Originaltitel: Frankenstein
Instruktør: Guillermo del Toro
År: 2025
Genre: Fantasy, drama
Kan streames på Netflix
Jeg gik ind til Guillermo del Toros Frankenstein med en blanding af skepsis og håb. Historien om den vanvittige videnskabsmand og hans skabning er blevet fortalt utallige gange før, men her lykkes det faktisk at puste nyt liv i den gamle myte. Filmen er ikke perfekt – den romantiserer til tider både skaberen og hans skabning – men den er underholdende fra første til sidste scene. Den balancerer mellem det groteske og det poetiske, og ender med at blive en af de mest følelsesmæssigt engagerende genfortællinger af Mary Shelleys klassiker i mange år.
Det er en film, der både underholder og får én til at tænke. En gotisk fabel om ansvar, sorg og skabelse – fortalt med energi, følelse og billedmagi.
Allerede i filmens første akt bliver man fanget af et visuelt crescendo, der næsten føles som et maleri i bevægelse. Scenen på den tilfrosne sø, hvor Lars Mikkelsen og Nicolai Lie Kaas indleder fortællingen i rollen som arktiske ekspeditionsfolk, er isnende smuk. Sneen virvler som aske, kameraet glider hen over isen, og Dan Laustsens linse formår at indfange både det rå og det drømmeagtige i ét og samme billede. Det føles næsten som en prolog til en tragedie – og samtidig som et af de smukkeste øjeblikke i hele filmen.
Senere, da monstret vækkes til live, viser filmen igen sit format. Her undgår del Toro heldigvis den klichéfyldte “It’s alive!”-scene og går i stedet efter et stille, urovækkende øjeblik. Kameraet cirkler omkring kroppen, lyset blinker fra elektriske gnister, og man mærker næsten pulsen slå i takt med maskinernes rytme. Musikken dæmpes, og man ser skaberen stirre – ikke med triumf, men med frygt. Det er isnende, elegant og tragisk på én gang.
Frankenstein er fortalt med det, man kunne kalde del Toros signatur: en blanding af gotisk eventyr, følelsesdrama og monstrøs skønhed. Oscar Isaac giver Victor Frankenstein både menneskelighed og besættelse, mens Jacob Elordi som skabningen spiller med en stille styrke og smerte, der gør figuren til filmens egentlige hjerte.
Som i mange af del Toros værker er filmen gennemsyret af hans dybe fascination af outsidere, misfits og misforståede monstre – væsener, som spejler menneskets skrøbelighed snarere end dets ondskab. I Frankenstein bliver det temaet, der binder det hele sammen: Hvem er egentlig monstret, og hvem tør se sig selv i det?
Filmen er stor i følelsen – måske for stor nogle steder – men det fungerer. Den tør tage sin tid, og selv når dialogen bliver lidt højstemt, føles det ægte, fordi billederne bærer følelsen hjem.
Afrunding
Frankenstein på Netflix er en film, der både overrasker og betager. Den er storslået, melankolsk, og på sine bedste tidspunkter fuldkommen hypnotisk. Selvom den til tider romantiserer sit udgangspunkt, bliver den reddet af fremragende skuespil og Laustsens eminente billedsprog. Resultatet er et gotisk eventyr, der føles både gammelt og nyt – både koldt og levende.
En visuelt forførende og emotionelt dragende genfortolkning af en gammel klassiker – og en påmindelse om, at skønhed og gru ofte går hånd i hånd.
Frankenstein får 4/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨
