De bedste krigsfilm gennem tiden – Top 30. del 2

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

af Andreas Nørgaar

Nu er vi nået til anden del af min krigsliste.

Vi skal møde nogle store personligheder, der på godt og – især – ondt har ændret verdenshistorien.
Vi skal med til flere forskellige dele af verden, hvor krig har sat sit altødelæggende præg.
Vi skal en tur i dybet, hvor dybhavsbomber og andre godter brager om ørerne på os.
Vi skal se konsekvensen af et folkemord.
Vi skal en tur på stranden i det nordfranske, i mildt stormvejr…
Vi skal med ind til de høje herrer, når de pudser glorien, og frasiger sig alt ansvar.
Vi skal helt op nordpå i sneen, og bevidne Davids kamp mod Goliath, i en brutal overlevelseskamp.

Her har i ti nye bud på krig på film.

God fornøjelse!


20. Der Untergang (2004)
af Oliver Hirschbiegel
(2t.36min.)

Hvordan gør man en af verdenshistoriens mest ubehagelige og usympatiske personer menneskelig?

Der Untergang viser Adolf Hitler fra flere forskellige sider.

Han skildres ikke kun som hysterisk jødehader, med storhedsvanvid. Nej han får et menneskeligt ansigt, og noget der ligner menneskelige kvaliteter.

Filmen rokker nok ikke ved det faktum, at han er et af de ondeste og mest forskruede mennesker i historien. Til gengæld viser Der Untergang, at selv mennesker der rammer milevidt forbi de fleste forsonende træk, også har nogle kvaliteter et sted – godt gemt i dette tilfælde.

“In a war as such there are no civilians.”

Adolf Hitler

Bruno Ganz yder en præstation af en anden verden som Der Führer.

Sjældent er skuespil set bedre. Hans raserianfald er tæt på at være komiske, men jeg sidder altid blæst ned og rystet over, hvor voldsomt det er, når han går fuldstændig skråt amok!

Filmen giver et godt og rystende indblik i Hitlers sidste dage, og den betingelsesløse loyalitet, der stadig prægede mange af hans nærmeste nazifæller, til trods for krigens åbenlyse udfald.

Har du ikke set denne film, så gør dig selv en tjeneste, og få det gjort. Det er filmisk topkvalitet!


19. Black Hawk Down (2001)
af Ridley Scott
(2t.24min.)

Når Ridley Scott strammer sig an, så kan han levere film med et meget højt niveau.

Black Hawk Down er baseret på den fejlslagne amerikanske operation i den Somaliske hovedstad, Mogadishu i 1993.

Hvad der skulle have været en hurtig ind-og ud-igen mission, endte som et mareridt for de omtrent 100 amerikanske soldater, der deltog i missionen for at fange et par brutale lokale krigsherrer.

Nobody asks to be a hero, it just sometimes turns out that way.

To Black Hawk helikoptere skydes ned midt i byen, og det meste af filmen omhandler den desperate redningsmission, der ender med utallige døde på begge sider.

Det her er Ridley Scott, når han er bedst.


18. Hurt Locker (2008)
af Kathryn Bigelow
(2t.11min.)

Det her er en af de mest intense film jeg har set i mange år.

Jeremy Renner (i sin glansrolle!) spiller Sgt. William James, der bruger rushet fra højspændte situationer i krig, som sit drug. Han er bomberydder, og hans tilgang er mildest talt dumdristig og iskold.

Han fyrer smarte bemærkninger af i ét væk, og hans kollegaer har det svært i hans nærhed. Et fejltrin betyder døden, og han tager meget let på det faktum…

The rush of battle is often a potent and lethal addiction, for war is a drug.

Der er få film der har ramt mig på samme adrenalinpumpende niveau som denne film af Kathryn Bigelow.

Hun er en virkelig dygtig instruktør, der burde have mere anerkendelse end tilfældet er.

Dette er måske den bedste (bedste film-)Oscar-vinder siden årtusindeskiftet.


17. Das Boot (1981)
af Wolfgang Petersen
(2t.29min.)

Klaustrofobisk ubåds-helvede og skræmmende desperation for fuld damp!!

Jeg så Das Boot for første gang på René Buchtrup’ projektor.

Det er en af de film, der løfter sig et ekstra niveau op ved at blive skudt op på et stort lærred.

Det er en af de sjældne film, hvor vi holder med tyskerne. Vi håber på deres overlevelse, og glemmer for en stund nazismen, og deres rolle i Anden Verdenskrig.

Das Boot er et vidnesbyrd på at man ikke nødvendigvis var nazist og ondskabsfuld, bare fordi man var tysker under krigen.

Kaptajn Heinrich’ kamp for sine mænds overlevelse i dybet er rørende og du håber inderligt de klarer den.

Det er lidt som at se en horrorfilm, når dybvandsbomberne sprænger til alle sider, og skroget ryster faretruende.

ALARM

Skræk og rædsel er malet i ansigterne på mændenes dernede, de ved godt de skal være heldige for at overleve. Den her film skildrer måske bedre end nogen anden krigsfilm lige netop dette. Den der rædsel og hjælpeløshed, som krig er uløseligt forbundet med er så udtalt her i Das Boot.

Krig er helvede.
Krig er helvede, uanset hvilken side du er på.


16. Shoah (1985)
af Claude Lanzmann
(9t.26min.)

Mesterligt, episk mastodontværk!!

Ni timers svælgen i Holocaust.

Ni timers historier fra både ofre og bødler.

If you lie enough, you believe your own lies.

Ni timers forståelse for menneskets vilje til overlevelse, og til dets gode og ondskabsfulde handlinger.

De evige spørgsmål, når vi snakker Holocaust, hvorfor, og hvordan” blir besvaret så præcist som muligt i denne dokumentar.

Det er det tætteste vi kommer på nogen endeligt.

Ni timer (faktisk ni og en halv) er godt nok langt, men det er nødvendigt, og man sidder klistret til skærmen hele tiden ud.

Dette er kunst, det er et værk!


Fortsættes på næste side

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!