt død, efter en bilulykke.
Det som kan og bør siges her, er at de hver især håndtere dette chok, på vidt forskellige måder, men fælles for dem alle, forsøger de at forgribe dette på den mest naturlige måde, eller det som giver mening for dem.
Noget som i den grad bør slås fast om Håndtering av udøde, er at der i den grad er tale om en film, som ikke tager sit publikum i hånden gennem dens rejse og historie.
Her ment, at filmen ikke forklare sig selv i forhold til dens historie eller karakterer, eller har en tone, stemning eller et tempo, som er let for den gængse filmseer at håndtere.
Man kan hermed sige at Håndtering av udøde, er en film som udfordre dem der måtte vælge at se den. Er man dog klar på filmens udfordring, så synes jeg der er tale om en virkelig fremragende gyserfilm, med mere at byde på end man lige skulle tro.
Fordi, jo filmens tone og stemning er virkelig tung og dybt alvorlig og filmen er også langsom og dvælende, men samtidig kan det også siges at filmen på denne måde, drage seeren langsomt og roligt ind i dens stemning og miljø, hvilket jeg personligt ikke havde noget imod.
Dernæst kan det siges, at i forhold til forklaringen af hvordan de døde kommer tilbage til livet (på en måde), så forklares dette fænomen og denne hændelse ikke, men jeg synes dog filmen får det nogenlunde til at give mening, uden at jeg selv vil afsløre hvordan det finder sted.
I forhold til filmens uhygge og ubehag, så uden at afsløre om filmen besidder grusom og voldsom grafisk vold, så vil jeg personligt skrive, at noget af filmens ubehag, kan komme af det unaturlige der finder sted i filmen.
Her er det i øvrigt værd at nævne morfaderen til Annas søn Elias (eller Annas far). Både fordi det er ham der bringer Elias tilbage (det er op til en selv, hvad man måtte mene om denne handling), men også fordi han til at starte med, tager sig af Elias, som man ville tage sig af et helt normalt og levende barn.
Dette synes jeg var meget uroopvækkende og det samme er egentlig følelsen af at noget kan og bør gå galt i stort-set hver eneste scene med de udøde.
Om noget går galt, er op til én selv at finde ud, men jeg besad dog denne følelse hele vejen igennem her skal der virkelig lyde stor bravur til Thea Hvistendahl, for at fastholde denne følelse hele vejen igennem filmen!
I forhold til filmens skuespil, så synes jeg virkelig at alle spiller dybt fremragende, i forhold til de virkelig svære og hårde følelser som de skal gå igennem og jeg synes såmænd også at dem som portrættere de udøde, gør det vildt troværdigt!
Noget som i den grad også bør roses, er filmens lyddesign af bl.a. Nils Viken, Bent Holm og Marius Bovold. Fordi denne gyserfilm er virkelig stile og dens replikker vil jeg tro ville fylde et 1 cifret antal sider, hvilket dermed gør at lyde spiller en stor rolle. Da filmen foregår over en hed sommer og der er udøde tilstede, er der lyde af fluer i nærmest hver 2. scene, hvilket også er med til at skabe en ret urolig stemning og grundlæggende er hele filmens lyddesign, enormt stemningsskabende.
Det samme er Peter Raeburns klaver-underlægningsmusik, som bestemt sætter en grum stemning helt fast.
Kameraføringen af Pål Ulvik Rokseth, bør heller ikke gå ubemærket hen, da der virkelig er mange scener og øjeblikke som sætter sig fast på nethinden, enten på grund af en form for skønhed eller ubehag, eller sågar visse steder, begge dele!
Men, er der faktisk her tale om et regulært mesterværk?
Ikke helt, men heller ikke langt fra.
Om end, filmen lidt siger hvordan man skal håndtere de udøde, så siges det dog ikke helt præcist, hvilket jeg kun synes er til gavn for filmens kompleksitet.
Men grunden til at denne film ikke får topkarakter, skyldes ene og alene, at det ikke er alle 3 skæbnehistorier der får lige meget spilletid og her ville jeg personligt ikke have haft noget imod, hvis der var lidt mere fokus på moderen Evas genkomst.
Men, når dette så også er skrevet, så synes jeg virkelig at Thea Hvistendahl, har skabt en virkelig fremragende, rørende, hjerteknusende, skræmmende, dybt ubehagelig og ja endda, tankevækkende gyserfilm, som kan give én, en virkelig stor oplevelse hvis man er forberedt og har nok tålmodighed til det.
