Grease

Nicolai Kristiansen

Nicolai Kristiansen

Originaltitel: Grease
Instruktør: Randal Kleiser
År: 1978
Genre: Musical

Kan streames på: Netflix

Når det kommer til film-musicals, så er det meget få, som er lige så højt elsket og som er så langtidsholdbar som Randal Kleiser’s filmatisering af Grease.

Filmen var den bedst sælgende, året hvor den kom ud og kan fortsat trække mange folk til, når den sommetider kommer op på et stort lærred

Dette er der skam også en virkelig god grund til.

Fordi, Grease, er nemlig noget af det mest harmløse der eksisterer.

Ganske vist handler filmen bl.a. om 2 rebelske ungdomsgrupper ”Pink-ladies & T-Birds”, som er rappe i replikken og muligvis ikke er mønsterelever på Rydall-High-School.

Men det smukke ved lige netop Grease, er at den hele vejen igennem, holder en optimistisk og munter tone og skulle nogle lige pludselig komme i dårligt humør eller blive uvenner, så kan det altid reddes med en sang, hvilket mere eller mindre er det der sker i Grease.

Samtidig med dette, jamen så er alle karaktererne, virkelig nemme at lære at holde af, fordi de simpelthen spilles med en fuldkommen uimodståelig charme og virkelig pragtfuld energi af deres skuespillere.

Der er selvfølgelig John Travolta (som på dette tidspunkt var helt frisk fra Saturday Night Fever), i rollen som Danny Zuko, den rebelske og smarte leder af T-Birds, som hurtigt kommer i tvivl om hans image, da han opdager at hans store sommerkærlighed, Sandy Olsson (spillet af australske Olivia-Newton-John), starter på samme skole som ham.

John Travolta stråler fra start til slut via hans enorme karisma (godt hjulpet på vej af hans altid perfekte fedtede frisure) og Olivia Newton John, er på alle måder godheden selv, hvilket både gør hende nem at holde af og dernæst Danny & Sandys romance, ret så troværdig.

Men udover dem, så er der også Stockard Channing som den rebelske og seje (men dog samtidig ret følsomme) Rizzo ”lederen af Pink-Ladies”, Didi Chon som Frenchy (der overvejer at starte på kosmetik-skole) og Eva Arden som rektoren McGee og Dody Goodman som rektorens sekretær Blanche, som bidrager til mange komiske situationer.

Alle hver og en, og egentlig lige meget hvor stor en rolle, én skuespiller/skuespillerinde måtte have i filmen, er de alle sammen mindeværdige og nogle som på alle måder giver en glædelig gensynsværdi, når man sommetider komme i humør til at gense filmen.

Udover det, er Grease, også en af de ultimative film, når det kommer til skildringer af 50’erne (eller i filmens tilfælde, slut-50’erne, da den foregår i 1958).

Alt hvad man måtte kendetegne ved 50’erne (uanset om man var/er gammel nok til at have oplevet dem), er nemlig til stede.

Der er det smarte hår, det smarte tøj, milkshakes og burgerbarer, drive-in-biografer og naturligvis rock’n’roll-musikken, der stadigvæk var et nyt og lettere rebelsk fænomen på det tidspunkt, hvor filmen foregår.

Udover det, så er filmens absolutte trækplaster, naturligvis dens musik og her står særligt Grease, som en af de mest legendariske musicals nogensinde, når det kommer til genkendelige sange som er lette at synge med på.

Selve filmens soundtrack var det 2. bedst sælgende album i USA, året hvor den udkom og den blev vitterligt kun overgået af soundtracket til en anden John Travolta-film, som så var Saturday Night Fever.

En særlig grund til at sange såsom Summer Nights, Greased Lightning og You’re The One That I Want, virkelig også holder perfekt i filmen, er (udover deres melodier og tekster) i det hele taget fordi, at de skuespillere som synger dem (udover Olivia Newton John, som i forvejen havde en professionel musikkarriere), virkelig synger fremragende og troværdigt, hvilket på alle måder er en stor genistreg.

Men, er der virkelig ikke nogen fingre at sætte på Grease eller er det et decideret perfekt filmisk mesterværk?

Man kan måske sige, at der ikke er nær så meget spil i filmens historie, som der fx er i John Travoltas 2. store sen-70’er-klassiker Saturday Night Fever, hvor karaktererne også er en kende mere komplekse, end i Grease, hvor de fleste problemer (som nævnt), enten bliver løst af en sang eller løser sig selv hen ad vejen.

Men på den anden side, så er dette dog også noget af det bedste ved Grease.

Lige netop det som den gør (hvis man er modtagelig over for den), er lige netop at gøre én i godt humør og føle at alt er ganske ok i de 110 minutter som filmen varer, og dét er der altid brug for i livet.

Og selvom man måske kan diskutere om filmen fastholder det hele vejen igennem (i forhold når sangen ”You’re The One That I Want” indtræffer), så har den faktisk også et ret godt budskab, om altid at stå ved den man er og dernæst altid at kæmpe for kærligheden, når den er værd at kæmpe for (hvilket den i den grad er i Grease).

Og ja, alt i alt, er Grease fortsat en af de største Hollywood-klassikere fra de sidste 43 år, en af de bedste film-musicals nogensinde og slet og ret en film som man straks får lyst til at gense, så snart man er faldet for den uimodståelige magi.

Og når det kommer til ren Feel-Good, så er Grease en af de største mesterværker af sin slags!

Grease får 6/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!