Tredje og sidste del af min top 30 over de bedste krigsfilm.
Nu er vi nået helt derop, hvor det hele bliver et nøk bedre.
Min top 10 er en blandet sag, men det er ti ubestridte mesterværker, der pryder toppen.
Vi skal overleve bootcamp.
Vi skal gennemleve fodtudsernes helvede i junglen.
Vi skal på redningsaktion i de bayerske alper.
Vi skal se på, når børn bliver trukket rundt i de mest modbydelige dele af menneskets formåen.
Vi skal til skydetræning på en balkon med “god” udsigt.
Vi skal på ét langt syretrip på en flod, langt langt borte.
Vi skal bevidne en kollektiv, menneskelig nedsmeltning
Men vi skal også være vidner til menneskets godhed, og de heltemodige gerninger, der nogle gange skal til for at vinde krige.
God fornøjelse med sidste del af listen.
10. Full Metal Jacket (1987)
af Stanley Kubrick
(1t.56min.)
Fra almindelige mænd, til hjernevaskede dræbermaskiner.
Stanley Kubrick’ næstsidste film står stadig som en af alletiders bedste og vigtigste (krigs)film den dag idag.
“You’re so ugly you could be a modern art masterpiece!”
Gunnery Sergeant Hartman
Kubrick’ vision var at lave en film, der både viste krigens helvede, men også, og i højere grad, hvad det gør ved almindelige mennesker. Hvad kan man få mennesker til at gøre, er der overhovedet en øvre grænse for, hvad man kan tillade sig at gøre for at skabe kamplystne soldater?
Gunnery Sgt. Hartmann står som en af mine favoritkarakterer i filmhistorien. Han fylder mig med væmmelse og afsky, og samtidig er han voldsomt karismatisk i hans væremåde og udstråling.
Hans homofobiske og ondskabsfulde tirader, og hans tilsvininger af rekrutterne er ufrivilligt morsomme, men smilet blegner fuldstændig, i det øjeblik Gomer Pyle brænder ud!
“Seven-six-two millimeter, full metal jacket.”
Private Gomer Pyle
Skiftet til guerillakrig og gadekampe i Hue, Vietnam sker pludseligt, og vi bliver som seere kastet direkte ud i vanviddet.
Slutningen har for evigt brændt sig fast i min hukommelse. Holy shit!
9. Schindlers Liste (1993)
af Steven Spielberg
(3t.15min.)
Kulminationen på et filmår i Steven Spielberg’ tegn.
1993 var året, hvor han udgav sine to bedste film. Jurassic Park er for mig det ypperste han har præsteret, men Schindlers Liste, der kom få måneder efter viste hvad han kan udover at være en eventyrfortæller i eliteklassen.
Dette holocaustdrama er så stort og ambitiøst et værk, at det ikke burde være muligt at forløse det.
Men som vi bl.a. så med førnævnte dinosaurfilm, så kan han som få formå at føre tanke til handling. Han lykkes til fulde med sin vidtfavnende vision.
Filmen er rå og realistisk, og dens sort/hvide billeder giver det hele et endnu mere mørkt og grumt præg.
Det er en af mange genistreger, Steven Spielberg bruger her.
Filmen introducerer en af filmhistoriens bedste, og samtidig mest hadede filmskurke.
Amon Goeth!
Ralph Fiennes præstation som nazikommandant i arbejdslejren Plaszow, er af en anden verden. Filmhistoriens mest usympatiske mand. Han rummer ren ondskab fra yderst til inderst. Han udøver sin sadisme og mordlyst alle steder.
Udover Ralph Fiennes, der tårner over alle andre, så vil jeg kort fremhæve Liam Neeson i titelrollen.
Han er meget troværdig som Schindler, og han får lov at vise hvor dygtig en skuespiller han er.
Jeg køber, at nogle synes den flere steder kan være alt for sentimental. Jeg er med på den, det er jeg virkelig, men det er ikke noget der generer mig. For en gangs skyld holder jeg med Spielberg her. Det er normalt det der oversentimentale aspekt i hans film jeg ikke kan med, men her rammer han altså plet.
Jeg vil derfor anbefale jer at læse Thomas Keneally’ bog, der ligger til grund for filmen.
Den er som filmen, et sandt mesterstykke, og den lægger yderligere til historien om den komplekse mand, Oskar Schindler, samt de andre karakterer, der bliver portrætteret i filmen.
Filmens afslutning….puha, den får mig hver gang.
“I could have got more, and I didn’t”.
8. Idi I Smotri (Gå & Se) (1985)
af Elem Klimov
(2t.22min.)
Så modbydeligt er krig!
Dette er muligvis den mest ubehagelige krigsfilm jeg har set til dato.
Her i Gå & Se er der ikke de små åndehuller med opløftende øjeblikke, eller karismatiske hovedpersoner, som andre krigsfilm har med.
