Originaltitel: De Skrigende Halse
Instruktør: Søren Fauli
År: 1993
Genre: Komedie/Musik
Hvis man ikke kan sætte tre akkorder sammen uden at ødelægge ALT, så holder devisen om punkens ABC på “tre akkorder og derudaf” altså ikke for rette vedkommende…
“Havde det ikke været for mig, så havde du ikke lavet andet end lort”
De Skrigende Halse er den film jeg oftest citerer, når jeg skal være sjovere end alle de andre…
Der er derfor stor ros til instruktøren.
Søren Fauli har begået én rigtig god film i sit liv; De Skrigende Halse!
Den er så til gengæld også lidt af et mesterværk. Ham og Bo Hr. Hansen’s manuskript er eminent godt skrevet. De har en rød tråd, et bestemt lille univers, der foregår midt i det københavnske punkmiljø.
Deres humor er helt i skabet, og de rammer en tidsånd og en miljøskildring så godt det nu lader sig gøre.
Deres hylemorsomme billede af den danske punkscene, og dens forskellige typer og karakterer er helt fænomenal, den er virkelig spot on.
De rammer nerven og essensen i et musikmiljø, hvor du altså desværre kommer længst med et kæmpe ego, manglende pli, og løgn og latin. Gement dårlig opførsel.
Søren Fauli præsenterer os for nogle karakterer, der omend er karikerede, men som vist rammer nogle typer 1:1.
“Der er blod i lokummet”
Der er det fesne skvat, Ronni (“guitarist”), der vil favne alle, men som selvfølgelig bli’r jordet for sin goodwill. Der er GIGANT-egoet og røvhullet Frank (“sanger”), der selv mener, at han er Guds gave til musikken – men det er han eddermame ikke!!! Han er tonedøv og mildt sagt talentløs.
Der er medløberen Anders (trommeslager), som altid står bagved vedkommende, der har ordet. Han er vist det vi i daglig tale kalder en rigtig røvslikker!!
Sidst men ikke mindst er der – og hold nu fast – Djarnis! (Bandets manager/allesammens Djarnisdrengen). Djarnisdrengen skal du nok ikke kalde ham, medmindre du vil have en perfekt svungen og leveret ørefigen!
Han er manden med pladekontrakten og det ubrugelige råd. Kun ganske få personer må kalde manden det mytiske navn, Djarnisdrengen – det kræver en helt særlig licens!
Derudover er der en perlerække af fantastiske bikarakterer, der gør filmen til noget helt unikt.
Der er Anita(-drengen) med ham den tyske bolleabe, Jürgen. Der er den sygt liderlige Doktor Kronborg. Der er nymfomanen tosse-Kim. Hun er også sygt liderlig.
….og der er bartenderen Iggy, der ved noget om alle de døde musikkoryfæer. Han står iøvrigt for en af filmhistoriens sjoveste replikker!
Nå, men De Skrigende vil bare gerne lave den skide plade, og det skal intet sgu komme i vejen for – fuck de andre!
“Bare skid løs, Ronni”.
