Instruktør: Pablo Larrain
År: 2023
Genre: Drama, Komedie, Gys
Kan ses på: Netflix
Den chilenske auteur-instruktør Pablo Larraín er tilbage med endnu en portrætfilm efter hans to tidligere internationale succeser, “Jackie” (2016) og “Spencer” (2021). Denne gang har han imidlertid vendt sit blik hjemad mod sit hjemland for at skabe et portræt af den chilenske diktator Augusto Pinochet. Og i lighed med de to tidligere nævnte film formår “El Conde” også at udmærke sig ved at finde nye og usædvanlige måder at fortælle en biografisk historie på.
Præmissen for “El Conde” er nemlig ganske vanvittig. Hvor en mere konventionel biografisk film sandsynligvis ville have valgt at beskæftige sig med diktatorens liv og tiden under hans regime, har Pablo Larraín i stedet valgt at portrættere diktatoren som en 250 år gammel blodsugende vampyr, der er blevet gammel og svag efter at have suget blodet ud af Chiles arbejderklasse.
Filmen begynder med en lille prolog der fortæller hvordan Pinochet blev født i et børnehjem i Frankrig, hvorefter han som ung begynder at suge blodet fra prostituerede under den franske revolution, herefter bliver den unge Pinochet soldat for Louis XVI’s hær og er det indtil kongens henretning i 1789, her ses han slikke blodet fra den blodige guillotine der netop har halshugget Marie Antoinette, hvorefter han sværger til at knuse alle revolutionære. Efter at have draget fra revolution til revolution gennem det meste af det 19. århundrede drager Pinochet til Chile og bliver ligesom virkelighedens Pinochet leder for et diktatur i landet fra 1973 til han afsættes i 1990. I 2006 beslutter den nu aldrende vampyr sig så for at iscenesætte sin egen død og trække sig tilbage på en ranch sammen med sin kone.
Dette lyder ganske vist som et ret spændende plot til en to timer lang spillefilm og ville garanteret også være det hvis det ikke var fordi alt dette blot tjener som en tolv minutter lang prolog fortalt af en kvindelig britisk voiceover, som har det med at udpensle de fleste af filmens metaforer. Herefter følger så filmens egentlige fokus, for Pablo Larrain er mere interesseret i at fortælle historien om den aldrende vampyr, der mest af alt har en lyst til at dø og en af filmens mest væsentlige plotlines fokuserer på hvordan hans børn, kone og butler på King Lear vis mundhugges om den lille arv der vil være tilbage når greven engang stiller træskoene. Ikke just hvad jeg havde forventet af den ukonventionelle præmis. Heldigvis krydres disse karakter-båret dialoger med en smule refleksion over familiens blodige samvittighed, men det bruges som oftest til satirisk at spidde karaktererne.
I forhold til blodsugninger holder filmen sig ikke tilbage og havde det ikke været for det sort-hvide format, kunne filmen vel snildt have været en af årets mest drabelige. Men det visuelle udtryk fungerer rigtig godt, filmen er spækket med lækre indstillinger og det sort-hvide udtryk i samarbejde med filmens lydside giver også en dimension der bidrager til den melankolske undertone der ulmer filmen igennem. Jeg ville nok bare ønske at filmen havde udnyttet den vilde præmis noget mere rent historiemæssigt og inddraget et mere historisk perspektiv til fortællingen, for jeg blev desværre aldrig rigtig revet med af filmens yderligere karakterer, som jeg synes bliver et for stort fokus i fortællingen. Selvom Jaime Vadell gør det fremragende i rollen som Pinochet, bliver karakteren desværre aldrig virkelig interessant, trods præmissen og hvad de yderligere karakterer angår, forbliver de desværre rimelig endimensionelle. Dette har formentlig også noget at gøre med at de fleste af deres tanker bliver sagt højt af filmens fortæller og ikke meget overlades til seeren at regne ud.
Hvad fortælleren angår, Der for det meste er til for at tilføje filmen en mere vittig tone. var jeg ret forvirret over valget af en britisk fortæller, når alt andet dialog er på spansk eller i et enkelt tilfælde fransk. Dette får man dog svaret på i filmens tredje akt, igennem i min optik et komplet fjollet twist jeg selvfølgelig ikke vil afsløre her. Generelt synes jeg faktisk at filmen taber hovedet (i mere end en forstand) i filmens klimaks, og den ellers sjove og originale præmis bliver desværre lidt tabt på gulvet.
El Conde skal ses for sit overlegne visuelle udtryk, og den vanvittige præmis, som man trods alt må tage hatten af for at Netflix har valgt at producere. Derudover er der desværre ikke super meget at komme efter, især ikke når det kommer til filmens historie og plot, som desværre halter gevaldigt efter og hvad der kunne have været én af tidens mest interessante portrætfilm, bliver desværre en historie der langtfra er lige så unik som filmens stærke præmis.
