De Utrolige 2 anmeldelse

René

René

Mere James Bond end børnefilm, men pyt, for den utrolige superheltefamilie er tilbage i en 2’er som er lige så god som 1’eren!

af René Buchtrup

De Utrolige 2 havde biografpremiere d. 30. august 2018

Da jeg sidste år fandt ud af at der ville komme en efterfølger til “De Utrolige” fra 2004, rystede jeg på hovedet og tænkte:  åh nej.

Ja, jeg er godt klar over at Toy Story-trilogien blev en fantastisk sammenhængende filmserie med stort hjerte og stort overskud og fortællerlyst. Men hvorfor en 2’er så mange år efter? Havde Pixar ikke lært noget af brølerne, de på grænsen til katastrofale Biler-efterfølgere?

Bare rolig alle sammen. I kan ånde lettet op: Pixar has done it again! De har gjorde min tvivl til skamme! “De Utrolige 2” er mindst ligeså så utrolig som sin forgænger!

Filmen lægger ud lige efter hændelserne i film nr. 1. Superheltefamilien får selvfølgelig skylden for alle de store ødelæggelser skurken, også selvom de prøver at stoppe en superskurken, Undergraveren. For samfundet kan ikke forstå superheltene. De findes unødvendige. Alt ser håbløst ud indtil rigmanden, Winson Deavor, og hans søster, Evylyn Deavor, tilbyder dem et job. Men dette kræver at mor i familien, Elastipigen, kommer i arbejdstøjet og ikke Hr. Utrolig, som ender som “hjemmegående husfar”. Rollerne er byttet om og dette kræver noget fra den ellers i forvejen pressede familie med superkræfter.

“De Utrolige 2” er en to timer lang, tegnet spandex-fest af højt format. Den er forrygende skarpt skrevet, replikkerne bliver sprudlende leveret, (bl.a Holly Hunter, Samuel L. Jackson og Bob Odenkirk) animationen er blændende flot hele vejen igennem og musikken blæser én omkuld med et soundtracket som var det en spionfilm ala James Bond fra 60’erne.

Faktisk er der mere gammeldaws spionagefilm over “De Utrolige 2” end en børnetegnefilm. Heldigvis da.

Det er næsten noget “The Winter Soldier”-ish (ja, den 2. film med Captain America) over den. Faktisk er jeg ikke sikker på alle unger (hvert fald ikke de mindste) vil få meget ud af det nye kapitel om de utrolige superhelte. Den tager sig nemlig god tid til at fortælle sin historie og bl.a. reflekterer over temaer som familie, kærlighed og mænd og kvinders roller i samfundet.

Men det er vel også okay at alle børn ikke er inviteret med til superhelte-festen? Den har aldersgrænse på 7 år og det giver fint mening ift. filmens billed og lyd-side som ofte bliver Batman-mørk og skummel i nuancerne når filmens skurk fremtoner på lærrederet.

Sidstnævnte tema føles aktuelt i dagens samfund og prikker på #meetoo-manerer til de oldgamle kvinde-kende-din-plads-værdier som heldigvis synes uddøde i 2018.

De sjoveste scener er simpelthen dem hvor Hr. Utrolig er ved at gå ud af sit gode skind da han skal passe børnene hjemme. Især når man både skal rose sin kone for det arbejde han selv gerne vil have, hjælpe knægten med matematikken, fixe teenagedatterens ødelagte kærlighedsliv, samt det sjoveste,- håndtere babyens, før usete, og nu, nyopdagede, superheltekræfter. Jack-Jack har nemlig overraskende mange ting han kan (hvem sagde ild, monster-forvandling og gå-igennem-døre).

Med “De Utrolige 2” føles det som om at Pixar er vendt hjem. Til det sted hvor de gode fortællinger findes og hvor hjertet er på rette sted – hele vejen. 

Filmen er en must-see til alle animations-fans der har hungret efter go’e gamle Pixar. Dengang hvor de lavede film som ikke altid havde lette løsninger til de svære dilemaer og dengang et animationsselskab kunne kreere historier som ingen andre.

De Utrolige 2 får 5 ud af 6 hamre:

🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

5 fantastiske serier, der straks bør forlænges

Der er mange serier der burde stoppe, mens legen er god. Og så er der de få serier, der sagtens kan forsætte.
René Buchtrup prøver at råbe de store Hollywood-studier op med denne liste, over serier der straks bør forlænges.

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.