DRUK

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: Druk
Instruktør: Thomas Vinterberg
År: 2020
Genre: Drama
Biografpremiere: 24 september

Thomas Vinterberg slår igen søm med Tobias Lindholm. De har efterhånden lavet fire film sammen, og må siges at have etableret sig som et virkelig stærkt makkerpar indenfor film. Ikke bare dansk film, men film helt generelt.

Jeg hepper på Martin og Annika”

Vi var inviteret både i CinemaxX og Biocity til en tidlig forpremiere på Thomas Vinterberg’s nye film, Druk.

Vinterberg var inviteret med i salen i CinemaxX, til en snak om filmen, og om den danske alkoholkultur.
Under hans introduktion kom han ind på, hvor meget alkohol fylder for os herhjemme, og hvor socialt acceptabelt det er.
Han kom bl.a. med dette interessante spørgsmål:
“Hvor mange har mødt deres partner, hvor der ikke var alkohol involveret?”
Den kunne publikum lige tygge lidt på, og der blev da også vekslet sigende blikke folk imellem i salen.

Mine forventninger til filmen må siges at have været store.
Jeg har siden jeg hørte mine forældre se Festen på video inde i vores dagligstue for mange mange år siden, og derefter selv så den, været fan.
Han er for mig dansk films bedste instruktør. Han leverer altid noget interessant, og flere gange har han lavet film fra øverste hylde.
Nyeste film fra hans hånd var altså den stærkt imødesete Druk.
Den har været længe undervejs, og jeg tager virkelig hatten af for Thomas Vinterberg. Manden har på trods af en personlig tragedie og en verdensomspændende pandemi, alligevel fået lavet filmen.
Jeg letter som sagt ærbødigt på hatten for ham.

Du har pisset i sengen!
Ej hvor er det klamt”

Filmen belyser de forskellige aspekter i brugen af alkohol.
Både fordelene, men også konsekvenserne ved et eventuelt misbrug. Kan de styre det?
Druk tager udgangspunkt i en teori fra den norske psykiater og professor Finn Skårderud, der siger, at vi mennesker er født med en halv promille for lidt i blodet.

Vi følger fire venner og gymnasielærere, der hver især har sit at slås med. De beslutter sig for lave deres eget eksperiment, ud fra ovenstående teori.
En halv promille ekstra i blodet, så de løsner lidt op.

Der er INGEN der skal vente på mig!”

Til en start virker det. De fire venner blomstrer op i deres privatliv og på jobbet. Det har en positiv virkning på dem. Det er især tydeligt med Mads Mikkelsen’s karakter, Martin. Han er udbrændt på jobbet, hvor hans elever og deres forældre stiller spørgsmålstegn ved hans engagement. I privatlivet er han en skygge af sig selv, og det har stødt konen væk, og fremmedgjort ham for sine børn.
Alkoholen giver ham den fornødne gåpåmod, så han igen kan være den mand og det menneske han var engang. Men ham og de andre har jo egentlig bare brug for et skub (med alkohol) i den rigtige retning. De indser i deres ungdommelige/ynkelige kådhed ikke, at de ikke behøver blive ved…

I takt med overmod og manglende selvkontrol bliver medaljens bagside mere og mere tydelig…
Det negative ved alkohol, og en lemfældig omgang med dette kommer til frit skue, da filmen knækker for de fire mænd. Den kan have en altødelæggende effekt på mennesker, og føre ensomhed og tragedie med sig.

Jeg synes netop fortællingen er spændende tænkt.
Det er måske ikke helt realistisk, at det kan foregå sådan, men jeg tror mere den er skabt for tankeeksperimentets skyld? Sådan her KUNNE udfaldet måske ende…

Du er verdens bedste træner”

Skuespillet er sjældent set bedre i en dansk film.
Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Lars Ranthe og Magnus Millang er helt på toppen.
Det er tydeligt, at de fire hovedroller har haft en fantastisk tid med at lave filmen – kemien er helt forrygende.
Thomas Vinterberg har jo nok truffet de oplagte valg til rollerne. Han har spillet sikkert, men han har derfor også fået de bedste til at besætte dem.

Thomas Bo Larsen er selvfølgelig castet som den opbraldrende fuldemand. Det er næsten for oplagt, men når man nu står med Danmarks – efter min mening – bedste skuespiller til den slags rolle i sit cast, så bliver det oplagte valg til en selvfølgelighed.

Hvem havde egentlig også troet, at en lystigt dansende Mads Mikkelsen kunne forløse en trist atmosfære totalt?
Han er tidligere danser, og derudover en af de dygtigste skuespillere – vel nok Danmarks mest alsidige.
Han spiller den totalt hjem.

Magnus Millang viser sig som en dygtig dramaskuespiller, der udover at have en fantastisk komisk timing, også rammer sin karakters tøffelhelt lige i røven.

Lars Ranthe er Lars Ranthe – fremragende som altid.

Filmen er både rørende, hylemorsom og sørgelig.
Den er simpelthen så komisk indimellem, og jeg sad mange gange undervejs, næsten med tårer ned af kinderne af grin over nogle af scenerne.
Omvendt var tårekanalerne også pressede et par gange af den modsatte grund.
Thomas Vinterberg har ikke lavet en komedie – langt fra. Han har lavet et stærkt drama, med tragikomiske undertoner.

Ej for helvede Otto!
Du skal sige til når du skal tisse…”

Druk svæver i samme luftlag som Jagten, og er helt oppe og bide Festen i haserne.
Har man læst min forrige anmeldelse af netop Festen, så har man et pejlemærke af, hvor højt jeg rangerer Druk.
Den er meget tæt på mesterværket – ja måske er den faktisk et mesterværk.

Druk får: 5 ud af 6 hamre
🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!