De Bedste Actionfilm (fra 1980-nu) del 1

Picture of Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

En personlig Top 70 (faktisk 71) fra René Buchtrup og Andreas Nørgaard

Action ad libitum!

Actionfilm er på mange måder den mest ærlige filmgenre.

Det er den genre du kan sætte sammen med flest andre subgenrer. Du kan faktisk parre den med alt, og du vil stadig have en actionfilm. 
Det er den genre, hvor vi to – René og Andreas – nok er mest enige og samtidig mest uenige.

Andreas er sgu lidt snobbet hvad actionfilm angår, hvorimod René mere ukritisk evner at se filmene for det de er; i nogle tilfælde ren underholdning, hvor man kan give hjernen en morfar i vindueskarmen, mens man lader sig overvælde af bulder og brag…
Andreas bryster sig af at hans filmsnobberi bare er et udtryk for god smag, men kan det nu passe?
Han har ihvertfald ALDRIG en forudindtaget holdning….(jo jeg har, og det er jeg stolt af!).

På denne fælles liste er der derfor et meget bredt udvalg af actionfilm, der tilgodeser begge de herrers behov og smag.
Vi har – selvfølgelig, fristes man til at sige – sat nogle rammer op for listen.
Først og fremmest skal det være film, hvor action delen er det bærende tema. 
Diverse superheltefilm, samt krigsfilm er spækket med action, men de har et helt andet, og meget overordnet tema. De kommer derfor ikke med.

Vi tager heller ikke deciderede Sci-Fi film med.

Film som f.eks. Blade Runner og Minority Report kommer ikke med – de er først og fremmest Sci-Fi, men film som Aliens, Predator, Terminator og Akira (for nu at nævne et par stykker) kvalificerer sig, da action-delen trumfer de andre temaer.

Kort sagt er der ikke film med en anden hovedgenre end action på listen.

Vi kommer godt rundt i manegen.
Fra de store, svulstige og overdrevne (kogt ned til ét ord: hjernedøde) kæmpeblockbustere, til de små intense sataner, der hylder den beskidte nærkamp. Vi kommer omkring de intelligente film, hvor action delen giver mening ift. handlingen, også er der dem, hvor action ér handlingen.
Alle vores gamle og nye helte er på listen, så du kan roligt glæde dig til Sly, Arnold, Sigourney Weaver, Statham, Iko Uwais, Van Damme osv, osv, osv.
Hvis du savner underholdning – det være sig både intelligent og tomme kalorier, så er listen her noget for dig.

Kort sagt:
Læs endelig med. 
Der er noget for enhver smag!
Rigtig god fornøjelse.

71. Top Gun (1986)

Instruktør: Tony Scott

Andreas siger:
Top Gun er en af de der film, der er god at drikke bajere til.
Når Tom Cruise er selvfed og kæk, så glider en kælderkold nemt og enkelt ned.
Tom Cruise er som skabt til rollen som den autoritetsfornægtende Maverick.

Det er ægte 80´er pastiche med den Oscarvindende sang Take My Breathe Away i spidsen. Hvadenten det er Tom Cruise på en motorcykel, en sololieindsmurt Val Kilmer der spiller beachvolley, eller de hæsblæsende sekvenser i jagerflyene, så er der kælet for actionen – det er godt lavet. 

70. Beverly Hills Cop (1984)

Instruktør: Martin Brest

René siger:
Han er pisseirriterende og røvcharmerende, ham Axel Foley. Han får brug for alle sine streetskills, og allierer sig med to politibetjente, i at løse en mordgåde i L.A. Eddie Murphys helt store glansrolle gennem tiderne. Hans karismatiske grin er ikke til at stå for. Og så er der den ikoniske temasang, der bringer én tilbage til år 1984. 

69. Planet Terror (2007)

Instruktør: Robert Rodriquez

René siger:
Rodriguez’ store hyldest til b-film, inden for action og horror! En verden fyldt med mordlystne zombier. Rose McGowan sparker røv som bad ass-heltinde med en big gun, i stedet for et træben. Corny og plat, men samtidig skamfuld underholdende og smågenial. En del af Rodriquez & Tarantinos Grindhouse-projekt. 

68. Indiana Jones And The Temple Of Doom (1984)

Instruktør: Steven Spielberg

Andreas siger:
Min personlige yndlingsfilm om Indiana Jones!
Den her så jeg som meget ung. Jeg har vel været omkring ti år, så måske for ung.
Det var mit første møde med Indy, og jeg blev hooked.
Slagsmålet i baren, den “drønlækre” buffet, Mola Ram´s besættende “KALI MA”. Der er mange mindeværdige øjeblikke. Short Round var den sejeste knægt dengang, og jeg bliver stadig glad over hans kreative og kække gåpåmod.
Den hæsblæsende jagt i mineskakterne er legendarisk, og en af de fedeste actionsekvenser på film, i min bog.

