Godzilla 2: King Of The Monsters

René

René

Originaltitel: Godzilla: King Of The Monsters. Instruktør: Michael Dougherty. År: 2019. Genre: Action. Kan streames på Blockbuster.

Det er svært at anmelde denne film.

Jeg ved ærligt talt ikke hvordan jeg skal komme ordentlig i gang. Hvordan jeg skal forklare hvad jeg lige har set. Og hvad jeg egentlig synes om det.

Jeg har lige set den 2. Godzilla-film: King Of The Monsters. En monsterfilm, om monster-øglen, som efter 5 år (efter den første film, Godzilla, fra 2014), rejser sig fra det ukendte og vender tilbage med mere død og ødelæggelse.

Det er simpelthen én af de slag film som gerne vil være mere end den egentlig er. Den vil både være en løftet pegefinger, om hvordan vi behandler kloden, et medrivende drama om familie, en film om at miste, og samtidig også en sjov og underholdende actionsmadderfilm.

Instruktør Michael Dougherty har store ambitioner og vil en helt masse med hans film.

Problemet er bare at Godzilla 2 er endt som en skizofren øgle som både er fisk eller fugl.

Giver det mening?

Nej, men det er ok hvis du slet ikke er med. Det er jeg egentlig heller ikke efter at have set filmen.

Men filmen handler nok vidst om et par, Emma og Mark Russell, som sørger efter de har mistet deres søn i Godzilla-angrebet 5 år tidligere. De er nu gået fra hinanden og deres datter, Millie, er ved morens side.

Det skilte par har åbenbart udviklet en ny teknologi, som kan kommunikere med de store, overnaturlige væsener . Jo, for der er nemlig RIGTIGT mange af dem, udover Godzilla, med i denne film. Og de mødes for at slås og for at vise hvem der har føretrøjen på.

Filmen har en decideret skurk, faktisk en værre økoskurk, som gerne ser at de store væsener overtager verdensherredømmet. Denne såkaldte økoskurk er ingen ringere end skuespilleren Charles Dance, som spillede den ubehagelige Tywin Lannister i Game Of Thrones. Han er desværre mere en økoprut i vinden. Han dukker op, larmer lidt og så forsvinder han pludselig igen.

Store navne som Ken Watanabe, Sally Hawkins og Thomas Middleditch er vidst også med, som en del af organisationen Monarch, som åbenbart prøver at beskytte de “stakkels” gigant væsener, som bl.a. kan spy ild, kaste rundt med bygninger og massakrere og totalødelægge byer til ruiner.

Vera Farmiga, Kyle Chandler og Milly Bobby Brown er de dygtige skuespillere bag den splittede familie. De agerer som kernen i centrum som vi, publikum, burde sympatisere med.

Godzilla 2’s spillelængde på 2 timer og 11 minutter er alt for lang og man ender med at kede sig undervejs. Det kunne tilgives, hvis filmens humor bare sad lige i skabet. Det gør den bare slet ikke.

Det er miserable forsøg på at lette den gravalvorlige stemning. F.eks. med platte svar tilbage på hvorfor man har sagt noget klogt: I read it in at fortune cookie, og forbløffelsen over Godzilla: Oh my god…. zillla.

Sidstnævnte er bare dumt. Ikke spor sjovt. Bare rigtig dumt.

Filmens ekstremt mange karakterer, virker som skabelonfigurer og man sidder faktisk og hepper på Godzilla og co. om de ikke bare kan gøre som hippe-terroristerne ønsker: total udryddelse af menneskeheden.

Det der trækker gevaldigt op i sidste ende, når der ikke er for tåget, regnvejr eller når der er en snesnorm (vi kan som publikum ikke se hvad fa’en der foregår!), er de vilde monster-slagsmål i filmen. For man kan sige meget (negativt) om Hollywood og deres masseproduktioner i stride strømme. Men for silvan, hvor kan de levere actionscener, så man måber og er ved at trække vejret.

Men helt ærligt, så er filmen stadig, rent objektivt set, ikke meget mere værd end dette:

2 ud af 6 hamre: 🔨🔨

Den er simpelthen for langtrukken, dum, overfladisk og minus sjov.

Men set fra en lidt anden side, nede fra biografsædet af, hvor popcornene fjøj til alle sider, når de vilde og voldsomme gigant væsener, tonede frem på skærmen til monster-smadder-slåskamp, så er filmen altså et lille hak bedre. Den lille, entusiastiske dreng, som stadig er en del af denne anmelder og som stadig godt kan imponeres, har følgende karakter til filmen:

3 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.