Dræberne Fra Nibe anmeldelse

René

René

1864-instruktøren, Ole Bornedals seneste film. Dræberne fra Nibe, er en ret skæg folkekomedie, som ikke er så bundelendig som pressen kalder den. Men hvornår har mænd i dametøj nogensinde været sjovt?

(Filmen kan streames på Viaplay fra d. 14. november 2017)

af René Buchtrup

Det er sgu sjovt med ham Ole Bornedal. Man ved aldrig rigtig hvor man har ham henne, vel? Han er en mand med markante meninger og store armbevægelser. På film skifter han genre konstant, så han er umulig at sætte i bås. Det synes jeg jo egentlig er ret befriende og derfor er jeg også vild med Ole-drengen.

Elsker hans ny-klassiker (den kan man vel godt kalde den efterhånden) ”Nattevagten” fra 1994 og ikke mindst, ”Kærlighed På Film” hvor film-noir-genren bliver taget under kærlig behandling.
Han har altid delt vandene, ham Hr. Bornedal, men sikke han fik svinere til højre og venstre for hans dyre mastodont-serie ”1864” hvor Danmarks nederlag i den slagviske krig blev fortalt. Åbenbart ikke historisk korrekt, men det var Ole da pisse ligeglad med. Han ville bare lave en fed krigsserie, og flot blev det da også for de 173 millioner(!) han brugte på seriens otte afsnit.

Deler han så vandene igen med hans nye film ”Dræberne fra Nibe”? Et klokkeklart JA herfra skal der lyde herfra! Stort set alle anmeldere mener at den er åndsvag, ubegavet, plat og ufattelig dum. Og ikke mindst kliche-præget. Det sidste kan de måske have ret i. Hvert fald når man tænker på historien og ikke mindst når man tænker på de stereotyper der er med i filmen: En indvandrer som er terrorist (surprise surprise), en vodkadrikkende og altid fuld russer (surprise surprise), en danselærer som er….wait for it… homeseksuel!!!

Ja, det er en film som ikke på nogen måde er original, nytænkende og som gerne vil overraske med handling og dens historie. Nej, den vil egentlig bare gerne underholde. Som en anden Anders Thomas Jensen, har Bornedal skabt en film, som flyder med herlige one-liners. De one-liners kan endda komme med som en del af præsentationen af filmen:
Ib & Edward (Ulrich Thomsen & Nikolas Bro) lever ”et tomt og fisseløst liv”. De føler sig fanget af deres ægteskaber og ligner efter signende ” ligner to ungarske førtids-pensionister”. Det mener de er konernes skyld som trækker alt overskud og glæde ud af dem. Selvom “de ikke dur uden chardonnay” Så de hyrer en russisk lejemorder til at dræbe ægtefællerne, for det er meget billigere end en skilsmisse. Det opdager konerne selvfølgelig, og vupti, så ansætter de straks deres egen lejemorder. Og så går den vilde jagt.

Ja, fjollet og dumt lyder det. Og det er det bestemt også. Humoren er tør og sort. Men stadig ikke så sort og tør som Coen-Brødrenes fantastiske 90’er klassiker, ”Fargo”, som klart er filmens store inspirationskilde. “Dræberne Fra Nibe” er sjov på en måde, så de fleste voksne danskere vil kunne grine med. Den er ikke hø-hø-sjov (eller plat) som f.eks. falde-på-halen-komedierne ”Alle For En” og ”Klassefesten”. Heldigvis, tænker jeg. Så hellere end film med tørre one-liners leveret af kendte danskere med stone-faces, end lallende danskere (Ja, bl.a. DIG Mick Øgendahl!) med platte replikker som nærmest bli’r råbt ud så alle kan klaske sine lår af grin! I kan måske forstå hvad jeg bedst synes om af danske komedier, hva?

Nå, men et mesterstykke af en komedie er det bestemt ikke, og Anders Thomas Jensen-universet er bestemt ikke til at tage fejl af. Men det er en underholdende halvanden time, hvor man bagefter kan svinge åndsvage replikker ud til kammeraterne man så filmen med, og det er egentlig ikke helt så tossset.

Men ikke et ord om scenen hvor Ulrich Thomsen og Nicolas Bro skejer ud i dametøj. Hvornår har det NOGENSINDE været sjovt på film?

“Dræberne Fra Nibe” får 3 ud af 6 hamre:  

streammag,2017-11-13T08:00:00Z,imdb=tt5458566,fa

 

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!