67. The Last Boy Scout (1991)

Instruktør: Tony Scott

René siger:
“If you touch me again, I’ll kill you”. Den legendariske one-liner fra legendariske Bruce inden han hamrer sin knytnæve op i en bad guys næse, så han falder død om. En fed buddy-film, som lever højt på fede actionsekvenser og et knivskarpt og mega skægt manus fra selveste Shane Black. En 90’er-klassiker er født!

66. 300 (2006)

Instruktør: Zach Snyder

René siger:
Snyders overdrevne, patos-buldrende actionfantasi, er der dømt svulstige mandeoverkroppe, der parterer og massakrerer andre halvnøgne dudes med spyd og sværd. What’s not to like? Med dejligt overdrevne one-liners som “Tonight, we’ll dine in hell” og “This is Sparta!” skubber 300 over på de fedeste drengerøvssfilm nogensinde. 

65. Lethal Weapon (1987)

Instruktør: Richard Donner

René siger: 
Mel Gibson har 80’er puddelhår og spiller den bindegale betjent der balancerer på kanten af selvmord. Og så er der Danny Glover der spiller betjent og familiefar der er “too old for this shit”. De er kort sagt det umage og underholdende makkerpar, i den ikoniske buddy cop-film, som fik tre efterfølgere. 

64. John Wick (2014)

Instruktør: Chad Stahelski & Leitch

René siger: 
Hvad gør en pensioneret lejemorder, når man slår hans hundehvalp ihjel? Myrder løs til alle ansvarlige er lemlæstede og døde. Keanu Reeves er unstoppable som Mr. Wick og beviser at han er i sit livs form som actionstjerne. Sjældent har jeg hygget mig så meget, som i selskab med tør humor og über-voldelig action. Godt at der findes 2 ydligere John Wick-film!

63. Lethal Weapon 2 (1989)

Instruktør: Richard Donner

Andreas siger:
Riggs og Murtaugh går all in i deres kamp mod sydafrikanske diplomater, der udnytter deres “diplomatic immunityyy” til at handle med stoffer og våben.

Det går fra at være kæk politi mod røvere, til at være et meget personligt anliggende for Riggs.

Også må Murtaugh jo se om han kan følge med sin makker, der er drevet af selvhad og et had i al almindelighed, der gør ham til en dødsens farlig modstander.

Virkelig fed film, og stadig den fedeste i franchisen.

Jeg kan altid se den, den bliver aldrig for gammel.

62. Prinsesse Mononoke (1997)

Instruktør: Hayao Miyazaki

Andreas siger:
Dette er ikke bare en glimrende actionfilm, men samtidig en af de bedste animationsfilm nogensinde.
Den er mere for voksne end for børn, og den er da også meget blodig og voldsom.
Krigerprinsessen Mononoke er i samme liga som Ripley, Sarah Connor, Pvt. Vasquez og The Bride: Sejere og mere farlig end de fleste.
Filmen er et bidsk take på vi menneskers voldtægt af naturen, og  den viser, hvor primitive og ensporede vi er.
Kampscenerne er et kapitel for sig. De er gudesmukke, og de skal opleves.

61. Machete (2010)

Instruktør: Robert Rodriquez 

Andreas siger:
Danny Trejo’s sure, furede fjæs, og en machete på afveje. Det er hvad vi har at muntre os med…

Den er så afsporet og hidsig, og den er underholdende på den måde kun Rodriquez og Tarantino kan slippe afsted med. Danny Trejo slagter sig igennem en hær af lejemordere og racistiske regeringsfolk, og Robert De Niro fungerer rigtig godt som en slags filmisk udgave af en vis tidligere amerikansk præsident. Volden er langt ude, og inkluderer bl.a. opsprætning, levende korsfæstelse, og diverse afhuggede lemmer. Det er helt fantastisk.

Det er en perfekt tømmermændsbasker.

60. From Dusk Till Dawn (1996)

Instruktør: Robert Rodriguez

René siger: 
Det hele starter ud som en klassisk Tarantino-90’er-film. En roadmovie, om to bankrøvere, der skal mødes på stripbaren, Titty Twister, i Mexico. Det er sjovt, kækt og cool. Så skal jeg love for at filmen skifter gear og stil. Det blir grotesk splatter-horror! Det er over the top og helt og aldeles vanvittigt fed. George “Everybody Be Cool” Clooney har aldrig haft en federe rolle i karrieren!

59. Beverly Hills Cop 2 (1987)

Instruktør: Tony Scott

Andreas siger:
Den mest viste film i TV2´s historie…..Hvabehar!

