Instruktør: Gints Zibalodis
År: 2024
Genre: animationsfilm.
Biografpremiere: 27/02
Når nøden er størst og håbet er mindst, er det vigtigste sted man bør være, blandt andre.
Det føler jeg lidt er noget af budskabet i Gints Zibalodis’ animationsfilm, Flow.
For mig, en af de mest særlige film jeg længe, af nogen art faktisk.
Hvad den handler om, er faktisk mere end hvad man lige skulle tro, men dens grundlæggende præmis kan forklares kort.
En udefinerbar version af vor verden (eller en underfinerbar fremtidig version af vor verden), rammes pludselig og uden varsel af en oversvømmelse.
En sort kat, er alene, men da den pludselig (efter at have kravlet så højt som muligt på en statue) føler sig helt håbløs, ser den pludselig en båd i det fjerne, med en kapivar i (et flodsvin). Dén formår at acceptere kattens tilstedeværelse på sekundet og løbende kommer en lemur, sekretærfugl og en labrador, også med på båden.
Ud fra dette korte referat, er det forholdsvist nemt at tænke, at dette er en film om overlevelse i en virkelig farlig situation. Det er det såmænd også, men Flow, er også så meget mere.
For det første, er det en animationsfilm der udelukkende (i hvert fald animationen), er lavet på et gratis program der hedder, Blender. Selve idéen til filmen udsprang af en kortfilm som instruktøren, Gints Zibalodis lavede i 2012 (ved navn, Aqua), hvor det konkrete arbejde på Flow, så startede i 2019 og varede i 5½ år.
Nu er filmproduktionen jo en hård og lang proces, helt generelt, men 5½ år, er bestemt også lang tid.
Dernæst, så indeholder filmen, ingen sagte ord (til forskel for mangt en Disney-film, med dyr) og endda med de reelle lyde fra dyrene i filmene, som så er optaget i en zoologisk have (med undtagelse af katten og hundene)
Dette er med til at gøre filmen realistisk og lige netop realismen, vil jeg virkelig gerne knytte nogle ord til.
Fordi, i starten af filmen, får filmens sorte kat (som er hovedkarakteren/hovedyret, der følges), der har fået fat på en fisk. Dette ser en flok hunde også, som så sætter i jagt efter katten.
Dette bliver hundene ved med (selv da katten smider fisken), indtil de så pludselig bliver jagtet af nogle hjorte, på baggrund af den voksende oversvømmelse.
En labrador, kommer dog væk fra dens flok og møder så katten igen, udelukkende med intentionen om at følge den og danne et venskab. Katten er dog straks afvisende, men dette stopper dog ikke labradoren for at følge efter den.
Det jeg vil fortælle med denne opsummering af noget af starten af filmen, er lige netop at de dyr der følges i Flow, opføre sig som de dyr de er i virkeligheden.
Og dette er skam helt uafhængigt af hvilken situation de møder i filmen, så er katten en kat, labradoren er en labrador osv.
Men samtidig, så er der også en ekstrem stor kompleksitet i Flow.
Fordi, dyrene er truet, stort-set hele filmen igennem og er i en ekstrem håbløs situation, på baggrund af den enorme oversvømmelse. Da dyrene så begynder at hjælpe hinanden og være der for hinanden, så dannes der så først et venskab der så udvikler sig til et fællesskab, da de ikke har andre end hinanden.
Og selv hvis dyrene kommer bort fra hinanden, så søger de straks tilbage mod og til hinanden.
Dette er og var ekstremt rørende at være vidne til og vildt menneskeligt, men samtidig også vildt tro mod dyrene og deres måde at leve på.
For lige at vende tilbage til filmens lyd, så er den ekstrem detaljerig, ikke blot i dens dyrelyde, men i naturlydene, lyden af vandet og alt muligt tænkeligt andet i filmen. Dermed skrevet, så er Flow, også et lydmæssigt mesterværk, takket være Gurwal Coïc-Gallas (som har stået for lyddesignet).
Filmens underlægningsmusik af Gints Zibalodis & Richards Zaļupe, er også dybt bevægende og virkelig rigt på atmosfære.
For lige at knytte flere ord til filmens realisme, så vover Flow også at være ret barsk til tider.
Her ikke blot i forhold til hvordan nogle af filmens dyr opfører sig, men så sandelig fordi filmen tager oversvømmelsen, dybt alvorligt. Dette synes jeg virkelig gav filmen en hel del nerve og for mig ligeledes gjorde den, på nogle punkter, ret modig i forhold til at den egentlig er egnet for børn.
Jeg vil her dog skrive, at på baggrund af filmens realisme, vil jeg måske skrive at det ikke er en film for de yngste, da den godt tør at gå mørke steder hen.
Ellers, jamen så har jeg intet kritisk overhovedet at skrive om Flow.
Det er ikke bare et kæmpe mesterværk af en animationsfilm, men et kæmpe mesterværk af en film, helt generelt. I forhold til hvordan klimaet har været inden for de seneste år, er den ligeledes skræmmende aktuel.
Og helt overordnet er den, rørende, spændende, intens og lige dele hjerteknusende og hjertevarm.
Jeg vil også skrive, at denne anmeldelse bliver skrevet før årets Oscar-show, hvor Flow er nomineret for bedste animationsfilm og bedste udenlandske film.
Skulle dén (natten til mandag), vinde bare en enkelt af disse 2 priser, ville det være helt vildt velfortjent!
