Et hus af splinter

Nicolai Kristiansen

Nicolai Kristiansen

Instruktør: Simon Lereng Vilmont
År: 2022
Genre: Dokumentarfilm
Kan streames på: DR-TV

Et hus af splinter, er en dansk dokumentarfilm, som omhandler og foregår på et østukrainsk børnehjem.

Allerede der, ved man nok at der ikke er tale om nogen specielt opmuntrende dokumentarfilm og særligt ikke, når man tænker på at der siden 2014 har været konflikt og krig i den ukrainske region Donbass (hvor filmen foregår) og dén konflikt er kun blevet værre siden hen.

Men hvilken fortælling vil, Et hus af splinter, i så fald fortælle?

Jo, den vil overordnet både fortælle om børnehjemmet i Donbass, børnehjemmets ansatte og om 4 børns skæbner og liv. Fælles for mange af børnene på børnehjemmet, kommer de fra familier hvor enten faderen eller moderen har alkoholproblemer og derfor yder omsorg til deres barn/børn.

Børnene kan så være mellem 6 og 9 måneder på børnehjemmet, før de enten hentes hjem af deres forældre, sendes til et andet børnehjem eller kommer til en plejefamilie.

Imens børnene dog er der, har de hinanden, samtidig med at de ansatte gør hvad gøres kan, for at børnene skal føle så meget tryghed som muligt.

Simon Lereng Vilmont (filmens instruktør), formår på alle måder at skabe en dokumentarfilm som på blot 87 minutter, formår at ramme én med indtryk efter indtryk og ligeledes både varme og smadre ens hjerte, på én og samme tid.

Dette ses både i situationer, hvor børnene laver en form for dansegymnastik, hvor den lille pige Eva leger med sæbebobler sammen med en anden lille pige eller en scene mellem de 2 piger Sasha & Polina, som skiftevis skændes (nok lidt for sjov) og spørger om de skal være venner.

Men samtidig er der også scener hvor Eva sidder og snakker i telefon med en fordrukken mor, som gerne vil have Eva hjem, men hvor Eva ingen lyst føler til det eller drengen Kolya, som både laver meget voldsomme narrestreger (såsom at ryge eller lave tuschtegnede tatoveringer på armen), men som samtidig yder omsorg til sine 2 søskende, der også er på børnehjemmet.

Alle disse små øjeblikke formår Simon Lereng Vilmont at indkapsle med sit kamera (han har også filmet filmen) og det er simpelthen dybt poetisk at være vidne, fordi det sommetider er med til at skabe noget som landet Ukraine nu har endnu mindre af, end da denne film i sin tid udkom og blev filmet (den havde premiere i janaur-2022 og blev filmet over 2 år), hvilket er følelsen af håb.

Håb om at de ukrainske børn på børnehjemmet, på trods af deres tragiske ophav og familiebaggrund, stadigvæk kan få følelsen og fornemmelse af noget der minder om lykke og glæde også selvom det måske kun i små øjeblikke.

Udover at være en form for flue-på-væggen-dokumentar (i-og-med, at man aldrig forlader børnehjemmets rammer og vægge), så er der dog også scener som virker til at vise billeder af Donbass og hvor en af børnehjemmets ansatte, både fortæller om vilkårene for at bo på børnehjemmet, livet i Donbass og desværre også om nogle af børnenes videre tragiske skæbner, når de selv bliver voksne.

Om end, dette er med til at fjerne meget følelse om håb for børnene, så er det dog også med til at give en meget stærk og ubehagelig følelse af hvordan livet både er i Donbass helt generelt og hvordan det måtte være for de små børn.

Noget andet som også er værd at nævne , er at i-og-med Et hus af splinter udelukkende foregår på børnehjemmet, så vides det dermed ikke hvad der sker for de børn som enten kommer hjem til deres forældre, kommer på et andet børnehjem eller er heldige at komme hos nogle venligtsindede plejeforældre.

