Fjerde del af actionlisten byder bl.a. på smadret indonesisk ultravold og et par gæve gutter på mission for Gud.
Den byder på en hyggelig togtur i det sydkoreanske og et romersk hævntogt.
Den byder på to gange Nic Cage, en enkelt Bond, samt to lidt tumpede, men elskelige betjente et sted i det engelske.
De gamle helte bliver luftet endnu engang, og vi møder sågar sultne øgler og andre skræmmende rovdyr…
Osv, osv, osv….
Rigtig god fornøjelse!
25. Train To Busan (2016)
Instruktør: Sang-ho Yeon
Andreas siger:
Dette er med længder min yndlings zombiefilm.
Den er modsat mange andre film i genren ikke stagnerende og ensporet.
Train To Busan sprudler på alle parametre, og den tør overraske.
Den går sydkoreansk på seeren, så man er ikke levnet meget tid til at trække vejret. Den er kreativ i sin handling, og det kommer både mennesker og zombier til gode. Scenen med hattehylderne er satme godt tænkt – glæd jer!
Voldsomheden i zombiernes amokløb, og de mange angreb på menneskene er til at få øje på – det er helt vildt det her.
Et af filmens mange trumfkort er den sentimentale del af filmens plot. Far og datter kæmper med andet end zombierne, men det bliver aldrig klægt og for meget – det er virkelig godt set af instruktøren.
24. Gladiator (2000)
Instruktør: Ridley Scott
Andreas siger:
Russell Crowe brænder banen fuldstændig af i Gladiator.
Han er så overbevisende som Maximus, generalen og faderen, der mistede alt til en magtliderlig galning med smag for det “familiære”…
“ARE YOU NOT ENTERTAINED?”
Du kan fryde dig over de mange super fede kampscener, der satme da bare tæver pulsen op på maks. Den helt store kampscene i Colosseum med krigere, skjulte tigre og andre beskidte tricks får mig altid op af stolen. Så fedt lavet.
Joaquin Phoenix leverer en af karrierens bedste præstationer som den ubehagelige Commodus. Han får heldigvis en dragt prygl til sidst – prygl med en kniv lige i hjertet.
23. The Night Comes For Us (2018)
Instruktør: Timo Tjahjanto
Andreas siger:
Uden tvivl den mest brutale og voldelige film jeg har set til dato.
Knogler brækker, blodet sprøjter, indvoldene vælter ud i en lind strøm.
Umiddelbart lyder det jo nok helt i skoven, og for meget, men det er voldsomt underholdende, og over the top, og så er det endda realistiske kampsekvenser. Det er samme stil som The Raid filmene, men bare endnu mere eksplicit blodigt i sit udtryk.
Triadebødlen, Ito’s hævntogt er fabelagtig underholdning.
Hans amokløb i lagerhallen tenderer den fedeste kampscene overhovedet, og hans brutale nedslagtning af Yohan’s syv slagtere med alt fra kødkroge, elektriske kødsave og sågar en lårbensknogle fra en gris, trækker yderligere op i underholdningsværdien.
Julie Estelle er vanvittigt effektiv som den navnløse hitgirl – så hammer(…) sej.
22. Blues Brothers (1980)
Instruktør: John Landis
Andreas siger:
“We’re on a mission from god”
Der er fuld pedal på alt i Blues Brothers.
Actiondelen, humoren og charmen,
Aldrig er så mange politibiler blevet smadret, og aldrig har jeg kunnet fordrage soul – før nu.
Biljagten ind igennem storcentret er helt forrygende, og Jake’s forsmåede ekskærestes (en fremragende Carrie Fisher) mange mordforsøg på brødrene Blues er simpelthen legendariske.
Og lige en ting til sidst:
“How much for the little girl?”
21. Hot Fuzz (2007)
Instruktør: Edgar Wright
René siger:
Dette er én af filmhistoriens sjoveste actionkomedier. Punktum.
