Instruktør: Sebastian Meise
År: 2021
Genre: Drama
Set i Øst For Paradis
Tysk film bliver ved med at imponere og forny sig selv. Efter 00’erne, hvor de gik deres sejrsgang med De Andres Liv, Forfalskerne, Det Hvide Bånd, Gegen De Wand og (for mig) hovedværket, Der Untergang, så har de bare bygget på og bygget på. Der kommer den ene fremragende film efter den anden fra vores nabo mod syd.
En del hænger sammen med, at de virkelig lægger sig i selen, og får både tid og tilstrækkeligt stort budget til at kunne føre visionerne ud i livet. Ja og så er der nogle hamrende dygtige filmskabere og skuespillere i Tyskland. Denne films hovedrolleindehaver hører til iblandt de allerbedste.
Ham kommer vi til.
“Jeg elskede ham”
Filmen springer i tid, men skal man samle det helt kronologisk, så starter filmen lige efter krigens afslutning i 1945.
Hans Hoffmann, en KZ-lejrfange, der over en periode på knap tredive år, fængsles af flere omgange pga. Paragraf 175: Afvigende seksuel adfærd. Han er homoseksuel, hvilket taksteres til længere fængselsophold.
Han møder fangen Viktor, en dømt morder og – iøvrigt – “homohader”, og indleder over tid et nært venskab med ham.
Det starter ikke nemt for de to, men de kommer frem til en form for forståelse for hinandens situation. Noget der vinder dem uløseligt sammen.
Hovedrolleindehaver, Franz Rogowski har et imponerende register at spille på. Hans ansigt gemmer på en melankoli, og en sårbarhed, der giver Hans den ægte bitre tristhed.
Jeg føler virkelig med manden, og synes generelt alt i hans tilværelse er dybt urimeligt. Han bliver ikke budt mange chancer for at finde glæde og lykke i livet.
Modsat er han også så stålsat på at leve sit liv på præcis sin egen måde, så han er ikke en der bare tager passivt imod. Han gør det han lyster, og tager konsekvenserne med oprejst pande.
Viktor spilles af den altid yderst seværdige George Friedrich.
Han gemmer på en vildskab, der et par gange får frit løb. Han er drevet af et raseri, og afskyr bl.a. homoseksuelle. De er for helvede ikke ordentlige mennesker, mener han.
Han rammer sin karakters håbløse situation fuldstændig sublimt. Hans frihed har lange udsigter, hvilket gør at han ikke ved om han bare skal acceptere at leve resten af livet bag murene, eller håbe på at komme ud…
Han er den helt perfekte modspiller til Franz Rogowski.
Telefonboksen møder bønnestagen, og noget unikt opstår.
Slutscenen har vi set før, men med et andet facit. Vi har set mennesket forsøge at finde tilbage til det velkendte.
Aldrig har det dog været flottere og mere dragende fortalt end her.
Historien om Hans Hoffmann og hans forhold til Viktor er en af de smukkeste film jeg har set meget længe.
Vi runder af
Große Freiheit giver andre såkaldte fængselsfilm baghjul. Shawshank Redemption, Green Mile og American History er ren popcornsunderholdning ift. denne film. Her er vi i stedet i samme liga som mesterværkerne R, Profeten og Hunger
Filmen brænder igennem med en udtalt ømhed og realisme, der flere gange tog pusten fra mig. Midt i det rå og brutale betonhelvede, spirer håbet og kærligheden.
Det gror de mest mærkværdige og ufremkommelige steder, og det viser, at du ikke kan stække følelser.
