Serien som tabte pusten i 2. sæson, laver overraskende comeback og vender formidabelt tilbage med seriens bedste sæson!
Serien kan streames på Netflix fra d. 19. oktober 2018
Efter den overgearede sæson 2 af Daredevil, som føltes ufokuseret og rodet, havde jeg næsten afskrevet serien. Det føltes simpelten som at den havde tabt pusten.
Superhelteserien om den blinde Matt Murdock der om advokat om dagen og kappeklædt retfærdighedskæmper om natten, var perfekt doseret i første sæson. Det var et perfekt mix af straight origin story, bundsolidt drama og gritty action. Særligt actionsekevenserne tog pusten fra undertegnede som lignede en voldsballet af rå brutaltitet og nådesløshed
(ment meget positivt).
Problemet med sæson 2 var simpelthen at historien gik i for mange retninger. Det blev en værre rodebutik der blandede for mange små historier ind i hinanden (bl.a. kampen mod The Hand og Murdocks romance med Elektra) og efter 7-8 spisoder, ud af de 13, tabte den pusten. Den havde slet ikke det samme tag på den spændende, fokuserede historie, karaktererne eller, for den sags skyld actionscenerne.
I 3. sæson vågner Murdock halvdød op på sit gamle børnehjem (afslutningen på sæson 1 af The Defenders) og bruger måneder på at komme sig. Ikke blot fysisk, men også psykisk. Han kan ikke se et formål med ham hans eksistens længere. Heller ikke Daredevils. Hans tro bliver sat på prøve og nonnen Maggie Grace, der plejer ham og som får stor betydning for ham gennem sæson 3, prøver konstant at guide og hjælpe ham.
De gamle venner Karen og Foggy er så småt ved at miste håbet om at se deres gamle ven igen og imens alt dette sker, får skurken fra første sæson, Wilson Fisk aka. The Kingpin lavet en særlig stikker-aftale med FBI. Han “giver dem” den kriminelle organisation albanerne, mens Fisk kommer ud af fængslet.
Pludselig indser man som tilskuer at Fisk på manipulerende vis har indfanget FBI i sit edderkoppespind og selv de mest lovlydige mænd kan blive vendt, bl.a. den hengivne special agent Nadeem (Jay Ali) som konstant
får testet sit moralske kompas og ikke mindst, den utilregnelige og skrøbelige, agent Pointdexter (Wilson Bethel) , som får altafgørende betydning i denne sæson.
3. sæson har igen fundet den særlige formel fra første sæson som virker. Den ved simpelthen hvilken historie den vil fortælle. Og hvordan den vil fortælle den.
Tempoet er skruet helt ned i et tempo, hvor historien tager sig tid og giver karaktererne plads til at udfolde sig. Det giver rigtig meget mening og er så godt givet ud.
Det er, i forhold til den roede sæson 2, enkelt og lige til, og Daredevil-universet går endnu mere i dybden på bl.a. Matt Murdock, Karen (vi får bl.a. hendes gribende baggrundshistorie), Foggy, samt Wilson Fisk, som vi ser fra en lidt anden side.
Der er skruet ned for actionscener i den nye sæson, men når de så kommer, er det med fuld skrue og ofte i (ubehageligt) lange og halsbrækkende sekvenser som virker ufattelig realistiske. Blandt andet er der en særlig fængselscene som føles som et langt one take og som undertegnede klappede i hænderne af. Det føles som om at man selv får blod på hænderne efter den scene!
Det eneste lille minus ved den ellers fremragende sæson 3. er længden på sæsonen. Man kunne snildt have skåret et par afsnit fra, men Netflix insisterer åbenbart på at skulle have 13 afsnit med HVER eneste gang de kreerer en superhelteserie.
Daredevil har i 3. sæson smidt sin tætsiddende spandex-suit (thank god for that) ud og er back to basics med sit sorte, outfit (sort trøje og sort hætte) og det er egentlig den bedste metafor for serien: vi er tilbage til det gode udgangspunkt, fra den første sæson. Den fesne, opreklamerede dragt er væk og er ikke bange for at blive beskidte.
Hvis det høje niveau fortsætter, krydser jeg fingre for en sæson 4!
