Guddommelige billeder og musik, blændende skuespil og det ene realistiske og klaustrofobiske øjeblik afløser det andet. Neil Armstrong-filmen er alle pengene værd.
First Man havde biografpremiere d. 25. november 2018
“I’ve failed over and over and over again in my life and that is why I succeed”
Citatet kommer fra ingen andre end basketball-legenden Michael Jordan.
Uden fejl, ingen succes. Præcist det samme tænkte jeg efter at have set Damien Chazelles “First Man” om månelandingen i 69′.
Men den handler om så meget andet end det. Faktisk fylder det ikke det helt store i filmen. Altså månelandingen. Det gør til gengæld den hårde vej dertil, fyldt med (dødelige) fejl og gentagelser indtil det en skønne dag lykkedes.
Med Niel Armstrongs gyldne citat, “one small step for man, one giant leap for mankind” skrev amerikanerne sig ind i verdenshistorien: de havde som de første sat sine fødder på månen. Den 21 juli 1969 blev dagen som gik over i historiebøgerne.
Instruktør Damien Chazelle, som slog vildt og voldsomt igennem med perlen “Whiplash” i 2014 og senere med Oscar-darlingen “La La Land” i 2016, er tilbage med en film som er interesseret i at finde mennesket bag myten (Armstrong).
For uanset om Neil Armstrong den dag i dag bliver anset som en vaskeægte american hero, så havde han sine udfordringer, ligesom alle andre mennesker, i livet. Ryan Gosling spiller den legendariske astronaut og er med til at give ham kant, skrøbelighed og det altafgørende: menneskelighed.
Han er en tynget mand der på hjemmefronten skal passe på sin familie, mens presset fra arbejdspladen, NASA, stiger. Hans kone (Clarie Foy i en oscarværdig præstation) bliver langsomt mere og mere frustreret over at se hendes mand distancere sig over for familien. Nu står de tilbage med to sønner som ikke ved om deres far kommer hjem igen efter at skulle på rumrejse.
Udover at være et glimrende karakterstudie, er “First Man” samtidig også en spændingsfilm uden lige. Chazelle beviste med “Whiplash” at han kunne skabe en sindsoprivende og nervepirrende spændende film ud af et simpelt drama om en trommeslagers vej til succes. På magisk vis får han kombineret dramaet om den indadvendte, mutte træmand, Armstrong og hans frustationer over tabet af hans datter og adrenalinpumpende scener i de forskellige rumskibe som Armstrong bliver sendt afsted i.
Billed og lyd-siden matcher hinanden guddommeligt og det ene realistiske og klaustrofobiske føles-som-jeg-er-der-øjeblik afløser det andet. Det føles så realistisk som var det en dokumentarfilm man iagttog og få gange undervejs i filmen holdt undertegnede vejret af bare spænding.
Få gange føles filmen som et perfekt mix mellem “Gravity”, “2001: A Space Odyssey” og “Apollo 13”. Men “First Man” er alligevel helt sin egen.
Donald Trumps har været ude og kritisere filmen, da man ikke ser astronauterne Neil Armstrong og hans second commander, Buzz Aldrin, plante det amerikanske flag på månen. At den tegneseriefigur af en klaphats præsident vil snyde sig selv for en oplevelse af de helt store, hvor det patriotiske pladder ikke er i centrum, men i stedet den menneskelige kamp, må være hans problem.
For “First Man” er en hyldest til at opnå sine mål, bryde grænser og opfylde sine drømme i livet.
