Originaltitel: Erna I Krig
Instruktør: Henrik Ruben Genz
År: 2020
Genre: krig/drama
Kan bl.a. streames på Blockbuster
Tyve minutter inde i det nye, danske krigsdrama, Erna I Krig, har Erna, spillet af Trine Dyrholm, byttet tøj med en desertør på en tysk kaserne. Hun fortæller ham at hun skal redde sin dumme søn, så han ikke skal i krig. Med uniformen på og håret gemt af vejen, hedder hun nu Julius Rasmussen.
Alt dette er ment i kærlighed. Hun elsker sin lettere retarderede søn, Kalle (Sylvester Byder) over alt på jorden og vil gå hele vejen for at redde ham fra krigens rædsler.
Henrik Ruben Genz’ filmatisering af Erlings Jepsens bog af samme navn, fortæller historien om to sønderjyder, der sammen med 30.000 andre, blev tvunget til at kæmpe for Tyskland i 1. verdenskrig i 1918. Selvom deres modersmål er dansk, må de i stedet forsvare “de fæle tyskere” i en krig de ikke har bedt om.
Erna, som drømmer om penge til en smørrebrødsbutik, bliver i den absurde situation, tvunget til at handle hurtigt og laver en aftale med den lokale landbetjent, Meier (spillet af Ulrich Thomsen) der vil dække over Kalle og Julius/Erna, hvis hun til gengæld vil gifte sig med ham efter krigen. Men hvem vil ikke have en kvinde i sit liv, som er definitionen på den ultimative curlingmor, der samtidig laver egnens bedste kålpølser.
Jo, præmissen i det danske krigsdrama er næsten hysterisk absurd. Det er Genz udmærket godt klar over. Han ved godt det hele er langt ude, at sende en kvinde i krig for at redde hendes eneste søn.
Hans bonderøvswestern, Frygtelig Lykkelig, står nu stadig stærkest i hans bagkatalog. Det tætteste man i Danmark kunne komme på en voldelig, sort komedie, som skreg af Cohen’ske dimensioner. Den gik hele vejen, med nerve og sjæl. Og absurdheden gav absolut mening der.
Erna I Krig går desværre ikke hele vejen, og troværdigeheden sættes flere gange på prøve. Eksempelvis er det yderst mærkværdigt, at den kære Erna blot kan spankulere i krig, uden at nogen opdager, at hun rent faktisk er en kvinde. Noget andet er, at altid gode Ulrich Thomsens karakter, Meier, tager nogle underlige og utroværdige valg i løbet af filmen, så man publikum ender med at blive irriteret. Uden at afsløre det store, så viser han både brutalitet, men også skrøbelighed. En skrøbelighed der på en eller anden måde, føles tvivlsom i sidste ende.
Men selvom krigsdramaet føles som noget rod en gang imellem, så er samtidig en perfekt film til kønsdebatten her i 2020. Her sparker de handlekraftige heltinder for alvor døren ind. For de kan og vil selv. Det er én af filmens stærke temaer, som handler om at turde i en mandsdomineret verden. Hvis noget skal gøres skal man jo gøre tingene selv.
Dyrholm beviser endnu engang, at hun er Danmarks bedste skuespillerinde. Hun ER en kvinde i krig. Man betvivler ikke dette et sekund, da hun ejer den rolle som handlekraftige Erna med hjerte og sjæl.
Det unge talent, Sylvester Byder, er næsten lige så imponerende som den naive og halvdumme søn, der prøver at stå på egne ben.
Og så er der vores allesammens Palle fra Krøniken (Anders W. Berthelsen) som også her spiller følsom, men i mindre irriterende grad, end vi normalt er vant til at se ham. I Erna… har han endelig fundet en interessant karakter, som rummer slagkraftighed og styrke, så man ikke kan andet end synes om ham. Hans smed-fra-Bogense-karakter, er i sammenspil med Dyrholm og Byder et fremragende trekløver man har lyst til at følge til den bitre ende i skyttegravene.
Genz har kreeret et lettere humoristisk, ret så alvorligt og flot krigsdrama, der snildt kan hamle op med de store krigsfilm fra Hollywood, både når det gælder en spændende indgangsvinkel på en historie, glimrende skuespil og flotte billeder og effekter.
Bare ærgerligt at det hele suppedasen bare ikke ikke føles så troværdigt i sidste ende.
