Der er lavet så mange film i historien, så du ikke engang kan tælle til det.
Der er de film, der altid bliver nævnt, når snakken falder på de bedste og vigtigste film i filmhistorien – ofte med god grund.
Godfather, Citizen Kane, Vertigo, Singin’ In The Rain, Mulholland Drive, Deer Hunter, Casablanca og Pulp Fiction.
Listen er alenlang, så du løber nok ikke tør for store og bredt hyldede værker lige med det første. Men har du det som mig, lidt svært ved for meget hype, så læs med her:
Når snakken går på en film, når alle fortæller mig hvor god, og hvor fantastisk den er, så mister jeg sommetider lysten og nysgerrigheden. Det kan næsten blive for meget.
Og lige dér starter jagten så for mig. Jagten på et alternativ til det alle de andre synes jeg skal se.
Der er masser af film, op gennem historien, der har stået i skyggen af så meget andet. Film som måske endda aldrig har fået biografpremiere, men som målt på kvalitet og historiefortælling, er mindst ligeså gode som dem jeg nævnte lidt længere oppe.
Her er fem – ikke nødvendigvis ukendte film, som jeg synes du skal se. Nogle er mesterværker, andre er bare fede film, som jeg mener fortjener mere opmærksomhed og anerkendelse.
Kender du dem allerede, så spred endelig budskabet. Er det derimod ukendte titler for dig, ja så har du formentlig nogle rigtig gode filmoplevelser til gode.
God fornøjelse
Dead Mans Shoes (2004)
Instruktør: Shane Meadows
Sammen med Park Chan-Wooks Oldboy, er Dead Mans Shoes min favorit hævnthriller, og måske den mest rendyrkede jeg har set.
Shane Meadows film er mørk, ond og trøstesløs. Den føles som en kniv i fjæset, og den handler om at tage hævn.
En tragisk handling, der overgik hans bror for år tilbage, “tvinger” soldaten Richard til at søge tilbage til sin hjemby – et decideret hul af en by, et sted i Irland – for at hævne sin bror.
Filmen er en kattens leg med musen, hvor den kamptrænede soldat i allerbedste Rambo-stil bruger sine guerillafærdigheder overfor de bøller, der engang mishandlede hans mentalt handicappede lillebror.
De er intet match for Richard, der fuldstændig leger med dem, og eliminerer dem én efter én…
Der er ingen svinkeærinder, og der er ingen tøhø-kommentarer til at lette den tunge stemning.
Til gengæld er der en simpel, men yderst effektiv historie, der er fabelagtigt skuespil, ført an af en rå og hadefuld Paddy Considine, og der er noget at tænke over efter den er slut…
“If I were you, I’d get in that car, and fuck off”
Red (2008)
Instruktør: Trygve Allister Diesen og Lucky McKee
Brian Cox er en af de meget få skuespillere, der altid er interesant at følge, uanset filmens kvalitet. Han bringer en snuhed, og en ægthed, der i hans tilfælde ser legende let ud.
Han er en typisk kendt, primært for sine biroller, men her i Red, har han den ubestridte hovedrolle.
Hans portræt af den ældre mand, fra en lille amerikansk sydstatsby, der bare gerne vil være i fred, er både levende og sørgmodig. Hans møde med tre utilpassede teenagere, ender fatalt, og starter en dominoeffekt af tragiske hændelser.
Noget der står hans hjerte meget nært bliver taget fra ham, og et frø bliver sået i ham. Noget hengemt fra hans tid som soldat – et mørke, en ustoppelig hævnfølelse.
Red læner sig op af First Blood i sin fortælling: Menigmand, der bliver marginaliseret af et samfund han ikke længere genkender.
Red er en film om hævn og en søgen efter retfærdighed.
En rigtig god og solid film.
Red kan streames på Flixolé
In The Loop (2009)
Instruktør: Armando Iannucci
At se James Gandolfini som amerikansk general, true en emsig brite med at skide på chefens bord, er i sig selv grund nok til at se filmen.
Det er en af de sjoveste scener i filmhistorien, så er du advaret.
Britisk humor kan være en noget så kvalm og usjov størrelse, hvis den kommer ud af munden på f.eks. Hugh Grant eller Roger Moore. Så står jeg af, for jeg kan snuppe det!
