Originaltitel: Don’t Make Me Go
Instruktør: Hannah Marks
År: 2022
Genre: Drama, Komedie
Kan streames på Amazon Prime fra d. 15. juli
Hvis du fik at vide, du havde én dag tilbage at leve i, hvad ville du så gøre?
Det er måske at sætte Nik & Jay’s lommefilosofiske sætning fra “En Dag Tilbage” en smule på spidsen efter at have set roadtrip-filmen, Don’t Make Me Go. Der sad jeg med lidt våde øjne og tænkte over, hvordan jeg selv ville reagere og ikke mindst, handle, hvis jeg havde at vide, at jeg har et år tilbage at leve i.
Det er filmens hovedperson, Max Park (John Cho) der har været et smut ved lægen, og fået denne noget overraskende og tragiske udmelding, at han har en svulst i hjernen. Hvis han vil have den ud, er der tyve procent chance for at han ikke overlever operationen.
Han har en 15-årig datter, Wally (Mia Isaac) som han er nødt til at fortælle dette til. En travl teenager, som nyder sommeren med hendes venner, fester og fyre. Ja, der er i hvert fald en ret lækker fyr hun dater, men han ved ikke helt om han gider det med et fast forhold.
Da Wally var spæd, forlod hendes mor hende og John, til fordel for en ny mand. Johns forældre lever ikke mere, så han er den eneste i hendes liv. Det føles som en umulig opgave at forberede sig selv og ikke mindst, sin datter, på en snak om fremtiden, når han ikke ved, hvor lang tid han har at leve i. Så i stedet at fortælle Wally den tragiske nyhed, beslutter han at de skal på roadtrip gennem USA, for at nå til hans High Schhols 20-års reunion-fest.
Wally synes det er lidt underligt, at hun skal slæbes med til sådan et event, men han håber på at rende ind i hans gamle kammerat, Dale, som var manden ekskonen rendte afsted med dengang. Måske at de vil forbarme sig og kaste deres kærlighed på hans dejlige datter, som han er bange for at miste.
Hvis jeg skal kategorisere Don’t Make Me Go indenfor en genre, vil jeg kalde det en feel-good film. En sød, charmerende og rørende film, som heldigvis aldrig kammer over i det overdrevet sentimentale. Den lever af et fint, lille manuskript og de to hovedrollers præstationer. Heldigvis kan både John Cho og det uskrevne blad, Mia Isaac, bære det. De er troværdige i hinandens selskab, og man tror på at de er far og datter.
Cho har de seneste år imponeret med flere alvorlige roller (vi er nu langt væk fra hans gennembrudsrolle i stener-komedierne, Harold And Kumar fra midt-nullerne), og denne rolle, som kriseramt far til teenagedatter, er bestemt ingen undtagelse. Men Isaac imponerer ligeså, i rollen som datteren, som kastes ud i en lang, ufrivillig køretur. Hendes lige dele selvtillid og usikkerhed som elskelig teenagetøs, kan man ikke andet end at holde af, og dette er selvfølgelig takket være hendes skuespilpræstation.
Det bliver hjerteskærrende i filmens slutning, hvor der sker noget meget dramatisk og overraskende. Men, så husker man tilbage på filmens start, hvor Wally lover følgende til filmens publikum: You’re not gonna like the way this story ends, but I think you’re gonna like this story.
Dette kan jeg kun nikke anerkendende til. Så selvom Don’t Make Me Go ikke føles revolutionerende, når det drejer sig om emnerne forældre/børn, livstruende sygdomme eller for den sags skyld, road trip på film, så vinder den alligevel i sidste ende.
Don’t Make Me Go får 4/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨
