Festen

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Instruktør: Thomas Vinterberg
År: 1999
Genre: Drama/ufrivillig komedie
Klassiker anmeldelse
Filmen kan streames på Filmstriben.dk

Festen er ikke bare den bedste danske film, men en af de bedste film overhovedet. Den har en stensikker plads på min personlige top 10.
Så er den vist talt varm…

Helges (Henning Moritzen i sin glansrolle) 60 års fødselsdagsfest starter dårligt, og slutter endnu værre.
Hele den store familie er samlet, en stor dag er i vente, men, men, men…

“Jeg har bare aldrig rigtig forstået, hvorfor du gjorde det?”
…….
“Du var ikke mere værd”

Ligeså stor familien er, ligeså mange skeletter er der osse i skabet…..og Christian (Ulrich Thomsen – bare WAUW!!!) har ikke engang holdt tale endnu.

Birthe Neuman, Paprika Steen, Trine Dyhrholm, Helle Dolleris og Klaus Bondam er aldrig set bedre. Især de to sidstnævnte får deres sag for som henholdsvis underkuet kone og toastmaster. Dolleris’ karakter, Mette, skal holde sin temperamentsfulde husbond, Michael i kort snor, og sørge for han holder pikken i bukserne. Bondams toastmaster bliver sat på en næsten umulig opgave når han skal forsøge at holde styr på tingene midt i det totale kaos af had, racisme, familiestridigheder – og det der er værre – der som aftenen skrider frem, kommer frem i lyset…..

Der er nogle helt igennem ubehagelige scener, der bliver siddende i hukommelsen længe efter.

“JEG HAR SET EN RIGTIG………..!”

Filmens helt store øjenåbner er dog for mig, Thomas Bo Larsen!

Det var første gang jeg stiftede bekendtskab med ham, og han blæste mig fuldstændig ned!

Han er jo ikke ligefrem sympatisk i rollen som lillebror Michael, for nu at sige det mildt, men jeg sidder stadig med en hvis sympati for ham, selvom han gør ALT for at det ikke skal forholde sig sådan! Et rigtig dumt kvindefjendsk svin, men osse bare en søn der vil have, at far og mor er stolte af ham!

Indlevelse og timing er sjældent set bedre end her, af Thomas Bo Larsen!

“Skal vi ikke lige gå ind og lægge os ned fem minutter?”

Jeg har under Genre øverst oppe, bl.a. skrevet Ufrivillig Komedie. Festen er bestemt ikke en komedie, men den indeholder så mange komiske scener og sorthumoristiske kommentarer, så jeg krummer tæer af ubehag det ene øjeblik, og griner af en eller anden tragikomisk scene den næste.

F.eks. da Michael har travlt inden han skal møde faderen i pejsestuen, og da han forsøger at lade vandet et lidt alternativt sted…

Paprika Steen er charmerende og morsom, som søsteren Helene, der flirtende tilbyder en taxachauffør sit nummer, hvis han liiige gider køre lidt hurtigere.

Samtlige af Klaus Bondams scener er urkomiske. Den stakkels toastmaster. Han har fået verdens mest utaknemmelige job; at holde styr på den katastrofe af en familie… Dysfunktionel er blot et fattigt ord her!

Filmen er et lysende klart billede på hvilken stærk udvikling dansk film var inde i dengang. En udvikling den stadig lukrerer på, men aldrig rigtig har opnået siden?

Far, fin tale og sådan, men tror du ikke det er på tide du smutter nu, så vi andre kan få noget morgenmad”….

Da jeg havde psykologi i HF, fik vi alle til opgave at skrive et fiktivt brev fra Christian til Helge.
Hvad ville han sige til sin far to måneder efter den famøse fest?
Ville han tilgive ham? Ville han ønske ham død? Ville han gøre noget helt tredje?
Der kom mange interessante bud på bordet.

Mit eget bud var dette:

Intet brev eller kontakt overhovedet.
Helge måtte gå i graven med sin utilgivelige handling, plantet som en kniv dybt i samvittigheden.

Det var en spændende opgave, og nogle gode snakke, der kom ud af det efterfølgende.
Det viser, hvor mange spørgsmål Festen stiller sit publikum.
Jeg vil vove den påstand, at alle mennesker kan nikke genkendende til nogle af de problematikker, og familiedynamikker der bliver vist i filmen…
Heldigvis er det de færreste, der har filmens altoverskyggende handlinger tæt på livet!

Festen får: 6 ud af6
🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

DRUK

Thomas Vinterberg har lavet en kommende klassiker.
Han spider et stykke ægte “Danmarkshistorie” i fuldemandseposset Druk.

Antebellum

Hvis man kan tåle udpenslede budskaber, pakket ind i en lækkert udført og visuelt fremragende horror-thriller, vil jeg klart anbefale Antebellum. Den skriver sig måske ikke ind i filmhistorien (som nyklassikerne Get Out og Hereditary), men mindre kan også gøre det.

Wolyn

Du skal have nerver af stål for at kunne se Wolyn (Ondskabens Tid).
Det er gennemført ubehageligt, og til tider helt ubærligt.
Men hvor er det en god film, hvor er det godt lavet. Et filmisk mesterstykke!

The Dead Don’t Die

Kan på det varmeste anbefale The Dead Don’t Die, der er milevidt bedre end mange af tidens hurtigløber-zombiefilm, og underholdningsværdien er langt hen af vejen i top.

The King Of Staten Island

Lige dele seriøsitet og sort humor, blandet sammen i en klassisk Judd Apatow-fortælling, om et sølle mandeskvat i krise.

Fantasy Island

Fantasy Island er et miskmask af genre-hop, tåbelig historie, dårligt skuespil, og den formår på ingen måde at underholde. Så min anbefaling er, at sejle langt uden om den trøstesløse ø.

Til Sama

En ægte horrorfilm af en dokumentar. Men den er samtidig fuld af liv og håb. En fantastisk bedrift af holdet bag mesterlige “Til Sama”.

Alfa

Brødrene Avaz skruer ned for melodrama, og op for rå og brutal realisme. Alfa føles vedkommende og holder én tæt i et jerngreb fra start til slut.