Her får vi serveret grusomheder på Østfronten for fuld smadder, og der er ikke meget opløftende ved at sidde på første parkét, når Holocaust bliver vist frem i al sin gru, lige for snotten af dig!
Det hele er mørkt og trist, og i takt med at galskaben og ondskaben gradvist får bedre og bedre fat, da bliver den mere og mere ubærlig.
Men du skal se den!
Du skal se Gå & Se fordi den er så vigtigt et dokument om en mørk del af vores historie, og du skal se den fordi den ganske enkelt er en fantastisk god film.
“They were here!”
Aleksey Kravchenko yder i hovedrollen som Florya en af de bedste skuespilspræstationer jeg nogensinde har set. Meget af hans spil er hans mimik, som rummer utallige følelser. Hans flakkende og skræmte øjne er hans største force. De lyser af rædsel og vanvid, og igennem dem er vi seere vidner til menneskets deroute.
Jeg føler jeg ser en dokumentar, når jeg ser ham heri. Det er en vanvittig præstation han yder.
Der er så meget smerte og elendighed over hans rolle, og man skulle tro at Aleksey Kravchenko selv har mistet alle han har kær.
7. Son Of Saul (2015)
af Lazlo Nemes
(1t.47min.)
Stor filmisk bedrift.
Dette er ganske enkelt en af de bedste film der nogensinde blevet skabt.
Son Of Saul er et alternativt og nyskabende take på Holocaust.
Den er simpelthen så smuk, rørende, livsbekræftende, nedtrykkende og modbydelig på én og samme tid!!!
Filmen belyser et vigtigt aspekt i os mennesker, nemlig evnen til at se lyset i mørket, evnen til at finde mening i selv de mest grufulde situationer!
Saul Auslander’s (formidabelt spillet af Géza Röhrig, hvis øjne og mimik indkapsler det helvede han befinder sig i) job går ud på at lede de mange mennesker fra togrampen, og ind i gaskamret, uden de fatter mistanke. Derefter skal han og resten af Sonderkommandoen tømme det igen, efter dødens indtog.
Midt i processen finder han en døende dreng, som han beslutter at give en traditionel jødisk begravelse.
“Rabbi, help me bury a body”
Det kan virke helt vanvittigt, men det giver god mening! Han skal have et holdepunkt midt i galskaben.
En stor del af filmen foregår i de fugtige, grå korridorer omkring gaskamret, og filmens helt store billedmæssige scoop, er kameraføringen, hvor kameraet det meste af filmen befinder sig en meters penge fra Sauls skuldre. Dette giver en klaustrofobisk fornemmelse filmen igennem – man er der næsten selv – og man bliver som tilskuer et nærmest personligt vidne til alt det grusomme og ubærlige. Det var første gang jeg har været tæt på at gå ud fra biffen. Der var visse scener, jeg fandt decideret hæslige!
Slutningen kan tolkes på mange måder – den er genial. Se den, og bedøm selv.
Der er intet Hollywood-fame over filmen, og ingen nåde for at hente nogen steder.
6. Ørneborgen (1968)
af Brian G. Hutton
(2t.38min.)
Clinten og Burton plaffer nazier, og det er en sand fryd.
Det her må være den krigsfilm jeg har set flest gange. Den varer omkring tre timer, men alligevel.
Den har charme, og underfundighed, og den har en spændingskurve, der konstant er opadgående.
Ørneborgen fra 1968 er en film med en såre simpel handling:
Et hold engelske kommandosoldater, samt en amerikaner – Clinten i en af hans glansroller – skal befri en amerikansk general, der holdes fanget af nazisterne på en gammel middelalderborg i det ufremkommelige bayerske alpelandskab. Den tilfangetagne general ligger tilsyneladende inde med oplysninger, der kan vende krigslykken til nazisternes fordel, så han må for alt i verden ikke blive tvunget til at tale.
Der er dømt kommandoraid af bedste skuffe, og under ledelse af Major Smith (Richard Burton er ikke set bedre!), tager vores lille gruppe kampen op mod den åbenlyse overmagt.
“Broadsword calling Danny Boy”
Fæle nazister – de er herligt karikerede uden at være for meget, mulige forrædere indenfor egne rækker, snestorm og generelt håbløse odds gør sit til at forpurre missionen, men, men, men.
Samspillet mellem Burton og Clinten slår gnister, og de kunne snildt være blevet æresmedlemmer hos Tarantinos Basterds – det er mesterligt, og det er underholdning i verdensklasse!!
Læn dig tilbage, og nyd denne fantastiske krigsfilm!
…..jamen for fanden da, hele den sidste tredjedel af film er jo ren kill-and-run-tour de force!
Der er smæk på, og filmen må have en af de højeste killcounts overhovedet i filmhistorien.
Filmen gør mig glad
