Instruktør: Zach Lipovsky og Adam B. Stein
År: 2025
Genre: Gyser.
Biografpremiere: 15/05
Døden er en af de færreste ting i livet, som er helt uundgåelige, men.. Kan døden vise sig som værende en fjende og noget man prøver at undgå?
Dette føler jeg er nogle af tematikkerne og spørgsmålene i filmen, Final Destination: Bloodlines.
Denne films historie, kan fortælles forholdsvist kort.
Den unge pige, Stefani har gennem 2 måneder, haft gentagende mareridt, om et familiemedlem, som er sammen med sin kæreste på en restaurant som er i et stort udkigstårn, ved navn, Sky View, hvor daten ender med at gå helt grueligt galt.
Stefanis mareridt, er så konstant at hun føler sig nødsaget til at forlade college, og rejse hjem til sin familie, for at opsøge dette familiemedlem og prøve at på en forklaring på, hvad mening er bag dette mareridt.
Meningen bag dette, viser sig at være en ekstrem grum forbandelse, som så sætter gang i en masse vildt grusomme ting.
Jeg vil lige fra start at skrive, at Final Destination: Bloodlines, er en del af en filmserie, ved navn, Final Destionation, hvor denne så er den 6. film i rækken og ligeledes den første film af denne slags i 14 år, hvor den første udkom i 2000 (hvilket også gør denne til lidt af en jubilæumsfilm).
Jeg vil ligeledes skrive, at jeg ikke var forberedt på at se denne film, da jeg så den til en såkaldt premiere-suprise-visning, hvor en helt ny film (som så var denne), blev vist ved en forpremiere, uden nogen annoncering på forhånd.
Ligeledes, er dette også dén første Final Destination-film, jeg hidtil har set. Dog vil jeg samtidig skrive, at det bestemt var muligt at følge med i den, da filmseriens egentlig spilleregler (eller hvad jeg tro er filmens spilleregler), umiddelbart blev forklaret i filmen.
Jeg vil også skrive at denne film er instrueret af Zach Lipovsky og Adam B. Stein og at, Guy Busick, Lori Evans Taylor og Jon Watts, har været med til at forfatte filmens historie og oveordnede historie.
Fælles for alle disse 5 navne, er dog at de aldrig har været arbejdet med en Final Destionation-film før, så jeg vil dermed tro at de kan give filmserien et friskt pust.
Men for nu at komme helt til sagen, så vil jeg skrive at én væsentlig ting der er ved Final Destination: Bloodlines, er at dens tone og stemning, er lidt speciel efter min mening.
Fordi, umiddelbart tages meget af filmen, ret seriøst, hvilket umiddelbart er forståeligt eftersom filmen omhandler døden. Men samtidig kan det dog også skrives at filmen er meget overgearet og meget ekstrem, når det kommer til dødsfald.
Faktisk så ekstrem og overgearet, at det for mig var meget nemt at grine af, endda ret meget.
En anden grund til mine grin, spiller også lidt ind i filmens karakterer.
Fordi, da Stefani vender tilbage til sin familie, er det ikke umiddelbart med åbne arme af særlig mange (navnlig ikke hendes fætre & kusines familie) og de tager umiddelbart ikke filmens dødsfald, vildt tungt, til at starte med, i hvert fald.
Så min overordnede pointe med dette er, at jeg ikke følte der var mange karakterer for mig at heppe på og derfor, gjorde det ikke meget for mig at se dem forsvinde på vanvittig vis.
Umiddelbart, var dén karakter jeg lidt følte noget for, nok Stefani, som bliver portrætteret af Kaitlyn Santa Juana, som ikke noget prisværdigt skuespil, men dog ok til at jeg så hende som en af filmens klogeste karakter.
De andre skuespillere i filmen (måske med undtagelse af ”nu” afdøde, Tony Todd, som spiller en rolle, han tidligere har spillet i denne filmserie), spiller ikke særlig godt, hvilket for mig klart er med til at gøre, Final Destination: Bloodlines, til en B-film.
Men, er der dog tale om en god B-film?
Jeg vil skrive at på et tidspunkt, hvor jeg følte mig bekendt med Final Destination-filmseriens spilleregler, så blev filmen en kende forudsigelig, men jeg vil dog skrive at filmen har et forholdsvist højt tempo, selvom dele af den kan føles langtrukken.
Dernæst, så har den altså nogle af de mest groteske og vanvittige dødsfald, jeg længe har været vidne til i nogen film, og dette var jeg meget underholdt af.
Navnlig også fordi, filmen også ofte leger med ens forventninger om hvordan, diverse dødsfald kan forekomme og hvor man så selv kan forsøge at gætte sig frem til, hvad der vil ske. Oftest vil jeg dog skrive, at jeg faktisk blev overrasket, hvilket kun var positivt.
Jeg vil ligeledes skrive, at rent film-teknisk-mæssigt, så er den største styrke her, for mig, klart lyddesignet af bl.a. Jeremy Peirson og Jonathan Wales, hvilket bestemt spiller ind i filmens dødsfald og hvordan lydene til tider, giver hints om hvad der kan dræbe diverse personer.
Filmens underlægningsmusik, er dog ikke videre interessant og ret generisk at lytte til.
Men, selvom jeg måske ikke har fremhævet så meget positivitet i denne anmeldelse, så var jeg dog alligevel, glædeligt overrasket og særligt på baggrund af at jeg ingen intentioner havde om at se denne film.
Final Destionation: Bloodlines, er ikke stor filmkunst eller nødvendigvis en særlig god film. Men, den er dog ret god underholdning og hvis man ikke er for sart udi dødsfald på film, så kan den sagtens klare en tur i biografen.
