Daredevil Sæson 3. anmeldelse

René

René

Serien som tabte pusten i 2. sæson, laver overraskende comeback og vender formidabelt tilbage med seriens bedste sæson!

af René Buchtrup

Serien kan streames på Netflix fra d. 19. oktober 2018

Efter den overgearede sæson 2 af Daredevil, som føltes ufokuseret og rodet, havde jeg næsten afskrevet serien. Det føltes simpelten som at den havde tabt pusten.

Superhelteserien om den blinde Matt Murdock der om advokat om dagen og kappeklædt retfærdighedskæmper om natten, var perfekt doseret i første sæson. Det var et perfekt mix af straight origin story, bundsolidt drama og  gritty action. Særligt actionsekevenserne tog pusten fra undertegnede som lignede en voldsballet af rå brutaltitet og nådesløshed 
(ment meget positivt).

Problemet med sæson 2 var simpelthen at historien gik i for mange retninger. Det blev en værre rodebutik der blandede for mange små historier ind i hinanden (bl.a. kampen mod The Hand og Murdocks romance med Elektra) og efter 7-8 spisoder, ud af de 13, tabte den pusten. Den havde slet ikke det samme tag på den spændende, fokuserede historie, karaktererne eller, for den sags skyld actionscenerne.

I 3. sæson vågner Murdock halvdød op på sit gamle børnehjem (afslutningen på sæson 1 af The Defenders) og bruger måneder på at komme sig. Ikke blot fysisk, men også psykisk. Han kan ikke se et formål med ham hans eksistens længere. Heller ikke Daredevils. Hans tro bliver sat på prøve og nonnen Maggie Grace, der plejer ham og som får stor betydning for ham gennem sæson 3, prøver konstant at guide og hjælpe ham.

De gamle venner Karen og Foggy er så småt ved at miste håbet om at se deres gamle ven igen og imens alt dette sker, får skurken fra første sæson, Wilson Fisk aka. The Kingpin lavet en særlig stikker-aftale med FBI. Han “giver dem” den kriminelle organisation albanerne, mens Fisk kommer ud af fængslet. 

Pludselig indser man som tilskuer at Fisk på manipulerende vis har indfanget FBI i sit edderkoppespind og selv de mest lovlydige mænd kan blive vendt, bl.a. den hengivne special agent Nadeem (Jay Ali) som konstant

får testet sit moralske kompas og ikke mindst, den utilregnelige og skrøbelige, agent Pointdexter (Wilson Bethel) , som får altafgørende betydning i denne sæson.

3. sæson har igen fundet den særlige formel fra første sæson som virker. Den ved simpelthen hvilken historie den vil fortælle. Og hvordan den vil fortælle den.

Tempoet er skruet helt ned i et tempo, hvor historien tager sig tid og giver karaktererne plads til at udfolde sig. Det giver rigtig meget mening og er så godt givet ud.

Det er, i forhold til den roede sæson 2, enkelt og lige til, og Daredevil-universet går endnu mere i dybden på bl.a. Matt Murdock, Karen (vi får bl.a. hendes gribende baggrundshistorie), Foggy, samt Wilson Fisk, som vi ser fra en lidt anden side.

Der er skruet ned for actionscener i den nye sæson, men når de så kommer, er det med fuld skrue og ofte i (ubehageligt) lange og halsbrækkende sekvenser som virker ufattelig realistiske. Blandt andet er der en særlig fængselscene som føles som et langt one take og som undertegnede klappede i hænderne af. Det føles som om at man selv får blod på hænderne efter den scene!

Det eneste lille minus ved den ellers fremragende sæson 3. er længden på sæsonen. Man kunne snildt have skåret et par afsnit fra, men Netflix insisterer åbenbart på at skulle have 13 afsnit med HVER eneste gang de kreerer en superhelteserie. 

Daredevil har i 3. sæson smidt sin tætsiddende spandex-suit (thank god for that) ud og er back to basics med sit sorte, outfit (sort trøje og sort hætte) og det er egentlig den bedste metafor for serien: vi er tilbage til det gode udgangspunkt, fra den første sæson. Den fesne, opreklamerede dragt er væk og er ikke bange for at blive beskidte. 

Hvis det høje niveau fortsætter, krydser jeg fingre for en sæson 4!

Daredevil sæson 3 får 5 ud af 6 hamre:        🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

5 fantastiske serier, der straks bør forlænges

Der er mange serier der burde stoppe, mens legen er god. Og så er der de få serier, der sagtens kan forsætte.
René Buchtrup prøver at råbe de store Hollywood-studier op med denne liste, over serier der straks bør forlænges.

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.