Dette betyder såmænd ikke at filmens 4 hovedskæbner (Eva, Sasha, Polina og Kolya) ikke får afsluttet den fortælling som Simon Lereng Vilmont vælger at fortælle, men samtidig kan jeg heller ikke undgå at sidde med en følelse af; Hvad nu?, i forhold til om de går en håbefuld fremtid i møde eller om statussen forbliver quo. Selvom jeg måske føler mig mere tryg ved nogle af de 4 børns skæbner end andre, så forbliver den tvivlfølelse hos mig og skønt det ikke er behageligt, kan det ikke være anderledes.

Andet som også må nævnes er ligeledes filmens lyddesign af finske Heikki Kossi og danske Peter Albrechtsen, fordi de særligt er med til at indkapsle følelsen og stemningen i både børnehjemmet og selve denne dokumentarfilm.

Skønt Simon Lereng Vilmont ganske vist indkapsler utallige uforglemmelige øjeblikke med sit kamera, så er det dog særligt gennem lyddesignet, at man både mærker den dybe stilhed når nogle børnene taler (eller forsøger på at tale) i telefon med deres familier eller når alle børn er samlet i en form for fællesaktivitet (såsom dans eller når de fejre jul) og særligt dette er med til at gøre Et hus af splinter, til ligeledes dybt nærværende dokumentar, da man vitterligt kan mærke en snert af den stemning og følelse der er på børnehjemmet.

Et hus af splinter, blev fornyeligt Oscar-nomineret som årets bedste dokumentarfilm og selvom jeg bestemt ikke skal gøre mig klog på denne films vinder-chancer, så måtte den dog hjertens gerne snuppe den.

Fordi, Et hus af splinter, er udover at være et lille halvanden-times indblik i en tragisk virkelighed for Østukraines børn også virkelig smuk, virkelig poetisk og lige-dele hjertevarm og hjerteknusende og afgjort en film der kan og vil blive ved én, ligesom en mesterlig god film, helst skal gøre det.

Et hus af splinter får 6 ud af 6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Poter Af Stål

Hvem sagde at en fornøjelig og let fordøjelig animationsfilm, ikke kan handle om race-diskrimination?
Poter Af Stål er inspireret af Sheriffen Skyder På Det Hele og minder til dels om Karate Kid. Og så er det en ret så underholdende sag.
René Buchtrup anmelder den HER:

Dream Scenario

Nicolai har denne gang anmeldt en film, der både omhandler en tilforladelig fyr der pludseligt dukker op i folks drømme og hvad der sker når stor berømmelse pludselig rammer én, der ikke er forberedt på det.

Dream Scenario er en film med mange facetter og sider til sig, udover at være en sorthumoristisk komedie og lige netop der for, er den enorm meget værd at opleve i biografen!

Pot Au-Feu

Pot au-Feu er en enormt veltilberedt film om to menneskers fælles passion for madlavning og hinanden, der tager sig tiden til at efterlade en subtil og behagelig eftersmag hos sin seer.

Drengen og Hejren

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste film fra den japanske animé-mester, Hayao Miyazaki og han er bestemt tilbage på toppen!

Drengen og Hejren, er et smukt, poetisk og underholdende eventyr, med en enorm visuel skønhed og et virkelig filosofisk og poetisk eventyr, af den slags som Miyazaki, kun kan lave dem.

Den Grænseløse

Den Grænseløse er ikke én af de bedste Afdeling Q-film. Men det er alligevel en bundsolid og spændende krimi som er langt mere vellykket end Marco Effekten.
René Buchtrup anmelder.

Poor Things

Nicolai har denne gang anmeldt en fascinerende, unik, smuk, underholdende og vanvittig morsom film om hvad det vil sige at være menneske.

Dette er blot noget af det som Yorgos Lanthimos’ film, Poor Things, handler om, men den er dog så stor et filmisk festfyrværkeri, at man nærmest er nødt til at opleve den på et stort lærred.

Christian Bales Fem Bedste Roller

Christian Bale fylder 50 år tirsdag d. 30. januar og det skal da selvfølgelig fejres med en liste over hans bedste roller.
René Buchtrup giver sit bud på en TOP 5.