Grave Of The Fireflies

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: Hotaru No Haka (Grave Of The Fireflies)
Instruktør: Isao Takahata
År: 1988
Genre: Animation/krig
Filmen kan ses på SF Anytime

Grave Of The Fireflies er noget helt særligt for mig.
Den er filmen, der en gang for alle viste mig, at animationsfilm ikke kun er for børn.
Det er også en af de få film, der kan give mig tårer i øjnene – hver eneste gang.

“September 21, 1945… that was the night I died.”

Filmen fortælles ud fra to børns perspektiv, og det giver den et lettere barnligt og naivt præg – ligesom det skal være.
De prøver at overleve i det krigshærgede Japan i 1945, men forståelsen for krig og død er svær. Det er en abstrakt størrelse for en 14 årig dreng og hans lillesøster på 4.
Storebror forstår alvoren, men skal samtidig prøve at skjule sandheden for sin lillesøster…
Det er en nærmest umulig opgave for drengen, men han er virkelig mentalt stærk, og har ligeledes et stærkt bånd og en ubrydelig kærlighed til sin søster.
Dette er med til at holde dem “oven vande” for en stund…
Voksne mennesker er reduceret til statister i fortællingen.

Faderen er forsvundet i krigen, og moren er dødeligt såret af et amerikansk brandbombeangreb.
Deres tante viser sig som et egoistisk og usympatisk menneske, der ser børnene som en byrde, der helst må forsvinde.
De voksne er sig selv nærmest, og børnene viser hinanden ubetinget kærlighed – de kan kun regne med hinanden. Krig er noget fanden har skabt, og børnene er de helt store tabere – altid!

I og med vi ser det hele fra børnenes øjne, så er handlingen også fokuseret på deres indbyrdes forhold. Det er med til at give filmen et andet perspektiv end andre krigsfilm.
Det er et gudesmukt portræt af to børn, der forsøger at overleve i de voksnes verden, under noget så sygt og forskruet som en krig.

Håndværket kan man ikke sætte en finger på, det er upåklageligt.
Tegningerne, manus, handling, spændingskurve, you name it, det er fuldstændig fabelagtigt!!

Det er kort og godt en af de fem bedste film nogensinde – i min bog.

“Why do fireflies have to die so soon?”

Jeg græder sjældent til film, men her må jeg kapitulere betingelsesløst, og bare give los.

Isao Takahata har skabt den mest rørende film du kan forestille dig.

Smæk den på, og forvent en film, der gør lidt ekstra.

Forvent en film, der på én gang gør ondt, betager, og sætter følelsesregistret på prøve.

Kulturjournalist på Politiken, Michael Bo sagde ret præcist dette om filmen:

“Jeg har tit vist Grave Of The Fireflies til folk der tror de er upåvirkelige overfor animation.”

Grave Of The Fireflies er et mesterværk, og har som sagt, selvfølgelig en plads på min top 10 over alletiders bedste film!

Grave Of The Fireflies får 6/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.