Originaltitel: Hotaru No Haka (Grave Of The Fireflies)
Instruktør: Isao Takahata
År: 1988
Genre: Animation/krig
Filmen kan ses på SF Anytime
Grave Of The Fireflies er noget helt særligt for mig.
Den er filmen, der en gang for alle viste mig, at animationsfilm ikke kun er for børn.
Det er også en af de få film, der kan give mig tårer i øjnene – hver eneste gang.
“September 21, 1945… that was the night I died.”
Filmen fortælles ud fra to børns perspektiv, og det giver den et lettere barnligt og naivt præg – ligesom det skal være.
De prøver at overleve i det krigshærgede Japan i 1945, men forståelsen for krig og død er svær. Det er en abstrakt størrelse for en 14 årig dreng og hans lillesøster på 4.
Storebror forstår alvoren, men skal samtidig prøve at skjule sandheden for sin lillesøster…
Det er en nærmest umulig opgave for drengen, men han er virkelig mentalt stærk, og har ligeledes et stærkt bånd og en ubrydelig kærlighed til sin søster.
Dette er med til at holde dem “oven vande” for en stund…
Voksne mennesker er reduceret til statister i fortællingen.
Faderen er forsvundet i krigen, og moren er dødeligt såret af et amerikansk brandbombeangreb.
Deres tante viser sig som et egoistisk og usympatisk menneske, der ser børnene som en byrde, der helst må forsvinde.
De voksne er sig selv nærmest, og børnene viser hinanden ubetinget kærlighed – de kan kun regne med hinanden. Krig er noget fanden har skabt, og børnene er de helt store tabere – altid!
I og med vi ser det hele fra børnenes øjne, så er handlingen også fokuseret på deres indbyrdes forhold. Det er med til at give filmen et andet perspektiv end andre krigsfilm.
Det er et gudesmukt portræt af to børn, der forsøger at overleve i de voksnes verden, under noget så sygt og forskruet som en krig.
Håndværket kan man ikke sætte en finger på, det er upåklageligt.
Tegningerne, manus, handling, spændingskurve, you name it, det er fuldstændig fabelagtigt!!
Det er kort og godt en af de fem bedste film nogensinde – i min bog.
“Why do fireflies have to die so soon?”
Jeg græder sjældent til film, men her må jeg kapitulere betingelsesløst, og bare give los.
Isao Takahata har skabt den mest rørende film du kan forestille dig.
Smæk den på, og forvent en film, der gør lidt ekstra.
Forvent en film, der på én gang gør ondt, betager, og sætter følelsesregistret på prøve.
Kulturjournalist på Politiken, Michael Bo sagde ret præcist dette om filmen:
“Jeg har tit vist Grave Of The Fireflies til folk der tror de er upåvirkelige overfor animation.”
Grave Of The Fireflies er et mesterværk, og har som sagt, selvfølgelig en plads på min top 10 over alletiders bedste film!
