Originaltitel: Le bleu du caftan.
Instruktør: Maryam Touzani
År: 2022
Genre: Drama.
Biografpremiere: 07/09.
Noget af det vigtigste man kan være i livet, er at være ærlige over for dem man elsker og dem som elsker én. Dernæst er det også vigtigt at have eller finde balance i livet, når det kommer til arbejde og privatliv.
Dette er noget af det som Maryam Touzanis film, Le bleu du caftan (Den blå kaftan) handler om.
Den blå kaftan, har ikke som sådan nogen handling eller nogen historie, men hvad den dog handler om, kan forklares ganske hurtigt.
Halim & Mina, er et lidt ældre ægtepar som tilsammen styre et broderi hvor de laver og sælger kaftankjoler. I starten af filmen har en bestilling på en blå kaftankjole, som kræver meget arbejde og derfor har de fået en lærling, ved navn Youssef, som generelt også er tilstede for at det kan gå lidt hurtigere med arbejdet.
Halim & Mina har som nævnt været et par igennem lang tid, men på det seneste er Mina begyndt at blive meget svækket og meget syg og kan derfor ikke passe broderiet så meget længere. Dernæst så er der også visse undertrykte følelser inde i Halim, som ikke nødvendigvis ødelægger ægteskabet, men dog skaber indre konflikter, som ikke altid er rare.
Det som kan siges om Den blå kaftan, er at det er en meget følsom film, næsten til det ekstreme og dertil også en meget poetisk film, hvor der ikke holdes bare for detaljerne når Halim klipper i noget blåt stof eller bare scener hvor han er sammen med enten Hina eller Youssef.
Den blå kaftan, er samtidig også en meget intim film, fordi udover få andre som dukker op, så har vi kun Halim, Hina & Youssef som selskab gennem filmen og hermed kræves der at der er tale om godt selskab og dette lykkedes heldigvis til fulde.
Maryam Touzani, formår gennem sin instruktion at skabe en helt særlig intimitet, som både er varm, behagelige og sommetider intens, dog uden at det på noget tidspunkt nærmere sig ubehag.
Dernæst så er karaktererne vildt komplekse og her skal også lyde stor tak til Nabil Ayouch (der sammen med Maryam Touzani, skrev manuskriptet), fordi noget af det særlige ved Halim-karakteren, er at selvom han besidder mange tanker i hovedet (hvor nogle af dem holdes tilbage for at komme ud), så er han altid tilstede når Hina har brug for hjælp og dernæst så elsker Hina, Halim, fuldstændig betingelsesløs og uden forbehold og dette er afsindigt rørende at være vidne til.
Når det så kommer til Youssef-karakteren (som tilbringer en del tid sammen med Halim), så er han også fantastisk at nærstudere, i forhold til det spil der er mellem ham og Halim og hvordan det udvikler sig gennem filmen.
Apropos spil, så er skuespillet i Den blå kaftan, intet mindre end fænomenalt!
Saleh Bakri (som i rollen som Halim), Lubna Azabel (i rollen Mina) og den debuterende Ayoub Missioui (i rollen som Youssef), portrættere hver især deres roller med en ømhed, en ro og en autenticitet, som gør hver af dem til både helstøbte karakterer og dernæst mennesker som kunne eksistere ude i virkeligheden og som måske også gør det, i et hvis omfang.
Det er vildt rørende at se Saleh Bakri vandre ensomt gennem Marokkos gader, imens tankerne strømmer gennem hans hoved og ligeså er det vildt rørende at se Lubna Azabel, kæmpe for at holde humøret oppe, selvom helbredet kun virker til at gå 1 vej.
Dernæst er det også virkelig smukt at observere Ayoub Missioui, enten i scenerne hvor han hjælper til at måle tråd til en kaftankjole eller i scenerne hvor det kun er ham & Saleh Bakri i broderiet.
Den blå kaftan, er også et stort visuelt vidunder for både øjne og øre.
Kameraarbejdet af Virginie Surdej, er fantastisk at være vidne til i forhold til hvor stærk en intimitet, den indkapsler i sine billeder, hvilket også er med til at skabe en følelse af at være meget tæt på karaktererne, hvilket bestemt kun er en god følelse at besidde i denne films tilfælde.
Dernæst er der lyddesignet af bl.a. Carlos García og danske Claus Lynge, der sammen med underlægningsmusikken af ”ligeledes danske”, Kristian Eidnes Andersen, skaber en helt særlig stemning og følelse, som både er varm, behagelig, sommetider tungsindig (på den gode måde) og ligeså vildt poetisk, men dog på en helt særlig autentisk måde.
Og jamen, alt i alt er der ikke en eneste finger at sætte på noget her.
Den blå kaftan, er blandt de allerbedste film jeg har set i år, på alle tænkelige parameter og måder!
Det er et dybt rørende karakterdramaer, med karakterer som hele vejen igennem er til at føle på og som man nyder at tilbringe tid med.
Det er ligeså et virkelig komplekst og til tider ret så hjerteskærende kærlighedsdrama, om vigtigheden ved at tro på kærligheden, ikke at vise frygt for kærligheden og bibeholde kærligheden, når den fortsat er så stærk som den er.
Og helt overordnet er Den blå kaftan 2 timers stor filmkunst som virkelig er værd at opleve, når det er muligt i en biograf.