En suverænt overlegen film, som har det hele: tør, britisk humor, fed action, rørende karakterudvikling og en spændende historie. Vi følger de to modsætninger,-betjentene Angel og Butterman og deres opklaringsarbejde i en lille engelsk soveby. Dette er en kærlighedserklæring til Hollywood og buddy-cup filmene, og bromancen mellem Nick Frost og Simon Frost er noget af det bedste der sket nogensinde i filmhistorien….!
20. Boondock Saints (1999)
Instruktør: Troy Duffy
Andreas siger:
Hold kæft det er fedt da russeren får et lokum i hovedet! Sikke en opfindsomhed, og sikke en kreativ humor.
Boondock Saints går ofte skudt i skoene, at den er et sløjt forsøg på en Pulp Fiction kopi. Sikke da noget vrøv, total nonsens!!
Volden er sej og tegneserieagtig, og humoren får mig hver gang. Willem Dafoe har sit livs rolle som Agent Smecker.
MacManus brødrene og deres ven Rocco agerer selvbestaltede ordenshåndhævere, og hævnere.
De kriminelle i Boston’s gader skal dø, og for satan da, hvor er det da fedt lavet.
….der dør også en sød missekat…
19. Expendables (2010)
Instruktør: Sylvester Stallone
Andreas siger:
Der skete noget med actiongenren (for mig), da denne kom frem.
Der blev gjort status over en genre, der både begejstrer og får folk til at græmme sig.
Den er sindssygt voldelig og blodig, og det er sgu en fryd at se de gamle og nye helte dele røvfuld ud. Det er nostalgi og det er med et skævt smil i mundvigen. Den vinder på sin hæsblæsende action, sine vilde kampscener og sin uhøjtidelige facon. Kampene i katakomberne er fede og spækket med brutal nævekamp. Stallone og Statham’s nedslagtning af en halv hær bringer minder frem om Rambo, post First Blood. Jeg kunne fremhæve hele filmen, men nøjes med de to scener.
Okay én mere.
Scenen med Statham på basketbanen er en klassisk scene i sådan en type film. Nogen har pisset på hans sukkermad, og de skal have nogen på låget – enkelt og ligetil
18. Con Air (1997)
Instruktør: Simon West
Andreas siger:
Con Air må være den film jeg har set flest gange. Jeg smækker den på, når jeg skal mindes om, at Nicolas Cage faktisk er en fed (action)skuespiller. Jeg smækker den på, når jeg lige trænger til en fed actionbasker. Jeg smækker den på, når jeg skal bekræftes i, at det da ikke kan passe, at Johnny Madsen er den eneste med fedtet hår – hold op en grim frisure den gode Cage rocker i Con Air!
“Put the bunny back in the box!”
Hans karakter, Cameron Poe sørger nærmest egenhændigt for at det ikke ender i en kæmpekatastrofe, med utallige flere døde, og en smadret by.
Hans slåskampe med Billy Bedlam, Cyrus “The Virus” og en flok mexicanske narkogangstere er iblandt filmen highlights.
17. Leon (1994)
Instruktør: Luc Besson
René siger:
Hvem skulle have troet at en lejemorder kunne blive venner med en 12-årig pige?
I Bessons bedste film til dato, følger vi det umage makkerpar, Leon og Mathilda, mens de tager kampen op mod galningen, Stansfield (en vidunderligt overgearet Gary Oldman) som har dræbt hendes familie. De få actionscener der er med i filmen, er skruet så godt sammen og er så intense, så man bliver revet voldsomt med. Karismatiske Jean Reno er rendyrket klasse som lejemorder med en forkærlighed til stueplanter og Natalie Portman er lillepige med store nosser!
16. Casino Royale (2006)
Instruktør: Martin Campell
René siger:
Hvor skal jeg starte, når jeg skal forklare, hvor fed en James Bond-film, Casino Royale er: Altså, én af de første scener hvor James Bond er på intens jagt efter en mand på en byggeplads, i mange meters højde. Den særlige sekvens, hvor skurken, toturerer en nøgen James Bond med et meget stort reb i hænderne (“I’ve got a little itch down there…”). Og så selvfølgelig slåskampen på ambassaden, der i den grad eskalerer til sidst.
