Originaltitel: Dirty Dancing
Instruktør: Emile Ardolino
År: 1987.
Genre: Drama.
Kan streames på: Netflix.
Der kan ske mange ting i løbet af en sommer.
Man kan opleve kærlighed, man kan opleve glæde, man kan opleve sorg, man kan få nye venner og muligvis opleve noget som ændre hele éns liv.
Sådan noget som dette, er faktisk noget af det som Dirty Dancing, er indbegrebet af.
Når det kommer til dansefilm (eller film som består af megen dans), så nævnes ofte film som Dirty Dancing, Footloose, Flashdance eller Saturday Night Fever og det er bestemt ikke uden grund.
For at sætte fokusset på førstnævnte film, så er der tale om en film, med en ganske klassisk historie som er lige ude af landevejen.
i sommeren 1963, er Frances Houseman (som dog udelukkende kaldes ved hendes kælenavn ”Baby”), taget med hendes storesøster og forældre på et resort ved navn Kellerman’s, hvor intentionen blot er hygge og afslapning for hele Houseman-familien.
Baby, synes dog det er lidt kedeligt i starten, men en aften hvor hun sniger sig ud på egen hånd, er hun vidne til en peptalk fra resortets leder til de ansatte, hvor hun så opdager en rigtig smart fyr med læderjakke og sorte solbriller.
Den fyr er Johnny som så er danselærer på resortet og en aften hvor der så danses, så oplever Baby så Johnny i aktion og hurtigt efter bevæger hun sig over til det hemmelige sted hvor de ansatte på resortet danser for sig selv og lidt tættere og med svedende end det egentlig er tilladt.
Efter at Baby så hjælper Johnnys veninde og dansepartner, Penny med en abort, så overtager Baby, Pennys plads som Johnnys dansepartner til en dansekonkurrence og straks efter begynder sød musik at spille mellem dem.
Filmens manuskript blev skrevet af Elanore Bergstein og skulle semibiografisk, eftersom hun selv oplevede lignende somre i hendes ungdom og også blev kaldt for Baby.
Filmen er dernæst instrueret af afdøde Emile Ardolino, som med Dirty Dancing, fik skabt sin første biograffilm og en massiv succes, der både blev d. 11 mest sete biograffilm i 1987 og som blev den første film der solgte for over 1 million eksemplarer på VHS.
Nu er Dirty Dancing nok ikke filmen som oftest fremhæves i feinschmeckerkredse og man kan måske også diskutere hvor stor filmkunst der er tale om.
Men alligevel… Så synes jeg dog ved gensyn at Emile Ardolino formår at gøre noget særligt med Dirty Dancing og noget som jeg faktisk synes kræver særlig fremhævelse.
Det har såmænd ikke noget at gøre med dansen & danserne i filmen (hvor Emile Ardolino, udelukkende ville benytte sig af professionelle dansere), men hvordan hele filmen rent faktisk formår at føles som noget fra 60’erne eller 50’erne.
Hvad jeg mener med dette er, at skønt der er lidt hed dans i filmen (om end, ikke specielt meget) og den lille del med Pennys abort, så er der dog samtidig en stor uskyldighed, sentimentalitet og varme der er over filmen.
Dette ses både i scenerne hvor Johnny & Baby danser sammen og kommer ind på livet af hinanden og samtidig også høres via soundtracket som (med få undtagelser ca. 4 sange fra 80’erne), er spækket med fantastiske klassikere fra start-60’erne og 50’erne.
Følelsen af 60’erne, synes jeg faktisk også kan mærkes i skuespillet.
I den altoverskyggende hovedrolle som Baby/Frances Houseman, ses Jennifer Gray, som på det tidspunkt var kendt for at have været med i koldkrigsfilmen Red Dawn og En Vild Pjækkedag.
Jennifer Gray er som sådan helt perfekt i rollen som Baby, da hun helt perfekt rammer den uskyldige side af hende og samtidig også den nysgerrige side (i hendes første indtryk af Johnny) og dernæst fungere hun også fremragende i scenerne hvor hun går imod hendes far, som ikke mener at hun bør hænge med Johnny.
Salige Patrick Swayze fik noget nær sin livsrolle i rollen som den rebelske men dog også følsomme Johnny Castle, der danser på sin egen måde og som oplever en helt ny form for kærlighed i mødet med Baby.
Allerede ved første glimt af Johnny Castle med læderjakke og mørke solbriller, er den enorme karisma ramt på kornet og efterfølgende bliver den kølige og seje attitude perfekt nedbarberet, da han på alle måder tager danseriet alvorligt og ligeså forholdet til Baby, alvorligt.
Denne følsomhed, portrættere Patrick Swayze virkelig godt og dybt troværdigt, samtidig med at han også virkelig stråler i dansescenerne.
Patrick Swayze & Jennifer Gray har i øvrigt virkelig god kemi, hvilket særligt er overraskende, eftersom de ikke kom så godt ud af det med hinanden før de medvirkede i Dirty Dancing. Det gjorde de dog efterfølgende.
Af andre roller, så gør afdøde Jerry Orbach også en god figur som den både (til at starte med) støttende og bekymrende far til Baby/Frances og så er Cynthia Rhodes også fremragende i rollen som Johnnys tidligere dansepartner, Penny.
Ellers synes jeg faktisk godt at man kan sige at Dirty Dancing, er en af den slags film som ikke laves mere.
Af dansefilm, så synes jeg særligt at mange af nyere tids dansefilm føles alt for overkoreograferet, hvor dansen i Dirty Dancing (skønt det bliver udført af professionelle), for mig føles mere ægte at være vidne til.
Dernæst, så selvom filmen har ordet ”dirty” i titlen, så har den dog virkelig en uskyldighed og charme over sig, som heller ses i alle kærlighedsfilm nu til dags.
Og overordnet så holder Dirty Dancing, virkelig godt ved gensyn og hvor jeg før kun lagde mærke til dens legendariske soundtrack, så er jeg nu bevidst om at der er tale om en virkelig charmerende, skøn og virkelig underholdende og stærkt opmuntrende kærlighedshistorie, som på alle måder fortjener et gensyn, 35 år efter dens udgivelse.
