Originaltitel: En Fanfare
Instruktør: Emmanuel Courcol
År: 2024
Genre: Drama.
Biografpremiere: 22/05
Hvad sker der, når man pludselig møder en bror, man ikke anede at man havde?
Der sker ret meget kan jeg godt skrive, på baggrund af at have set Emmanuel Courcols film, En Fanfare (eller, For fuld musik).
Denne film har en meget fyldig historie, men lad mig prøve at forklare lidt af den.
Thibaut er en verdensberømt dirigent, der i filmens første scene er i gang med at dirigere et symfoniorkester.
Pludseligt falder Thibaut så om, og det viser sig at grunden er kræft. Thibaut skal bruge en ny knoglemarv og han spørger sin søster om hendes matcher. Men, her viser det sig så at Thibauts søster slet ikke er hans søster og at Thibaut hele tiden har været et adaptivbarn, uden at han anede noget om det.
Thibaut, finder dog hurtigt frem til sin rette bror, som så hedder Jimmy.
Noget tid efter, Jimmy har foræret sin knoglemav til Thibaut, opsøger Thibaut ham igen og opdager, at Jimmy spiller trombone i et marchorkester.
Dette skal så vise sig at blive starten på både et venskab og en ny start på det broderskab mellem Thibaut og Jimmy.
Udover at Emmanuel Courcol har instrueret, har han ligeledes været med til at skrive manuskriptet sammen med Iréne Muscari.
Jeg vil skrive, at filmen ren tone og stemningsmæssigt, for mig, er noget ganske særligt.
Dette synes jeg allerede vises helt i starten af filmen, hvor Thibaut ganske vist er meget syg, men alligevel ikke er vildt påvirket af det, rent humørmæssigt, udover chokket over at opdage at han har en bror, han aldrig har hørt om.
Det kan her også skrives at, For fuld musik, overordnet er det der kaldes for en feel-good-film, som oveordnet kendetegner overvejende muntre film som man kommer i godt humør af.
Men, ligesom at yin ikke kan fungere uden yang, så en feel-good-film, heller ikke ramme helt rent hos mig, hvis der ikke er noget underliggende alvor bag de muntre stunder. Her levere For fuld musik, dog til gengæld, virkelig meget.
Som skrevet, så finder Thibaut og Jimmy, en fællesinteresse i musikken og dette synes jeg særligt vises i en smuk scene, hvor Jimmy spiller et stykke jazzmusik (ved navn, I Remember Clifford), hvorefter Jimmy så mere eller mindre fortæller, at han har absolut gehør.
Men det der dog samtidig er med Jimmy, er at han udover at spille med et marchorkester, som består af minearbejdere, også arbejder i en kantine på en skole og har ligeledes en 13 årig datter, han sjældent ser.
Samtidig så mister Jimmys marchorkester, pludseligt sin dirigent og da det ikke er alle i orkestret der er lige stærke musikalske, så starter dette pludselig problemer, som Thibaut, måske kan hjælpe med?
For bare lige at melde det helt klart ud, så synes jeg virkelig der var tale om en ret så fantastisk og meget helstøbt film!
Dette er ikke kun på grund af hvor afbalanceret den er, rent følelsesmæssigt, men nærmest også hvordan filmen, rent opbygningsmæssigt, faktisk godt kunne minde lidt om en symfoni.
Den starter helt op i det høje, med åbningsscenens drama, for så derefter at bevæge sig i bølger, indtil den helt store triumf så kommer til sidst, uden at afsløre noget som helst.
Noget andet jeg virkelig også må rose, er filmens skuespil.
Helt oveordnet er der ingen karakter i filmen, som jeg ikke holdt af at være i selskab med, men oveordnet er det dog de 2 hovedroller, som er de helt store stjerner.
Benjamin Lavernhe er perfekt i rollen som Thibaut, fordi han både er perfekt til at portrættere en dybt passioneret dirigent og ligeledes en mand, der nærmest får en ny livsgnist i mødet med Jimmy og ligeledes marchorkestret.
Pierre Lottin, er ligeledes perfekt i rollen som Jimmy og særligt også fordi, Jimmy ligeledes selv får mere mod til at give sig i kast med musikken, efter mødet med Thibaut og denne voksende passion er bestemt også dybt rørende at være vidne til.
Dernæst, så må jeg også skrive at Benjamin Lavernhe og Pierre Lottin, virkelig har en ekstremt perfekt kemi sammen og vitterligt virker som brødre, hvilket blot gør deres skuespil endnu bedre.
Jeg må virkelig også nævne noget om lyddesignet af bl.a. Niels Barletta og Pascal Armant.
Fordi, det musik man hører i filmen er primært klassisk musik og langt størstedelen af det, er ligeledes musik der bliver spillet live i filmen.
Uanset om det er minearbejder-marchorkestret eller et mere professionelt symfonisk orkester, så må jeg dog skrive at jeg hidtil i år, ikke har hørt bedre musik i nogen film, end i denne og dette er særligt takket være den kraft som lyddesignet giver musikken!
Og helt oveordnet, så er der slet og ret tale om en kæmpe filmisk triumf!
Den er virkelig morsom, på den særlige måde, hvor man griner sammen med karaktererne. Den er ligeledes super rørende, hjerteskærende og (som skrevet tidligere), dybt opmuntrende, opløftende og super underholdende.
Samtidig med at filmens historie oprigtigt virker konstrueret som en smuk symfoni, hvilket er kæmpe ros til Emmanuel Courcol!
Så ja, For fuld musik, er en af årets allerbedste film og en film som virkelig kan anbefales, hvis man blot har lyst til at få løftet humøret.
