Vi skal møde en sur trold, og vi skal på jagt efter en lampe.
Vi skal møde symbolet på Studio Ghibli, og og vi skal svinge o fra skyskraber til skyskraber.
Vi skal stjæle fra de rige og give til de fattige, og vi skal forsøge at blive klogere på Palæstina-Israel konflikten.
Derudover skal til revolution i Iran, og vi skal møde vores venner, Woody og Buzz dengang det hele startede.
Alt dette, og meget mere.
God fornøjelse!
25 Drengen og Jernkæmpen (1999)
Instruktør: Brad Bird
(Warner Bros.)
René siger:
Man kender muligvis bedst instruktør, Brad Bird, for hans Utrolige-film. Det er ærgerligt, for hans allerbedste hedder altså Drengen Og Jernkæmpen.
Det hele handler om et umage venskab, mellem en kæmperobot og den 11-årige Hogarth Hughes i år 1957. Frygten for russerne, atomvåben og rumvæsener fylder meget. En rammende beskrivelse af et land og hvad de frygter. Uden at blive for sentimental, rammer Birds’ satsning hundrede procent plet, og sikrer sig en plads mellem de bedste venskabsfortællinger nogensinde.
24. Min Nabo Totoro (1988)
Instruktør: Hayao Miyazaki
(Studio Ghibli)
Andreas siger:
Jeg så den første gang med René, til et filmmarathon for mange år siden.
Den var flot og så’rn, men vi skulle nok have valgt noget action i stedet på det tidspunkt.
Den vandt ikke rigtigt indpas der, men det gjorde så til gengæld da jeg så den et par gange nogle år senere.
De to søstres venskab med skovens ånder står for mig som noget af det ypperste, visuelt, såvel som historiemæssigt.
Sikke da et fantastisk mesterværk!
Den store klumpfiskeformede skovånd Totoro er billedet på Studio Ghibli udadtil.
23. Sangen Fra Havet (2014)
Instruktør: Tom Moore
(Cartoon Saloon)
Andreas siger:
Jeg sad i den største sal i biografen, og så denne film – helt alene.
Jeg smækkede stængerne op, og lod mig opsluge af den smukke, triste og meget rørende historie.
Igen er her tale om en film om tab og savn, men jeg synes den rammer emnerne endnu bedre end mange andre her på listen. Der bliver ikke leflet eller sprunget over, hvor gærdet er lavest.
Vi får det hele ind i denne smukke fortælling.
Jeg var meget imponeret og berørt, da jeg gik ud af biografen.
En stor filmoplevelse rigere.
22. Toy Story (1995)
Instruktør: John Lasseter
(Pixar)
Andreas siger:
Filmen der startede Pixar´s totale dominans inden for animation.
Toy Story er en Pixarfilm efter mit hoved.
Ikke noget stort og forkromet plot, der ville få David Lynch til at sige; “så stopper du”. Ingen kringlede mellemregninger, der mest af alt forvirrer.
Derimod en enkel og uimodståelig fortælling om relationer og forskellige dynamikker i et venskab.
Woody og Buzz er et makkerpar der kan konkurrere med de allerbedste i filmhistorien.
21. Det Levende Slot (2004)
Instruktør: Hayao Miyazaki
(Studio Ghibli)
Andreas siger:
Det er kun Miyazaki, der kan føre sådan en ide ud i livet.
Et slot der bevæger sig rundt efter forgodtbefindende, på sine kæmpestore ben?
Han har altid været en instruktør, der gør det de andre ikke tør eller har fantasi til. Han skaber væsner og billeder, der går lige i hjertet. Noget man husker.
Jeg elsker kærlighedshistorien mellem Sophie og Howl, og deres stædige kamp imod heksen. Hekse er iøvrigt et gennemgående tema i hans film. Han skriver dem ind, og han gør det så charmerende og fuld af spræl, så andre instruktører bare kan se måbende på.
Dette er en af hans bedste film!
20. Shrek (2001)
Instruktør: Andrew Adamson, Vicky Jenson
(DreamWorks)
René siger:
Gisp. Er det allerede 20 år siden at den første Shrek-film så dagens lys? Det skal fejres med en plads på Top 20!
En sur og muggen trold, som bare gerne vil være i fred. Et møgirriterende og venneløst æsel. Og ja, en prinsesse, som om natten bliver forvandlet til en uhyre…ala Shrek. Spækket med herlig humor og tonsvis af referencer til moderne popkultur, er Shrek et overflødighedshorn af (grøn) charme, der altid kan smækkes på, hvis man har brug for er eventyr med et herligt twist.
19. Spider-Man: Into The Spider-verse (2018)
Instruktør: Bob Persichetti, Peter Ramsey & Rodney Rothman
(Sony)
René siger:
Jeg havde ikke de store forventninger til den animerede Spider-Man, da jeg første gang, men WOW, hvor blev jeg blæst bagover af stilen, historien, humoren og det filmiske overskud, som den simpelthen bare besidder på alle barometre!
Fra ende til anden er denne unikke film en knib-mig-i-armen-oplevelse, fordi instruktørerne med Spider-verse giver følelsen af selv at bladre i en vaskeægte tegneserie og på den anden side, at opleve en vaskeægte spillefilm. Den vandt ikke overraskende, men fuldt fortjent en Oscar for Bedste Animationsfilm, og den har fortjent sin plads blandt dem som i fremtiden vil inspirere nye og lovende filmtalenter, om hvordan man kan skabe noget unikt og helt særligt.
18. Robin Hood (1973)
Instruktør: Wolfgang Reitherman
(Disney)
Andreas siger:
Min yndlingsfilm fra Disney, og den næstbedste animationsfilm nogensinde lavet….
Det er vel nok store ord, men ikke desto mindre er det sandt, det ved i jo godt.
