15. Paths Of Glory (1957)
af Stanley Kubrick
(1t.28min.)
Filmen rummer et af mine alletiders yndlingsfilmcitater:
Gentlemen of the court.
Col. Dax
There are times that I’m ashamed to be a member of the human race, and this is one such occasion.
Fantastisk (anti)krigsfilm.
Den skildrer på mesterlig vis, hvordan krig kan bringe de værste sider frem i mennesket. De enkelte liv betyder intet, og inkompetente overordnede er desværre mere en regel end en undtagelse.
Kirk Douglas – i sin bedste rolle – spiller Oberst Dax. Det var en rolle der dannede præcedens for den menneskelige og empatiske overordnede i krigsfilm. Sgt. Elias i Platoon og Unteroffizier Feldwebel Rolf Steiner i Cross Of Iron er direkte inspirerede af Kirk Douglas’ portræt.
Oberst Dax kæmper en ulige kamp for at redde tre af sine soldater fra en arrogant og prestigesøgende generals opstillede krigsret, hvis eneste formål er at finde syndebukke.
Hvilket mesterværk denne film er!
14. Pianisten (2002)
af Roman Polanski
(2t.3min.)
Roman Polanski instruerede i 2002 det stærke personlige Holocaustdrama, Pianisten.
Den autentiske beretning om den polske jøde Wladyslaw Szpilman’ kamp for overlevelse under krigen er kombineret med enkelte detaljer fra hans egne oplevelser under krigen. (Hans forældre endte i hver deres koncentrationslejr, og kun faderen overlevede).
Pianisten’ store force, er at den fokuserer så meget på det menneskelige drama, udover selvfølgelig på Holocaust. Det giver filmen en masse mere at byde på, og jeg tror at lige præcis det menneskelige drama og dens enorme popularitet hos filmelskere hænger uløseligt sammen. Vi kan som seere – til en hvis grad – indetificere os med Szpilman’ lidelser under noget så vanvittigt og utænkeligt som Holocaust.
They all want to be better Nazis than Hitler.
Wladyslaw Szpilman
Udover Ronald Harwood’ fantastiske (og Oscar-vindende) manus, og Polanski’ noget nær fejlfri instruktion af filmen, så tilfalder en stor del af æren for filmens soleklare kvalitet, Adrian Brody.
Han er fænomenal i rollen som pianisten, Wladyslaw Szpilman. Han går i ét med sin rolle, og jeg har ærlig talt svært ved at skelne imellem ægte lidelser og skuespil i dette tilfælde. Han spiller som gjaldt det livet, og den Oscar var dælme fortjent!
13. Vinterkrigen (1989)
af Pekka Parikka
(3t.19min.)
De enkelte familiers offer for den store sag.
David mod Goliath, finnerne mod russerne.
Dette er en relativt ukendt historie om en ditto krig.
Den finsk-russiske vinterkrig (1939-1840) er et lidt glemt kapitel under Anden Verdenskrig, men i grusomhed og vigtighed kan den sagtens måle sig med de mere “kendte kamppladser”.
They ordered us to drive the Russians away from our positions. I’m going to the headquarters to ask them: with what men?
Finnernes hær med Kaptajn Mannerheim i spidsen bed fra sig imod den sovjetiske overmagt, og bevarede sin suverænitet efter fredsaftalen i 1940.
Finnerne var tvunget til at støtte Hitler fremfor Stalin, da russerne angreb. Det var ikke noget de havde lyst til, men det var en nødvendighed.
Krigen var medvirkende til at tyskernes angreb på Sovjetunionen, under Operation Barbarossa, kom allerede der. Hitler havde set, hvilke svagheder russerne besad.
Vi følger to brødre, der hverves til krigen. De kommer gennem helvede på jord, og vi får endnu et bevis på, at krig kun har tabere – ingen vinder noget ved krig. INGEN!
12. Saving Private Ryan (1998)
af Steven Spielberg
(2t.49min.)
Titlen refererer til en lidt plat redningsaktion under Anden Verdenskrig. Omend den er plat, så fungerer den altså godt. Det er simpelthen godt håndværk!
Den åbningsscene med landgangen!
WAUW, bare WAUW!
Man kan sige, at filmen lider lidt under at Spielberg er så
sort/hvid i mange af scenerne, som tilfældet er, og at filmen derfor ofte er meget endimensionel i sit udtryk. Der er en klar fremstilling af de gode amerikanere, og de onde tyskere. Bedst illustreret bliver det i den berygtede scene i huset, den med kniven – og den amerikanske soldat i scenen er tilmed jøde, så Spielberg spiller den på alle tangenterne her. Når det så er sagt, så er ovenstående en scene, der stadig hjemsøger mig. Mit maveindhold boltrer sig lige rigeligt, når jeg ser den.
He better be worth it. He better go home and cure a disease, or invent a longer-lasting light bulb.
Jeg er ofte efter Spielberg, da jeg synes han har tendenser til at være vammelt sentimental i flere af sine film. Han er også tæt på at kamme over her i Saving Private Ryan, men han holder den lige på grænsen. Det fungerer virkelig godt i sådan en storfilm som denne, og Spielberg er altså bare en mester til at skrue det hele sammen.
Selvom han ofte fortjener hug, så fortjener han endnu mere ros.
Castet med en bister Tom Hanks og en endnu mere pissed off Edward Burns i spidsen, slår gnister. De spiller alle som en virkelig godt smurt maskine.
Det er en suveræn krigsfilm, der bestemt har kritikpunkter, men som i kraft af vanvittigt godt håndværk bare imponerer og benover seeren.
Den er kompromisløs og meget barsk, og den viser bedre end de fleste andre krigsfilm, det grusomme ved at dræbe og lemlæste i hobetal.
Et mesterværk!
James, earn this, earn it.
11. All Quiet On The Western Front (1930)
af Lewis Milestone
(2t.32min)
Lewis Milestones antikrigsfilm er en milepæl indenfor genren, og i filmhistorien generelt.
Dens to Oscarstatuetter for henholdsvis Bedste Film og Bedste Instruktør vidner om en film, der ikke bare bevæger sig i sin egen lille niche, men som breder sig ud over flere forskellige genrer.
Den foregriber historiens gang. Den minder på mange måder om noget, der skete i selvsamme (Tysk)land ti år senere.
We live in the trenches out there. We fight. We try not to be killed, but sometimes we are. That’s all.
Unge mænd der bliver manipuleret ind i en beskidt krig – af folk der aldrig selv sætter deres fod på slagmarken.
Manipulation og manisk og utvetydig loyalitet var skam ikke Hitlers værk…
Det er nemt nok at beordre sine mænd til beskidt skyttegravskrig, når man selv er i sikkerhed.
Fløjten lyder, og du skal løbe en ukendt skæbne i møde. Du bliver selvfølgelig hyldet af dine overlevende kammerater, men derefter er du glemt.
De unge mænd er bare tal i den store tombola – nogle overlever, andre bliver slået ihjel.
Som en doktor siger:
Der er 16 mænd, der er døde indtil videre idag, din kammerat er nummer 17 i rækken – og ikke den sidste, lev med det!
All Quiet On The Western Front er fra 1930, men den er forud for sin tid. Krigsscenerne er meget voldsomme, og rigtig godt lavet. Lewis Milestone har styr på sit håndværk.
Mel Gibson, Steven Spielberg og Oliver Stone, blandt andre, har udtalt deres beundring over Lewis Milestones evne til at skrue store krigsscener sammen, og stadig huske personskildringerne og det stærke drama.
Det gør på mange måder All Quiet On The Western Front til den ultimative krigsfilm. Den har det hele.