Alt er 80´er heri. Musikken, lydeffekterne, de dumsmarte oneliners, æstetikken og humoren. Pistolerne lyder som små kanoner – der er gået balalaika i lydstudiet, og det er med til at give filmen prædikatet; 80´er- flick.

Eddie Murphy fortsætter i sin glansrolle i den sidste fede film i serien. Alex Foley er en sand pestilens for alle autoriteterne, men han er både dygtig og charmerende, og han har hvad der skal til for at stoppe det blonde tårn, Brigitte Nielsen. Hun var vildt sej og skræmmende da jeg var dreng, men hun fremstår idag mest af alt lidt fjollet. Anyway, hun er trods alt en vigtig del af filmen, så intet ondt ord herfra.

58. Die Hard: Mega Hard (1995)

Instruktør: John McTiernan

Andreas siger:
Bruce Willis og John McTiernan teamer op igen, med tredje film i franchisen.
For mig sluttede Die Hard-universet med denne film, men vi går ud med et brag.
McClane skal – med hjælp fra en charmerende, streethuslene og lidt skvattet Samuel L. Jackson –  stoppe (endnu) en galning. Denne gang er det superseje Jeremy Irons, der prøver at bombe New York i smadder, og sende McClane en besked i processen. Der er et fedt callback i filmen – fra én ikonisk filmskurk til en anden.
Bomberne sprænger, der bliver uddelt tørre tæsk, og storbykaosset er massivt.

Super fed film.

57. Natural Born Killers (1994)

Instruktør: Oliver Stone

Andreas siger:
Oliver Stone har instrueret, men det her er altså en Quentin Tarantino film. Hans manuskript står for mig, som et af de bedste og mest bidske i moderne filmhistorie.

Der bliver rettet en bidende hård kritik af USA som nation, og al den dobbeltmoral, der gennemsyrer landet.
Når det så er sagt, så har Oliver Stone ramt en fantastisk nerve. Mickey og Mallory Knox´s morderiske amokløb tværs over USA er fantastisk instrueret, og den store mediebevågenhed i filmen, er som et vindue til virkeligheden. Det er ét stort og sygt cirkus. Woody Harrelson og Juliette Lewis er aldrig set bedre.
Flugtscenen i fængslet til lyden af RATM´s Bombtrack er en af mine yndlingsscener i filmhistorien.

56. Transformers (2007)

Instruktør: Michael Bay

René siger: 
På papiret et det snotdumt. I praksis er det jo faktisk smågenialt. Tranformers er én stor undskyldning for at se robotter smadre hinanden. Bay er i sit es som tovholder for al smaderiet, og får historien om teenageren Sam Witwicky og hans kamp med de gode autobots, mod de onde decepticons til at gå op i en højere enhed.

Seneste

Emilia Pérez

Nicolai har denne gang anmeldt en mexicansk musical om en transkvinde, der skal finde sig tilpas i et nyt liv.

Emilia Pérez, har meget på hjertet, men den kan dog ikke bærer alle sine ambitioner og ender med at kunne mindre end den egentlig vil.

Moviemaniac anmelder 4k-film: Pusher-trilogien

Velkommen til den første 4k-anmeldelse i det nye år! René anmelder ikke blot én, men et helt boxset, som bugner af ekstra spillefilm og ekstra materiale. Det er rigeligt at snakke om, når Pusher-trilogien bli’r anmeldt…

Babygirl

Nicolai har denne gang anmeldt en erotisk thriller, som både er vovet, hed, intens og samtidig følsom og meget kompleks.

Babygirl har mange tangenter at spille på og oveordnet spiller det hele mere end godt nok til at være en biograftur værdig!

The Room

For seks år siden anmeldte René Buchtrup “verdens dårligste film” til bundkarakter. Nu har tonen fået en helt anden lyd. Læs hans (nye) anmeldelse af The Room…

Årets Film 2024 (Nicolais Top 10)

I Moviemaniacs tilbageblik på det nu forgangne år 2024, er det nu Nicolais tur til at dele ud af sine filmiske højdepunkter, hvor der så er tale om en bred perlette af både store værker og små gemte perler, som alle gjorde massivt indtryk.

Årets Film 2024 (Renés Top 10)

Filmåret 2024 har i følge René Buchtrup været fantastisk og det har kort sagt været enormt svært at fravælge film til den endelige TOP 10. Men det er selvfølgelig lykkedes, og her får I listen. Rigtig god fornøjelse..

Better Man

Hvis man vil slutte året af med et brag i biografen, som giver en lyst til at danse og hoppe ind i 2025, jamen så har Nicolai et ganske godt bud på dette, via Better Man, som fortæller historien om popikonet Robbie Williams, som så bliver skildret som en abe.