Robin Hood er med længder den film jeg har set flest gange. Det er et godt stykke over hundrede gange. Det har både været arbejde og fornøjelse, så derfor det tårnhøje tal.
Filmen er en vaskeægte charmebøf, der altid giver mig det der kick. Jeg kan altid grine af verdens største skvat, Prins John, der bliver narret af Robin Hood og Lille John.
Der sker hysterisk morsomme ting i den film…
17. Waltz With Bashir (2008)
Instruktør: Ari Folman
(Bridgit Folman Films)
Andreas skriver:
Fantastisk film om Palæstina-Israel konflikten, der aldrig ender.
Tilgiv mig min pessimisme, men jeg tror ikke på der kan findes en løsning, der gør begge parter tilfredse!!
Filmen giver et ærligt billede af konflikten igennem minder fra instruktøren selv, samt veteraner fra en af de mange krige dernede.
Modsat mange andre film om den konflikt, så er denne her ikke ensidig, men behandler begge sidder med respekt. Det er en vigtig del for mig.
Har set den et par gange, og for satan hvor den rammer godt og grundigt plet.
Det er en stor filmisk og menneskelig bedrift!
16. Skønheden & Udyret (1991)
Instruktør: Gary Trousdale & Kirk Wise
(Disney)
René siger:
Jeg kan svagt huske min første biografoplevelse i 1991. Det var med min farfar og vi så Disneys Skønheden & Udyret. Den gjorde voldsomt indtryk. Selvom jeg til tider var skræmt fra vid og sans, gik jeg nærmest flyvende (og syngende) ud af biografen. Sikke en opløftende oplevelse.
Det er den stadig. 30 år efter siden premiere, står den stadig som én af de største fra Mickey Mouse-giganten nogensinde. Selvom min farfar ikke just var blown away efter filmen, kunne han godt mærke min entusiasme. For den gæve pige, Belle, kom, så og sejrede.
Skønheden hun fandt, udyret hun vandt, det er ganske vist.
15. Anomalisa (2015)
Instruktører: Duke Johnson & Charlie Kaufman
(HanWay Films)
Andreas siger:
På mange måder er dette den mest relaterbare film på listen.
Den handler om mødet mellem to mennesker, og hvad der opstår i kølvandet på det møde.
Selv voksne mennesker kan være barnligt akavede i deres forsøg på konversation med det modsatte (eller samme) køn.
Jeg så den i biffen, og efter rulleteksterne gik jeg ind i en anden biografsal og så den igen.
Et stort mesterværk, og en af de klart bedste film, der er kommet de sidste tyve år.
Og leverer Jennifer Jason Leigh lige den bedste stemmepræstation i en animationsfilm? Ja det tror faktisk hun gør.
14. Aladdin (1992)
Instruktører: Ron Clements & John Musker
(Disney)
Andreas siger:
Preben er gud!
Prebens stemme er slik for ørerne, når han giver den fuld smadder som Genie.
Den blå lampeånd bliver levende igennem Preben Kristensen´s stemmeføring. Det er eminent arbejde, og næsten halvdelen af helhedsoplevelsen.
Filmen har en af mine yndlingsskurke-makkerpar. Jafar er gement ond, og hans sidekick, den forpulede papagøje Jago er dejligt grov i munden (Torben Zeller!!).
De gør livet surt for Aladdin, men jeg griner altid med, når han får skovlen under dem.
13. Find Nemo (2003)
Instruktør: Andrew Stanton
(Pixar)
René siger:
Vi nærmer os toppen af kransekagen, inden for animationsgenren, og ikke overraskende finder vi dette plaskvåde vidunder.
Det hele handler om den overbeskyttende far, klovnfisken, Merlin (som ofte skuffer folk, fordi han ikke er særlig sjov). Hvor har han har svært ved at give slip på sin eneste søn. Og det bliver slet, slet ikke bedre, da sønnen, Nemo, bliver væk under en skoleudflugt, og pylderfar må begive sig ud på en rejse, og alliere sig med den opmuntrende, men gakkede fisk Dory, som lider af manglende korttidshukommelse.
Vidunderlig historie, sprudlende stemmearbejde (både på dansk og originalsprog) og
12. Toy Story 3 (2010)
Instruktør: Lee Unkrich
(Pixar)
René siger:
Og så sidder den store knægt, Anders, der om lidt skal på universitetet, og kigger på sit gamle legetøj, og tænker tilbage på alle de dejlige stunder han har haft med det, mens den søde, lille pige, Bolette, kigger afventende på ham. Kan han give slip og give det videre?
Ej, jamen, for dælen da, nu sidder jeg allerede med våde øjne, mens jeg skriver dette. Det er altså Pixar-magi på allerhøjeste plan!!
Toy Story 3 er den mest alvorlige af de tre første Toy Story-film, men stadig legende, undersøgende og sjov. En hjertevarm oplevelse, som aldrig giver slip på én.
11. Persepolis (2007)
Instruktører: Vincent Parronaud & Marjane Satrapi
(Celluloid Dreams)
Andreas siger:
Jeg mener faktisk godt, at Persepolis kunne have vundet Oscaren for bedste film i 2008.
Den er mindst ligeså god som dem der kæmpede om statuetten det år…
Virkelig en flot film.
I denne selvbiografiske film ser vi Marjane vokse op under revolutionen, hvor Iran skiftede til islamisk styre. Der var mange ting der ændrede sig, og en af de ting der rammer mig ved filmen, er at opleve et barn blive voksen pga. voldsomme omskifteligheder i samfundet.
Marjane er en sej og rebelsk teenager, der giver magthaverne fingeren, men som også finder ud af, at hun skal træde varsomt. Stærk film, der er en af de bedste “film” på listen.