Men her i In The Loop er det en helt anden sag. Det er hård sarkasme, fantastiske svinere, og bandeord galore, på den der ærkebritiske antiwoke facon.
Tom Hollander og især Peter Capaldi er uforskammet sjove, og besidder en komisk timing, der er de færreste forundt. Hvis man krydrer det med et hav af forrygende biroller, og ikke mindst førnævnte James Gandolfini, så har du opskriften på en god griner!
Filmens plot er dumt, men sjovt:
Amerikanerne og briterne skal forsøge at undgå en krig i Mellemøsten. De har nedsat en kommission med repræsentanter for begge nationer, men desværre for dem (men heldigt for os), så er det de mest rigide og umodne folk der er sat på opgaven.
Gandolfinis intimiderende gavtyv af en general i en mand mod mand kamp imod Capaldis ultraflabede, og sygt provokerende engelske voksne møgunge.
Hvis du er dus med knastør, britisk sarkasme, og ellers mangler en komedie, der kan og vil andet end den mestendels ulidelige, infantile under-bæltestedet-humor, der hærger film og TV, så tør jeg godt love, at In The Loop vil fange din opmærksomhed.
Red kan streames på HBO MAX
Ondskabens Tid/Wolyn (2016)
Instruktør: Wojciech Smarzowski
Titlen er passende!
Her har vi med en virkelig led sag at gøre, der absolut ikke sparer dig for noget som helst af krigens gru. Her får du menneskers ondskab, tværet direkte ud i fjæset.
I Ondskabens Tid er intet helligt. Alle står for skud, når krigen raser.
Vi befinder os i Polen, tæt på den ukrainske grænse, lige som Anden Verdenskrig bryder ud. Det ukrainske mindretal er historisk set blevet undertrykt af polakkerne i området, så der ligger en masse indestængt og uforløst had og ulmer.
Det til trods, så er der en masse gode relationer på tværs af etnicitet og fædrelandskærlighed.
Det varer dog ikke længe, før det meste af det går fløjten.
Loyalitet, venskab og næstekærlighed er ikke begreber der bliver taget så alvorligt, her midt i det kaos og den ondskab der er allestedsnærværende i enhver konflikt.
Ukrainerne får en “hjælpende hånd” af den tyske besættelsesmagt, der ikke just er kendt for deres blødsødenhed, og som “tilfældigvis” kommer rullende ind over Polen…
Filmen er et kreativt potpourri af menneskelig bestialitet og total foragt for alt det gode. Der er mange måder at være afstumpet på, viser det sig!..
Ondskabens Tid hører til den lille bunke af film, som jeg tvivler på jeg skal se igen.
Den er ganske enkelt for barsk og følelsesmæssigt drænende!
Den er jo nok et mesterværk, og du skal helt bestemt se den, men én gang er måske nok?
Se den og bedøm selv.
Ondskabens Tid kan streames på Filmstriben.dk
Umberto D (1952)
Instruktør: Vittorio De Sica
Hvis filmelskere blev bedt om at pege på Vittorio Di Sicas bedste film, så ville de fleste nok sige Cykeltyven – hvis de skulle nævne én film . Det er også en fantastisk god film, som med rette er at finde på alverdens Top 100 lister.
Jeg vil dog mene at Umberto D, der kom fire år senere, er en mindst ligeså god film. Den rørte mig mere, og føltes mere aktuel og vedkommende
Hvor Cykeltyvens fokus er på drengen (livets start), så er det i denne film flyttet til den ældre mand Umberto (livets afslutning), der sammen med sin elskede hund, skal forsøge at navigere i et krigshærget Rom. Anden Verdenskrig er lige slut, og han finder hurtigt ud af, at han ikke har samme relevans og berettigelse som tidligere. Han skal forsøge at klare sig på den folkepension, der bliver udstukket af staten. men det er praktisk talt umuligt, og kan bedst betegnes som et brutalt vink med en vognstang – din rolle er udspillet.
Det er en meget fin og kærlig fortælling om det at blive gammel, og samfundets forventninger til en.
Det er også en tragisk film, der om noget, viser os hvor vigtigt det er at følge livet til dørs, huske næstekærligheden, og se mennesket midt i en kaotisk og til tider kold virkelighed.
Umberto D kan ikke streames, men den kan findes på DVD/Blu-ray. Den er jagten værd!