Der er kort sagt meget at juble over i én af de bedste Bond-film nogensinde, og så er Mads Mikkelsen en fornøjelse som den bloddryppende badguy, Le Chiffre.
15. Jurassic Park (1993)
Instruktør: Steven Spielberg
Andreas siger:
Dette er en af mine yndlingsfilm.
Den vinder mig over på alle de parametre den selv sætter op, også er den et nostalgitrip uden sidestykke i mit liv.
T-Rex’ angreb på bilerne, dens succesfulde jagt på Gallimimusserne, og afsluttende kamp imod Velociraptorerne er jo sindssygt lavet! Jeg bliver lige skræmt den dag idag…
Scenerne med raptorerne er et kapitel for sig. Køkkenscenen er en af de bedste scener i filmhistorien, og du får virkelig en ide om hvor dødsensfarlige disse dyr er.
Jurassic Park er et kæmpe mesterværk!
14. Predator (1987)
Instruktør: John McTiernan
René siger:
Man er først rigtig (action)filmfan, når man i kåd begejstring, kan citere følgende citater fra denne legendariske drengerøvsfilm: “Get to the chopper”, “Stick around” og selvfølgelig “If it bleeds, we can kill it”.
Arnold er endnu engang i særdeles topform (også bogstaveligt), når han kaster sig i et mudderbad, for at camouflere sig, så han kan ordne et “ugly motherfucker” af et rovdyr. Efterfølgerne var ganske fine, men intet slår originalen fra 87’ som stadig som en klassiker inden for actiongenren.
13. Desperado (1995)
Instruktør: Robert Rodriquez
René siger:
Antonio Banderas aldrig været mere cool, Selma Hayek aldrig været mere hot, og Tarantino været mere sjov. Sidstnævntes joke på en bar (en mand pisser ud over en bar) er hvert fald hysterisk morsom og er stadig én af de sjoveste scener i filmhistorien.
Manden med guitaren er evigt forandret, efter Desperado, og selvom Banderas ikke er særlig høj i virkeligheden (174 cm) er han stadig “the biggest fuckin’ mexian I’ve ever seen” efter hans vilde og intense præstation i Rodriquez’ 90’er klassiker…
12. The Rock (1996)
Instruktør: Michael Bay
Andreas siger:
Nu siger jeg noget vildt og ugennemtænkt:
Sean Connery har aldrig været bedre end her i The Rock….
Ed Harris er fremragende, og Nic Cage og David Morse ligeså. Men det er Connery der stjæler billedet totalt i hver scene han er med i.
Jeg så denne her og Con Air et utal af gange på meget kort tid i sluthalvfemserne. The Rock udmærker sig udover de seje actionsekvenser ved at byde på virkelig god skuespil fra især Connery.
“Personally, I think you’re a fucking idiot….General Sir”
Spillet imellem General Hummel og hans mænd er lidt som en thriller midt i filmen. Der er nogle af hans mænd, der er drevet af grådighed og foragt for menneskeliv, og de vil da skide San Francisco’s mange indbyggere et stykke. Heldigvis kommer Connery og Cage to the rescue.
11. Kill Bill (2003)
Instruktør: Quentin Tarantino
René siger:
Tarantino har aldrig lagt skjul på sine filmiske helte og hvem han er inspireret af. Faktisk er det blevet lidt af hans varemærke, at efterligne og kopiere, men på en unik måde, som gør det til hans eget. I Kill Bill (vol 1) er det hans kærlighed til kulørte 70’er film, b-film og samuraifilm, der er den store inspiration. The Bride (Thurman) dræber mænd og kvinder på stribe, blodet sprøjter (virkelig meget) og det bli’r jo helt æstetisk undervejs. og vi både griner, overraskes og væmmes af alle løjerne, mens vi til sidst blot har lyst til at én ting: straks at se film nr. 2